få elementer i det sociale, og tilgangen overser den sociale kompleksitet, som ligger mellem noderne. Jo mere individer ligner noder, jo lettere er de at forstå og håndtere inden for analysemetodens erkendelseshorisont.
Men de samme radikaliseringsmodeller (der kobler sårbarhed og ideologi) er blinde over for en af kausalmodellernes største metodiske udfordringer: samtidighed af ækvifinalitet (radikalisering til vold kan foregå ad mange forskellige spor) og multifinalitet (to individer, der følger samme spor, ender ikke nødvendigvis med begge at udøve vold).354 Herudover har modellerne, grundet det ekstensive fokus på sårbarhedsprofilering og ideologi, svært ved at dechifrere ideologiens betydning.
350 Schmid, 2013: 54.
351 Lamberty, 2013: 159; Borum, 2011a: 14; Gartenstein-Ross, 2013; Köhler, 2012: 10.
352 Schmid, 2013: 54.
353 Gartenstein-Ross, 2013.
354 Borum, 2011b: 57.
355 Schmid, 2013: 22.
356 Mejias, 2006.
357 Mejias, 2006.
358 Brynielsson et al., 2012: 202-203.
Ideologiens rolle kan således let blive misforstået og overfortolket. Der er mange veje til radikalisering, som ikke involverer ideologi, og ideologien anvendes ofte som en legitimering af vold frem for at være årsag til vold.355
Den manglende konsensus om, og videnskabelige indsigt i, radikaliseringsbegrebets mangefacetterede problemforståelse får således dyb indvirkning på resultaterne af de forskellige data mining-øvelser, da videnskabeligheden og anvendeligheden af de Wiktorowicz-inspirerede radikaliseringsmodeller antages forud for overhovedet at kunne sige noget meningsfuldt om radikalisering via internettet. Oftest bliver disse antagelser kun implicit angivet, og man kan være i tvivl om, hvorvidt forfatterne selv er sig disse antagelser bevidste.
De beregningsmæssige og kvantitative metoder er også blinde over for den magt, som ligger indlejret i kontrollen med netværket. Såvel en række tilfældigheder som bevidste webmasterbeslutninger kan afgøre hvorledes et netværk fremstår i en analyse. Netværksanalysens epistemologi, der erkender virkeligheden som opbygget af noder og forbindelser, muliggør betragtninger af visse sammenhænge – ovenikøbet inden for et kvantificerbart og hyperkomplekst system. Men den samme nodocentristiske epistemologi har også en række blinde vinkler, som den, specielt hvad angår nogle af radikaliseringens kernespørgsmål, ikke har mulighed for at beskrive. Videnskabelige forklaringer baseret på ideen om sociale netværk har således en tendens til at erstatte symbolsk og sproglig rigdom med kausalitet og økonomisk udveksling baseret på interesser.356 At betragte radikalisering ud fra en topologi af noder og forbindelser reducerer ’virkeligheden’ til et spørgsmål om ganske få elementer i det sociale, og tilgangen overser den sociale kompleksitet, som ligger mellem noderne. Jo mere individer ligner noder, jo lettere er de at forstå og håndtere inden for analysemetodens erkendelseshorisont.357
Men horisonten begrænses netop af teoriens antagelser. Derfor byder det massive fokus på de sårbare, men rationelle aktører på endnu en metodisk og teoretisk udfordring, når det kommer til studiet af brugerprofiler på sociale medier. Det er meget muligt, at man – til trods for store tekniske vanskeligheder – kan koble flere brugerkonti til unikke personer,358 men hvordan vurderer man de forskellige personaer (online-identiteter), som et individ leger med?
Netværksanalyserne postulerer at kunne identificere ’individer’. De agentfokuserede analyser antager, at brugerne bag profilerne er rationelle aktører, der handler, som de siger, og siger, som de tænker. Men vejen mellem disse positioner er langt mere kompleks, end analyserne tillader. Identitet og identifikationsprocesser har mange lag.359 For det første er der alle de politiske såvel som private kontekstuelle faktorer, som ikke kommer med i fortolkningen af ytringer og adfærd på nettet. For det andet lægger analyserne sig op ad illusionen om et ’helt’ individ med en klar intention og vilje. Men netop med de radikale identiteter er der et stort element af eksperimenterende og grænsesøgende adfærd involveret. Følelser og fantasier lader sig ikke omsætte til rationelle kalkuler og sammenhængende forklaringer.
Brugerprofilernes performative karakter kan ikke uden videre skrives ind i analyseprogrammernes algoritmer. Som Bartlett også påpeger: ”In the end, automated systems and online monitoring can only go so far”.360
Kortlægger netværksanalyserne med andre ord ikke blot forbindelser mellem identiteter, fantasier og normoverskridelser? Og ville de ikke netop her være et meget brugbart værktøj, hvis de kunne løsrive sig fra deres agentsensitivitet?
Det er meget muligt, at netværks- og indholdsanalyser er et godt supplement til mange studier af sociale online-fænomener, også hvad angår studiet af radikalisering og ekstremistiske grupperinger. Men metodernes duperende effekt – med komplekse algoritmer og smarte visualiseringer – må ikke fortrænge en kritisk distance til alle analyser, der mener at kunne reducere følende, sansende og komplekse mennesker til et kommunikativt spil mellem noder og forbindelser.
Specielt så uafklaret et fænomen som radikaliseringens individ (subjekt) tåler ikke den slags reduktion, uden at meningen med øvelsen går tabt.
De kvantitative analyser af online-radikalisering illustrerer således faren ved de multidisciplinære og eklektiske tilgange, hvis disciplinernes interne kompleksitet og sammenhæng ikke medinddrages. Det er med andre ord umuligt alene på baggrund af netværket at sige noget om radikaliseringstruslen, og det kræver under alle omstændigheder en grundig kvalitativ vurdering af de mange forskellige informationer. Metoderne kan formodentlig i et begrænset omfang bruges til at identificere visse fremmedkrigere og fremskaffe enkelte beviser for kriminelle gerninger eller kontakter. Men som forebyggelsesværktøj synes meget at tale imod.
359 Papacharissi, 2012.
360 Bartlett, 2015.
361 Cohen et al., 2014: 254.
362 Sunde, 2013: 29.
363 Scanlon & Gerber, 2014: 9.
364 Morozov, 2012: 303.
365 Morozov, 2012: 306.
Men hvad er egentlig bivirkningerne af en forebyggelsespolitik som denne? Cohen et al. medgiver, at metoderne nok primært er effektive værktøjer i hænderne på efterretningsanalytikere, når de jager terrorister, men at det ellers kan være problematisk i forhold til vore demokratiske frihedsrettigheder at gribe for hårdt ind – man vil komme til at overvåge en masse harmløse civilister.361 Netop dette bemærker også Inger Marie Sunde fra Politihøgskolen i Oslo. Hun udtaler bekymring over, at mange af de hjemmesider, som bliver kvantificeret, ikke indeholder hadesytringer eller opfordringer til vold og terror, men alene indeholder ideologiske ytringer. Det kan være et problem for ytringsfriheden.362
Ligesom hjemmesider og sociale grupper af mere harmløs ideologisk karakter risikerer at blive udsat for forskellige grader af (unødvendig) overvågning og censur, er enkelte forfattere også bekymrede for individernes retsstilling. Scanlon og Gerber fremhæver således en bekymring for, at de omfattende og bredspektrede kvantitative tilgange kan anvendes til at overvåge og klassificere ikkevoldelige individer. I deres perspektiv skal der rettes op på dette gennem klassifikationsmetoder, som udelukkende er målrettede voldelige grupperinger, der sættes i forbindelse med terrorhandlinger.363