Identitet og musik

Musik er noget vi alle på et eller andet niveau beskæftiger os med, hvad enten det er som udøver, komponist eller lytter, også om det eksempelvis ”bare” måtte være den eksponering vi udsættes for på handletur i et indkøbscenter. Unge i vestlige kulturer, som denne afhandling tager udgangspunkt i, har siden 60´erne haft et helt specielt kulturelt forhold til musik som har haft afgørende betydning for deres udvikling og, socialisering med mere (Bennett, 2000; Frith, 1981).

Man kan foretage en kulturteoretisk fremstilling for at tilnærme musik som et kulturel fænomen, men jeg vil i stedet tage udgangspunkt i forholdet mellem det enkelte individ og musikken og fremstiller i det følgende teori herom.

Musikkens formende natur er blevet udforsket siden antikken, og hvordan vi skal benytte os af denne natur er stadig tema i aktuelle debatter, særlig indenfor en skolepolitisk diskurs. I identitetsteori knytter man til stadighed identitet sammen med musikoplevelse, og hvordan denne berører bl.a. vores emotionelle sider. Tia DeNora (2000) undersøger musikkens strukturelle funktion i menneskets hverdag. Hun hævder, at musikken har en funktion for eksempelvis at regulere humør. Mennesket har tendens til at bruge musik for at håndtere stressede eller emotionelt krævende situationer, og at musikken har en funktion ved at den afspejler emotionelle sider i vores hverdag. Igennem etnografiske studier finder hun ud af hvordan individet bruger musikken til, at skabe et rum for afslapning og udelukkelse af strespåvirkninger. Videre viser hun til, hvordan individet bruger musikken til at afspejle emotionelle sider, ved for eksempel at høre en sang om kærlighedssorg, for at behandle en tilsvarende oplevelse. På denne måde bliver musikken dermed et spejl, som tillader mennesket at se sig selv (DeNora, 2000, p. 51).

I norsk sammenhæng har Even Ruud været central i dette fagfelt, hvor han knytter musik til udvikling af vores mindearbejde, narrativer og personlighed (Ruud, 2013).

[…]ser det derfor ut til at musikken også i vårt samfunn spiller en viktig rolle når det gjelder å justere folks bilder av den sosiale virkeligheten eller å tilpasse deres bilde av seg selv til de erfaringene livet gir (Ruud, 2013, p. 72).

Ruud knytter musik sammen med menneskets opfattelse af både samfundet og os selv, og igennem forskellige kategorier (eller rum indenfor Ruuds terminologi) afspejler musikken sider ved det at være menneske. I det følgende vil jeg gennemgå to af disse kategorier - ”det personlige rum” og ”det sociale rum”, som i afhandlingens kontekst opleves særlig relevante.

Forbindelserne mellem disse to rum oplever jeg som mere sammenhængende end Ruuds adskilte fremstilling, og jeg vælger derfor at behandle dem ud fra en forståelse af at de komplementerer i hinanden.

Ruud viser til, hvordan mennesket bruger selvobjekter i fremstillinger af sin musikalske selvbiografi. Disse objekter kan være både mennesker, dyr, natur og ting, og Ruud retter fokus mod musik som et tilsvarende objekt. Specielt i ungdommen knyttes musik sammen med oplevelser præget af stærke følelser, og dette forklarer Ruud med at når musikken bringes ind i en stærk følelsesmæssig præget situation, lades situationen endnu mere. At anse og bruge musikken som selvobjekt, foregår gennem hele livet – fra tidlig barnealder og igennem voksenlivet, og Ruud hævder i denne sammenhæng at:

Identitet handler om å se sig selv i lys av andre, av ytre objekter. Gjennom nære relasjoner speiler vi oss selv i den andre, vi bekreftes, utfordres og utformer vårt selv (Ruud, 2013, p. 91).

Dette er en videreføring af selvet omtalt tidligere i dette kapitel, og i denne sammenhæng fremhæver Ruud også hvordan forskning viser at identitet handler både om relation til andre, men også det at være adskilt fra andre. At være ungdom, hænger sammen med en løsrivelseproces, som både adskiller ungdommen, men samtidig forudsætter tilpasning og bearbejdelse og udvidelse af forholdet til andre.

Identitetsudvikling og musik kobles sammen med en følelsesbevidsthed og en kropslig

”bevidsthed”, herunder også kropssprog. Ruud er interesseret i selve musikken, og hvad denne gør ved emotionelle og kropslige sider af menneskets natur. Musikken har indflydelse på det kropslige og emotionelle udtryk, og vi er afhængig af at være denne indflydelse bevidst, for at musikken kan indgå i vores identitetsprojekt (Ruud, 2013, p. 108). Her ses en parallel til den tidligere omtalte Giddens om selvet som et ”refleksivt projekt” (Giddens, 1991). Selv om vi ikke

nødvendigvis kan være bevidste på hvad musikken gør ved os, skal vi være bevidste at musikken gør noget ved os for at indflydelsen er i vores identitetsprojekt.

”Det indre rum” er i denne sammenhæng af stor betydning, da identitetsudvikling ikke nødvendigvis kommer i form af ydre udtryk, men at vi bærer et indre rum som andre ikke har tilgang til. I denne forbindelse spiller vores oplevelse af autenticitet en rolle, specielt i forhold til hvilken musik og hvilke artister vi er tiltrukket af, og identificerer os med (Ruud, 2013, p. 121ff).

Her er det nærliggende at vise til eksistensfilosofer som Heidegger, som vægtlægger det egentlige liv og ansvaret for eget liv. Eller Adorno som kritiserer kulturindustrien ved at bruge autenticitet knyttet til det autonome kunstværk (Adorno, 1976). Autenticitet kan her forstås som et diskursivt begreb, hvis betydning afhænger af hvilken kontekst vi befinder os i. Overordnet set omtales begrebet indenfor oplevelsen af noget ægte og naturlig. En grad af originalitet som ikke kan hæftes til en bestemt musikform eller struktur. Når vi skal afgøre en troværdighed til artister, bliver derfor graden af hvorvidt vi oplever artisten for autentisk eller kunstig afgørende.

Hos Ruud er det i udviklingen af en musikalsk identitet, centralt hvordan mennesket evner at se sig selv i sin opfattelse af en pågældende musikalske identitet. Det kan være om hvorvidt mennesket ser sig selv i rollen som udøver på en scene, eksempelvis som DJ. Hvis ikke mennesket ser sig selv i det perspektiv, er det ikke sandsynligt, at det heller er noget man vil opnå. Et andet aspekt af musikalsk identitet går ud på, om mennesket anderkender musik som udtryk for sine egne følelser, eller om musik ”bare” er musik. For nogen kan musikken udtrykke det man ikke selv evner at ordlægge, og for andre kan musik være en morsom aktivitet og ikke mere end det.

”Si meg hvilken musikk du liker og jeg skal si deg hvem du er” er et hypotetisk gennemgående udsagn hos Ruud. Det lader sig ikke gennemføre i praksis men essensen her er, at den musik vi identificerer os med i det sociale rum formidler noget, om (hvis vi sætter det på spidsen) hvilken baggrund vi tilhører.

Macdonald, Hargreaves og Miell (2002) viser også til forholdet mellem musik og identitet. Her vises til udviklingen af forskellige musikalske identiteter med udgangspunkt i den sociale kontekst. Forfatterne deler sin fremstilling af musikalske identiteter ind i to hovedkategorier; ”identities in music” og ”music in identities” (MacDonald et al., 2002, p. 12).

Den første kategori viser hvordan mennesket, udvikler musikalske identiteter. Dét at have en tilhørighed til et musikinstrument, en musikalsk genre eller komponist kan have betydning for oplevelsen, eller fremførelsen af musik. Denne kategori viser også hvordan et selvbillede som musiker eller ikke-musiker, kan have betydning for musikalske evner. O’Niell (2002) viser i denne forbindelse hvordan børns motivation for succes i musikalske aktiviteter, afhænger af deres selvopfattelse som musiker/ikke-musiker. Den anden kategori, ”music in identities”, viser

hvordan mennesket bruger musik, til at udvikle og afspejle andre aspekter af sin personlige identitet herunder kønsidentitet, nationalidentitet, ungdomsidentitet etc. Her ses en parallel til Ruuds udvikling af selvbiografi. Dette hænger sammen med hvordan mennesket opfatter sig selv igennem indre- og ydre objekter. Dermed bruges musik, og det den symboliserer, som et middel til at udvikle identitet.