Det synes at være en bagvedliggende tanke for såvel Hussain og Saltman som for andre fortalere for modnarrativer, at den normalt velfungerende og selvregulerende
”ideernes markedsplads” grundet markedsfejl i informationsstrømmen fungerer suboptimalt (dvs. dårligere end man kunne ønske sig), og derfor tillader ekstremi-sterne at agere under monopollignende forhold. Agenterne på dette marked har med andre ord ikke det fornødne oplysningsgrundlag til at træffe rationelle livsvalg, hvorfor stater og civilsamfundsorganisationer må sørge for at udbedre denne mangel og tale ’de potentielt farlige ideologier’ imod.83 En Quilliam-hvidbog sætter ligeledes denne filosofi i cirkulation og anvender det sproglige billede ”a healthier realm of ideas” om det ekstremismefrie internet, som de efterstræber.84
En anden grundlæggende tanke for modnarrativerne er, at den ekstremistiske ideologi og fortællingen om ekstremismens fællesskaber har en stor betydning for radikalisering til voldelig ekstremisme. Ph.D. i medier og kultur Anne Aly, der står i
82 Hussain & Saltman, 2014: 7.
83 Saltman & Russell, 2014: 3.
84 Saltman & Russell, 2014: 10.
spidsen for den australsk NGO People against Violent Extremism (PaVE), og herigennem arbejder med modnarrativerne som våben mod ekstremismen, konstruerer således ekstremismeproblemet som en kombination af svage individer og ekstremistiske narrativer: et marked, hvor ekstremistisk udbud møder en efterspørgsel fra fejlinformerede og sårbare unge.85
De alternative og multifacetterede tilgange, som Aly fremhæver, fokuserer på at hjælpe sårbare unge med at gennemskue propaganda og misinformation. Viften af forskellige modnarrativer er stor. Helt overordnet kan modnarrativer inddeles i tre kategorier. For det første kan de arbejde med direkte modnarrativer til ekstremismens ideologi og livsstil. For det andet kan de opstille alternative handlingsmuligheder og narrativer samt hjælpe troværdige stemmer med at bryde ekstremismens online-monopol. Og for det tredje kan de arbejde for at opbygge digitale kompetencer og kritiske refleksionsevner hos potentielt sårbare unge.86
De direkte modnarrativer forsøger at ’vinde argumentet’ ved at dekonstruere og delegitimere den ekstremistiske propaganda og derved underminere den intellektuelle ramme, som argumenterne er opsat i. Således sigter de direkte modnarrativer mod at påvirke adfærden hos dem, der sympatiserer med den voldelige ekstremisme. De direkte modnarrativer kan handle om at latterliggøre ekstremismens budskaber, at udfordre og falsificere den ekstremistiske ideologis politiske eller religiøse påstande, at vise ekstremismens negative konsekvenser, at fremstille diskrepansen mellem ekstremismens grandiose anråb og dens brutale virkelighed samt at betvivle effekterne af den ekstremistiske strategi.87
Den mest direkte måde at praktisere modnarrativerne på er ved at konfrontere online-propagandaen med dialog og diskussion der, hvor den opstår. En måde at få narrativerne til at fremstå mindre tiltrækkende på kan eksempelvis være ved at
’genfremstille’ narrativerne råt for usødet, så deres kommunikationstekniske branding eller framing dekonstrueres. Dette kan eksempelvis gøres ved at koble ekstremismens skønmalerier til billeder af den brutale virkelighed. Ideen om den direkte og konfronterende tilgang bygger ofte på en grundantagelse om, at den voldelige ekstremismes narrativer er baseret på misinformation og konspirations-teorier, som, når de afsløres som sådan, vil plante en tvivl i de ekstremistiske tankerækker og ’retlede’ sympatisørerne fra voldens livsbane.88
85 Aly, 2014: 64.
86 Briggs & Feve, 2014: 10-14; PPN, 2011: 9; Busch, 2008: 13-15.
87 Neumann, 2013: 447; Ramalingam, 2014; Briggs & Feve, 2014: 16.
88 Neumann, 2013: 447; Hussain & Saltman, 2014: 109; Aly, 2014: 71.
89 Helfstein, 2012: 3.
90 Helfstein, 2012: 3-4.
91 Neumann, 2013: 447.
92 Briggs & Feve, 2014: 15; Ramalingam, 2014.
Netop denne tanke ligger bag teorien i ”Edges of Radicalization” af den tidligere West Point Fellow Scott Helfstein. Helfstein understreger dog nødvendigheden af en ihærdig og vedvarende indsats, hvis målsætningen skal lykkes:
”
Countering radical ideology is probably perceived or defined differently across the spectrum of pertinent actors, but it is unlikely that success will come from falsifying an idea or finding the loophole that invalidates an ideology. Rather, it will require a process whereby the ineffective and corrupt nature of the radical ideas must be displayed repeatedly over time. 89”
På baggrund af blandt andet økonomisk teori og teorier om sociale bevægelser opstiller Helfstein en radikaliseringsmodel med fire faser og lokaliserer den fase, acceptfasen, hvor individer ifølge teorien søger sociale forbindelser for at kunne overskride de normative (moralske) begrænsninger, der ellers er en naturlig hindring for voldelig adfærd, og hvor (moralske) modnarrativer derfor forventes at have størst effekt.90
Herudover kan modnarrativer også fokusere på at opstille positive alternativer til ekstremismens budskaber og livsstil.91 Her er hovedfokus at modgå ekstremismens tiltrækningskraft gennem alternative ’udbud’ på identitetsmarkedet. De alternative udbud forsøger således ikke at udfordre ekstremismens narrativer direkte men ønsker i stedet at påvirke de unge, der måtte være sårbare over for budskaberne (uden selv at være blevet aktive tilhængere). I stedet for at anklage ekstremisme-butikken for at sælge et produkt, der ikke holder, hvad det lover, prøver denne tilgang så at sige blot at sælge et bedre og billigere produkt – at udkonkurrere ekstremismen.
Herudover kan de alternative stemmer hjælpe med at samle det stille flertal imod ekstremismen (skabe brede bevægelser omkring budskabet) ved at understrege solidaritet, fælles mål og fælles værdier og derved marginalisere ekstremistisk adfærd og fremtoning.92 Indenfor modnarrativernes markedsmetafor svarer dette altså til at skabe en ’bandwagon-effekt’ – at skabe følelsesmæssige og sociale købemotiver, der får folk til at kopiere andre folks købeadfærd.
Forskellene i den strategiske brug af narrativer peger på, hvad Rachel Briggs og Sebatian Feve fra Institute for Strategic Dialogue i deres policy-papir om online-ekstremisme kalder strategisk kommunikation. Myndigheder skal således navigere udenom en række politiske, økonomiske og bureaukratiske udfordringer. Og de skal balancere mellem ønsket om at formidle fakta samtidig med, at de skal kunne tale til følelserne i deres målgruppe. Herudover advarer Briggs og Feve om faren ved et
’say do gap’. Det solgte produkt skal holde, hvad det lover. Myndigheder eller regeringer vil således blive målt på, hvad de gør, og ikke hvad de siger. En diskrepans mellem de to elementer vil blot være til ekstremisternes fordel.93 Samme problemstilling om say do gap gør sig for øvrigt gældende for ekstremisterne.