petriskål, der blot venter på en radikalisators udstrygning af fremmed ideologi, som derved gennem teoretisk og tankemæs-sig forprogrammering lægger grunden til de voldelige handlinger – virker fristende på en forklaringshungrende handlingspolitik.
Modkulturen er i flere henseender præcis en spejling og overskridelse af den vestlige normalitet, og som sådan hænger de to fænomener uløseligt og dialektisk sammen.
Når online-tilgangene derfor frafalder det dialektiske perspektiv (modkulturs-forståelsen) ved at reducere den sociale kompleksitet til effekter på individniveau under indflydelse af ’ekstremistiske ideologier’, bliver det også muligt for forskerne at tro på modnarrativernes virkning (at aflive myter og misinformation) og samtidig reducere radikaliseringsproblemet til en kausalrelation mellem ideologisk radikali-sering og voldelig ekstremisme. Som Salem et al. formulerer det: ”the myths and disinformation propagated in the groups’ videos can be countered by designing and disseminating credible messages from authentic and trusted sources at the grassroots level”.291
I stedet for den dialektiske forståelse fæstner tilgangene hele radikaliseringsproblemet ved Wiktorowicz’ svage individ, der gradvist accepterer ’high risk activism’ og de radikale bevægelsers ideologi gennem religiøs uddannelse og ’kultivering’.292 Det er klart, at denne politisk afkoblede individforståelse – hvor det sårbare individ fremstilles, som var det en laboratorieklar petriskål, der blot venter på en radikali-sators udstrygning af fremmed ideologi, som derved gennem teoretisk og tankemæssig forprogrammering lægger grunden til de voldelige handlinger – virker fristende på en forklaringshungrende handlingspolitik.
291 Salem et al., 2008: 620.
292 Wiktorowicz, 2005: 6.
I Wiktorowicz tilfælde bruges David Snow og Robert Benfords teorier om ’frame alignment’293 til at forklare denne kognitive forandringsproces på individniveau.294 Men hver radikaliseringsteoretiker har næsten udviklet sin egen forklaring på ideologiernes kognitive smitteevne og voldens ideologiske udspring. Anne Aly anvender teorien om ’moral disengagement’ som forklaringen på, hvad der sker ved det punkt, hvor individet mister sin normalitet og det ’naturlige’ moralske ubehag ved volden som metode. For at udvikle en ’terrorismepropensitet’, dvs. en naturlig inklination i retning af terrorisme, må mennesker ifølge teorien blive udsat for terrorismefordrende moralsk kontekst (eksponering). Og for at kunne blive påvirket som konsekvens af eksponeringen, må individet være ”sårbart over for moralsk forandring”.295 Det er denne moralske forandring som ifølge Aly medfører, at individerne bliver koblet fra deres egen naturlige moralske forbehold for vold og derved bliver i stand til at engagere sig i vold og aggressiv adfærd – i modsætning til deres oprindelige moralske standarder.296 Moralen bliver i Alys teori et begreb, der forbinder ideologi og handling:
“
Moral disengagement is a psychological process through which self-regulatory mechanisms of internal control are disengaged or dismissed. Self-sanctions are disengaged through the mechanisms of moral disengagement […] Collectively, the mechanisms of disengagement allow individuals to cognitively reconstruct the moral value of violence, putting aside self-sanctions, so that acts of violence can be committed.297”
Samme tanker kan findes hos en anden af online-radikaliseringens teoretikere, Scott Helfstein, der hæfter sig ved, at radikalisering i sin kerne er en proces, hvor folk ender med at tro på, at voldsanvendelse i bestræbelsen efter visse politiske eller religiøse mål ikke er umoralsk.298 Der er altså en moralsk fredelig kerne i mennesker, som på en eller anden måde først kognitivt skal omprogrammeres eller tilsidesættes, før individet er i stand til at handle voldeligt.
293 Se mere: Snow & Benford, 1998.
294 Wiktorowicz, 2005: 16.
295 Aly, 2014: 70.
296 Aly, 2014: 74.
297 Aly, 2014: 74.
298 Helfstein, 2012: 15.
På linje med andre af online-radikaliseringens ringbærere såsom Gabriel Weimann og Scott Helfstein, forstår Aly radikaliseringen som inddelt i forskellige faser. Aly ser det således som modnarrativernes opgave at fange unge mennesker, der endnu er i
’søgefasen’ ved at tilbyde dem alternative fortællinger, som leder individerne væk fra voldelig ekstremisme.299 For Helfstein er det strategiske angrebspunkt i stedet
’acceptstadiet’ (der kommer efter søgefasen). På acceptstadiet søger individet sociale forbindelser til at overvinde egne normative forbehold over for voldelig adfærd.300 Nogenlunde samme beskrivelse kan findes ved det hollandske radikaliseringsforebyggelsesprojekt, Wij Amsterdammers, der selv har Wiktorowicz som inspirationskilde.301 Det hollandske projekt har samtidig fungeret som hovedinspirationskilde for Embedsmandsrapporten302, der i 2008 foretog alt for-arbejdet til den første danske handlingsplan til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme fra 2009.303 Der ligger altså en klar opfattelse af radikalisering som en kognitiv/moralsk udviklingsproces, der udvikler sig i faser og ender i et voldeligt engagement. Denne tænkning kan delvist spores tilbage til Wiktorowicz, og den har haft stor indflydelse på såvel den danske forebyggelsespolitik som på meget af litteraturen om online-radikalisering. Netop denne radikaliseringslogik har dog også mødt stor modstand og kritik andre steder i litteraturen.304
Ikke desto mindre er den fremherskende blandt mange af online-radikaliseringens trusselsforfægtere – forskere og policy-skribenter, som tillægger radikalt online-indhold stor farlighed.305 Bermingham et al. fremhæver eksempelvis troen på, at noget netindhold og interaktion er konstrueret med det formål at radikalisere dem med lille eller ingen interesse i voldelig jihadisme, hvilket får forfatterne til at konkludere relevansen af de kvantitative metoders optrevling af ekstremistisk online-indhold.306 Dette afspejler sig også i forfatternes definition af radikalisering, der beskrives som ”en proces, hvorved individer, gennem deres online-interaktion og eksponering for forskellige typer internetindhold, accepterer [come to view] volden som en legitim metode til at løse sociale og politiske konflikter”307.
299 Aly, 2014: 77.
300 Helfstein, 2012: 3-4.
301 Mellis, 2007.
302 Embedsmandsrapporten, 2008.
303 Regeringen, 2009.
304 Schmid, 2013; Bigo et al., 2014; Kundnani, 2015.
305 Gemmerli, 2014b.
306 Bermingham et al, 2009: 1.
307 Bermingham et al, 2009: 1 – egen oversættelse. Den originale formulering lyder: “Online radicalization is here conceived as a process whereby individuals, through their online interactions and exposure to various types of Internet content, come to view violence as a legitimate method of solving social and political conflict”.
308 Brynielsson et al., 2012: 197.
Samme forståelse lægger Brynielsson et al. til grund for deres analyser: “Online extremist forums and web sites allow for aberrant beliefs or attitudes to be exchanged and reinforced, and creates environments in which otherwise unacceptable views become normalized”.308 I stedet for argumenter om moral bygger de altså deres radikaliseringsforståelse på en ‘normalisering’, som er med til at forbinde ideologi og handling.