Kvalitativt forskningsinterview

Interview som forskningsmetode tager udgangspunkt i dialogen som kundskabsberigende arena (Kvale & Brinkmann, 2009). Det som blandt andet adskiller et forskningsinterview fra en hverdags samtale, er at intervieweren, er den som kontrollerer og definerer samtalen ved at bestemme tema og stille opfølgende spørgsmål. Desuden er det overordnede formål at

producere kundskab (Kvale & Brinkmann, 2009). At udføre kvalitative interviews har fleksibiliteten som en tungtvejende fordel. Der kan dukke temaer op undervejs som forskeren kan vælge at forfølge og uddybe, og samtidig bygger interviews på det kommunikationsredskab, forskeren allerede har (Denscombe & Larson, 2009). På denne måde er interview specielt egnet som forskningsmetode, når forskeren ønsker at få indsigt i opfattelser, oplevelser, følelser, erfaringer hos enkelte individer (Denscombe & Larson, 2009).

Interview kan gennemføres med varieret grad af strukturering (Denscombe & Larson, 2009). Strukturede interviews ligner spørgeskema ved at forskeren stiller fastlagte spørgsmål, som respondenten besvarer udfra et begrænset antal svaralternativer. Ved semistrukturerede interviews har intervieweren en liste med emner, som skal behandles og spørgsmål som skal besvares. Intervieweren er dog fleksibel når det gælder emnernes rækkefølge, og hvordan disse angribes. I ustrukturerede interviews minimerer forskeren sin påvirkning, og lader respondenten udvikle samtalen på egen hånd. Grænsen mellem ustrukturerede- og semistrukturede interviews er flydende med udgangspunkt i forskerens påvirkning. I et ustruktureret interview kan forskeren sætte udgangspunktet med eksempelvis et tema, og lade respondenten rationalisere og udvikle samtalen i den retning respondenten ønsker (Denscombe & Larson, 2009).

Når jeg også vælger at basere min forskning på kvalitative interviews, er det ud fra at jeg ønsker indsigt i mine informanters oplevelser og erfaringer ved kompositionsaktiviteten på computer. Sådanne oplevelser og erfaringer lader sig ikke fyldestgørende observere, men igennem samtale med informanterne vil det være muligt at dokumentere disse. Jeg vil belyse, hvordan dagens unge bruger teknologi, og jeg vil kontekstualisere denne brug indenfor didaktiske perspektiver. I udviklingen af interviewguiden (se vedlæg) har jeg baseret denne på semistrukturering, hvor jeg har haft nogle kategorier jeg ønskede at snakke om og konkrete temaer, som jeg ønskede at behandle. Jeg kunne også stille åbne spørgsmål som: hvad tænker du om ordet kreativitet? Hvorved jeg lod informanten udvikle samtalen med mindst mulig indblandning og vurdering fra min side.

Udfordringer ved interview som metode

De umiddelbare ulemper med interview er, at behandlingen af dataen er tidskrævende, specielt med tanke på valget af strukturering hvor de relativt åbne svar ikke uproblematisk lader sig kode og kategoriceres (Denscombe & Larson, 2009). Derudover byder fordelen ved forskerens fleksibilitet også på en ulempe, i kraft af en risiko for at noget forbliver overset. Dermed kan der være flere centrale aspekter man overser og som man, hvis man opdager dette ved en senere anledning, kan få besvaret ved at rette en ny henvendelse til informanterne.

Af andre udfordringer knyttet til interview som metode kan nævnes mellemmenneskelige forhold og samtalefærdigheder, også nævnt hos Denscombe (2009). På trods af at jeg ikke

kendte informanterne lærte vi i perioden hinanden godt at kende. Dette betød også, at informanterne i en grad betroede sig til mig som voksen og medmenneske. Dette gjorde, at rollen som forsker af og til blev sat til side, og at vi i stedet førte en helt normal samtale, som samtidig kunne give interessante perspektiver med tanke på forskningen. I forhold til dette projekt var det også specielt vigtigt, at være opmærksom på udfordringer knyttet til sprogproblematik. For det første med tanke på at ungdomskulturen har en egen terminologi og til tider en særegen måde at udtrykke sig på. Sprogbrugen i den ungdomskulturelle diskurs forudsætter derfor en indsigt og forståelse hos mig som forsker. Gennem flere års erfaring med ungdomsarbejde har jeg oparbejdet en nogenlunde indsigt i udtryk og et generelt ungdomskulturelt ordforråd, men hvis ikke dette strak til spurgte jeg informanterne hvad de mente med det pågældende udtryk. Dernæst eksisterede der en barriere i kraft af at jeg, på trods af overvejende gode norske sprogfærdigheder, har dansk som modersmål. Valget af dansk som transkriberingssprog kommer jeg tilbage til, men dette skabte en usikkerhed som forsvandt undervejs.

Interview omtales gerne som et håndværk (Kvale & Brinkmann, 2009), hvilket forudsætter at intervieweren har visse færdigheder. Hvis et interview skal blive vellykket skal intervieweren mestre samtaleformen, have evne at lytte og tolke og ikke mindst stille spørgsmål, som trænger bag det selvsagte (Fangen, 2010). I denne situation hvor spørgsmålene både skal være kilde til kundskabsberigelse samtidig som, at jeg som forsker skal vinde tillid hos informanterne, og at rollerne i størst mulig grad skal være ligeværdige, kan man gå til Habermas og hans forståelse af diskursetik.

Habermas mener at vi gjennom fri og åpen samtale både kan utvide vår innsikt i et saksforhold og arbeide oss fram til enighet om hvordan saken eller problemet bør løses (Bergem, 2011).

Habermas nævner forskellige forudsætninger, som skal være til stede, for at diskursen skal kunne finde sted. For det første handler det om at lytte til hinanden i diskursen, alle som deltager skal have evnen til at høre på den som argumenterer. Dette kan kun ske når den som argumenterer ikke gør det for at få ret, men hellere for at få bekræftet om man har ret i sin argumentation. For det andet skal alle være åbne i kommunikationen, det vil sige at alt som er relevant i diskursen ikke holdes udenfor, da det muligvis er væsentlig.

Lydoptager som medium

For senere at kunne behandle dataene valgte jeg at benytte en lydoptager, som jeg placerede i umiddelbar nærhed så den kunne opfange mest muligt at det som blev sagt og ofte mumlet.

Dennes tilstedeværelse var en udfordring, fordi informanten vidste de blev optaget og

betydningen af at de kunne se dens fysiske tilstedeværelse, skabte en usikkerhed, som dog med tiden synes at mindske. Fordelen med denne måde at dokumentere data på, var at jeg senere kunne navigere som jeg ønskede i analysen af dataen, samtidig med at informanternes kompositioner og den kreative proces også til en vis grad blev dokumenteret.

Interviewet og lydoptagerens begrænsning er imidlertid at de kun opfanger det vebale udtryk, og udelader den ikke-verbale kommunikation og andre kontekstuelle faktorer (Denscombe & Larson, 2009). For at sikre at disse forhold også blev taget i betragtning, valgte jeg at benytte observation i et forsøg på at triangulere dataen best mulig.