effekt – den reelle online-radikalisering – frem for blot at antage indholdets virkning og deraf slutte til nødvendigheden af at bekæmpe indholdets farlighed.
Når dette ubesvarede spørgsmål så desperat søger solide videnskabelige udredninger, skyldes det ikke mindst, som Schmid også bemærker, at spørgsmålet stiller forebyggelsespolitikken over for store valg.320 Er det således nødvendigt med en tilgang, der aktivt forebygger hele feltet af ideologiske modstandsformer, eller er det bedre at holde fokus på udelukkende at bekæmpe den voldelige ekstremisme?
Eller er hele forestillingen om overhovedet at kunne bekæmpe ekstremismen dybest set kontraproduktiv?
317 Schmid, 2013: 28.
318 Githens-Mazer & Lambert, 2010: 891; Merkl, 1986: 39; Crone, 2009: 73; Lamberty, 2013: 139.
319 Githens-Mazer & Lambert, 2010: 896.
320 Schmid, 2013: 53.
321 Bartlett, 2015.
322 Morozov, 2012: xvi; Morozov, 2014b: 5.
323 Mejias, 2006; Bartlett, 2015.
Radikalisering er som fænomen desværre endnu for flygtigt og upræcist beskrevet og defineret til, at det er muligt at operationalisere begrebet gennem kvantitative analyser uden derved at negligere eller fortrænge en lang række uafklarede spørgsmål – som afsnittets indledende model også antyder. Samtidig risikerer de kvantitative metoders empiri-rigdom at føre til et informationsoverload, hvor potentielt vigtige informationer overskygges af et hav af ligegyldige ’falske positiver’.
Det betyder ikke, at fænomener som ekstremisme eller voldelig ekstremisme ikke kan eller bør studeres gennem kvantitative metoder og data mining-teknikker.
Tværtimod. Men det betyder, at koblingen til radikaliseringsbegrebet risikerer at føre til forsimplede og misvisende konklusioner, der kan afstedkomme nogle kontra-produktive politikker.
FOREBYGGELSESTANKENS TEKNOLOGIFASCINATION
Som denne rapport har forsøgt at klarlægge, kobler litteraturen om forebyggelse af online-radikalisering allerede kendte radikaliseringsforståelser og forebyggelses-metoder til den forhåndenværende empiri for (retrospektivt) at skabe en radikaliseringsmodel, der også kan begribes kvantitativt. Dette skaber en forståelse af den radikale Anden, som i højere grad er styret af epistemologiens blinde vinkler (jf. diskussionen om forbindelser og noder), kulturelle fordomme og teknologi-fascination end kritisk videnskabelig praksis. Men forestillingen om at kunne anvende internettet og den nyeste computersoftware til at løse den virkelige verdens ekstremismeproblemer er blot et aspekt af en tendens til teknologifetichisme eller tekno-utopisme, der fungerer som et forlokkende multiværktøj på mange policy-områder.321 Ifølge Morozov er det således dybt problematisk, at den sociale kontekst ofte ignoreres, når politiksmedene forledes til at tro, at de har et uovertruffet kraft-fuldt værktøj på deres side, som de formår at beherske.322
Med denne kritik kaster Morozov lys på et fænomen, som breder sig over en lang række policy- og forskningsområder. Fantasierne står i kø, når fremtiden beskrives i lyset af teknologiens nye landvindinger. Ny teknologi har en tendens til at skænke forskere og policy-skribenter en værkstøjskasse med besnærende potentialer og ultimative løsninger. Det gør sig også gældende på terror- og radikaliseringsområdet.
Ofte sættes så stor lid til vores beherskelse af teknologiens løfte om informations-behandling og -kontrol, at det sociale underordnes teknologiens orden.323 Dette betyder, at både metodiske og videnskabsteoretiske spørgsmål fortrænges til fordel for det teknologiske fix.
Problemet er dog, at teknologiske eksperter, hvor tekniksmarte de end måtte være i forhold til teknologiens muligheder, sjældent er bekendt med de komplekse sociale og politiske kontekster, som de teknologiske løsninger skal operere i.324 Sociale problemer kan, med Morozovs egne ord, ikke reduceres til tekniske problemer, og vi skal derfor passe på ikke at falde ukritisk for denne ’cyber-centrisme’ eller
’technological solutionism’.325 Noget af det mest problematiske ved de teknologiske løsninger bliver derfor, at reduktionen til tekniske problemer risikerer at aflede politiksmedene fra at håndtere de udfordringer, som netop ikke kan reduceres.326 Som medieforsker Christina Archetti pointerer: ”The not unjustified, but certainly disproportionate, focus on the Internet prevents us from seeing the wider social – and never online-only – space in which extremism is rooted”.327
Dette sidste afsnit vil gå dybere ned i forestillingen om online-radikaliseringens kendetegn og løsningsmodeller, som de fremkommer i en litteratur, der har sat indholds- og netværksanalyse i førersædet. Dette gøres ved i første underafsnit at gennemgå et par eksempler på forestillingen om online-radikaliseringens kendetegn.
Her vil de etiske konsekvenser af den masseovervågning, som litteraturen synes at argumentere for, kort blive diskuteret. Andet underafsnit vil redegøre for forebyggelseslitteraturens ide om teknologiske løsninger samt konsekvenserne af de fantombilleder som løsningerne synes at frembringe.
Forestillingen om online-radikaliseringens kendetegn
Store dele af online-radikaliseringens forebyggelseslitteratur udtrykker ideer og intentioner om en form for profilering – ønsket om at kunne tegne et fantombillede af den potentielle ensomme ulv, der radikaliseres og (selv)rekrutteres via internettet og de sociale medier. Denne profil omtales blandt andet som individer med bestemte
’personlighedsstrukturer’.328 Men profileringstanken bliver mest konkret udfoldet i den del af litteraturen, hvor ideen oprindelig hører hjemme. De artikler om online-radikaliseringens kendetegn, der således i mest konkrete vendinger beskæftiger sig med muligheden for at lokalisere de prospektive ensomme ulve gennem en profilering af internetadfærd og internetkommunikation, er ofte den del af litteraturen, der henter sin inspiration fra den behavioristiske, psykiatriske terrorforskning (kriminologien).
324 Morozov, 2012: 311.
325 Morozov, 2014b.
326 Morozov, 2012: 305.
327 Archetti, 2015: 51.
328 Dienstbühl & Weber, 2014: 41-42.
329 Cohen et al., 2014.
330 Meloy et al., 2011.
331 Cohen et al., 2014: 248.
332 Cohen et al., 2014: 248.
333 Cohen et al., 2014: 253.
334 Cohen et al., 2014: 253.
335 Bartlett, 2015.
Cohen et al. oplister i artiklen ”Detecting Linguistic Markers for Radical Violence in Social Media” tre typer advarselssignaler/bekymringsadfærd, som de mener at kunne identificere ved at skanne de sociale medier.329 I artiklen, der som mange andre artikler på området er af teoriudviklende art, tager forskerholdet afsæt i retspsykiateren, Reid Meloy330, som har udviklet et batteri af otte generelle
’advarselssignaler’ til brug ved trusselsvurderinger. De tre udvalgte advarselssignaler, som forfatterne mener, kan appliceres på online-adfærd, er lækage (leakage), fiksering (fixation) og identifikation (identification).331