af noder og forbindelser. Og som rapportens sidste radikalise-ringsteoretiske afsnit vil blotlægge, er den ekskluderede mængde stor, når radikalisering er undersøgelsesspørgsmålet.
Metodisk står analyserne altså stadig på et begynderstadie, hvor mere dynamiske algoritmer til realtids-analyser samt data mining-værktøjer til de hurtigt forandrende sociale medier er efterspurgt. Mange modeller skabes uden komplette datasæt, og selv de bedste analyseredskaber indfanger en mængde ’hvid støj’ i form af aktiviteten fra journalister, universitetsstuderende eller almindelige videbegærlige mennesker, som ellers intet har med radikalisering og terror at gøre. Analyser af trafikken på de forskellige ekstremistiske hjemmesider og internetfora har således i nogle tilfælde været konfronteret med den problemstilling, at visse værdier eller målinger er blevet forstærket alene grundet ’forskerinteresse’ og ’efterretningsklik’.190
189 Ressler, 2006: 4; Mejias, 2006.
190 Zelin, 2013: 7.
Det betyder, at analyseresultaterne kan være misvisende, da de ikke medregner adfærdsmæssige og kontekstuelle elementer, der potentielt kan påvirke netværkets udseende og aktiviteter, men som også kan optræde uden sammenhæng hermed.191 Problemet er, at jo mere komplekse de analyserede processer er, jo flere perspektiver falder uden for den epistemologiske ramme af noder og forbindelser. Og som rapportens sidste radikaliseringsteoretiske afsnit vil blotlægge, er den ekskluderede mængde stor, når radikalisering er undersøgelsesspørgsmålet.
Det er således ikke muligt helt at adskille analysen af fænomenet fra forskningens og mediernes effekt herpå. Men netop heri ligger også, potentielt set, en af netværksanalysens styrker. Den tvinger os til at redefinere, hvad vi opfatter som analysens studieobjekt. Ved at betragte de sociale fænomener gennem de dynamiske sociale medier tvinges forskningen til at betragte strukturer og ”det sociale” som foranderlige og midlertidige størrelser.192
Den tredje problemstilling handler om at aftegne grænserne til gruppen af sårbare, ekstremistiske og såkaldt radikaliserede unge. Her falder analysen tilbage til de ontologiske antagelser om individet, ideologien osv., som må tilskrives feltet, inden det kan analyseres. Mange års diskussioner i terror- og radikaliseringsforskningen er ikke kommet frem til nogen entydig definition af hverken terrorisme, ekstremisme eller radikalisering. Men en del af netværks- og indholdsanalyserne mangler endnu helt at omfavne konsekvensen af de mange uafklarede begrebsmæssige, onto-logiske og radikaliseringsteoretiske spørgsmål. Det er særligt problematisk på et område som ekstremisme- og radikaliseringsforskning, hvor informations-strømmens flydende og dynamiske karakter fordrer stor sikkerhed i teori og metode.193
Herudover repræsenterer den halvautomatiske metodes valg af nøgledata et videnskabsteoretisk problem. Hvem er de ’autoritative kilder’, og hvad bestemmer relevansen af én kilde frem for en anden? Denne overvejelse finder sjældent plads i akademiske artikler, og netop udvælgelsen vidner om metodens dybest set politiske karakter, da udvælgelsen ikke springer ud af objektive forhold, men begrænser sig til nogle valgte (politisk givne) parametre. Som bekendt indeholder ethvert valg også et fravalg. Heller ikke inden for terror-litteraturen er der konsensus om, hvilke organi-sationer og hvilke personer, som er de mest centrale, mest ekstreme eller mest
191 Ressler, 2006: 6.
192 Markham, 2012: 52.
193 Correa & Sureka, 2013: 24.
indflydelsesrige. I eksemplerne på analysen af fremmedkriger-profiler vil en forsker, der borer sig ind i netværket fra en anden samling nøglekonti – fx konti af folk baseret i de omkringliggende arabisktalende lande – formodentlig finde frem til helt andre netværksledere.194 Men hvis netværket afgiver et andet billede ved, at man starter et andet sted, er det samtidig et væsentligt problem for analysernes validitet.
Er der overhovedet tale om det samme netværk?
En del af forskellen mellem konklusionerne fra henholdsvis Klausens forsknings-gruppe195 og forskerne på Kings College196 tillægger Klausen således netop forskellen i metoden og angrebsvinklen på dette punkt. De starter med hver deres lille bid af Twitter-netværket, som de efterfølgende arbejder ud fra. Herudover er observations-perioden for de to studier overlappende, men ikke den samme. Dette understreger forskningsresultaternes midlertidige karakter.197
Som bekendt indeholder ethvert valg også et fravalg. Heller ikke inden for terror-litteraturen er der konsensus om, hvilke organisationer og hvilke personer, som er de mest centrale, mest ekstreme eller mest indflydelsesrige.
De metodiske begrænsninger peger også på et grundlæggende problem ved Caiani og Wagemanns komparative netværksanalyse. Det er naturligvis i sig selv interessant at kunne se korrelation mellem politiske mulighedsstrukturer og højrefløjens organisering, men analysen ser også bort fra en lang række forhold, der evt. kan være spuriøse variabler i den opstillede kausalforklaring. Hvad med politisk kultur, politisk historie osv.? Problemet handler dog primært om faktorer, som det er muligt at finde data på, eller som kan analyseres i andre komplementære analyser.
På individniveau, hvor det særligt handler om den systematiske selvangivelse af biografiske data, er spørgsmålet endnu mere komplekst. Det er de færreste Facebook- og Twitterkonti, som ligefrem beretter ærligt om alt fra barndommens marginalisering til hverdagens anerkendelseskamp.
194 Klausen, 2014.
195 Klausen, 2014.
196 Carter et al., 2014.
197 Klausen, 2014.
198 Ressler, 2006: 6.
199 Carter et al., 2014: 11.
200 Carter et al., 2014: 10.
201 Carter et al., 2014: 12; Berger & Strathearn, 2013: 13.
Det er også et problem for fortolkningen af data, at de fleste forskere med teknisk ekspertise i netværksanalyse ikke har baggrund i terror- og radikaliseringsforskning.198 De sætter ofte deres lid til meget simple radikaliseringsmodeller, som de har kunnet læse sig til i den rigt citerede policy- og tænketankslitteratur, uden at reflektere nærmere over radikaliseringsmodellernes forklaringskraft og videnskabelighed.
Modellerne, som eksempelvis Wiktorowicz’ model, har mødt stor kritik i akademiske kredse (psykologi, socialpsykologi, sociologi og politologi) og regnes blandt mange for at være uvidenskabelige. Rapportens del 3 dykker dybere ned i dette spørgsmål.
De metodiske problemstillinger understreger også en anden pointe ved netværks-analysen. Analysen er relativt nem at udarbejde, da der efterhånden findes et stort udvalgt af tilgængelige værktøjer. Til gengæld er det en kunst at kunne fortolke analysens resultater. Fortolkningen kræver både stor metodisk, teoretisk og empirisk indsigt.
De metodiske begrænsninger samt ekstremismens og radikaliseringens individuelle og kontekstuelle påvirkningsfaktorer gør det herudover svært at generalisere mediebrugen til andre grupper og netværk eller andre kontekster. De indsamlede data som Carter et al. møjsommeligt analyserer, kan derfor ikke uden videre siges at være repræsentative for vestlige fremmedkrigere eller for britiske fremmedkrigere, der ikke anvender de sociale medier på samme vis eller i samme udstrækning. Det er svært at generalisere ud over den efterforskede gruppe.199 Hertil kommer problemet med de selvangivne biografiske data. Selvom forskerne har forsøgt kvalitativt at vurdere og dobbelttjekke informationerne, ved de kun, hvad de enkelte krigere selv har valgt (strategisk eller ej) at dele om sig selv og om den gruppe, de kæmper for – enten gennem offentlige statusopdateringer, offentlige diskussioner eller private online-interview.200
Problemet med ’selvangivelse’ betyder også, at analysen har måttet udelade brugere med restriktive privatlivsindstillinger eller manglende villighed til at deltage i forbindelse med kortlægning af netværk. Forfatterne reflekterer desværre ikke over, hvorledes dette kan tænkes at påvirke resultaterne, og hvad det betyder for den efterfølgende fortolkning og anvendelse. Den samme problemstilling gør sig gældende for Berger og Strathearn.201
Som Klausen også fastslår, kan det være svært, hvis ikke umuligt, at fastslå identiteten af visse brugere, hvilket er endnu et problem for validiteten af under-søgelsen.202 Somme tider skifter konti oven i købet ejer på tværs af køn. Herudover spekulerer Klausen over, hvorfor der med flere tusinde vestlige fremmedkrigere i Syrien og Irak kun er en lille gruppe, som er ekstremt aktive online? Det er Klausens egen fortolkning, at dette skyldes en høj grad af intern mediekontrol og censur.203