Endnu et lille Bidrag til hans Karakteristik:
I 1874 blev Højskoleforstander Langkjær på Sandbjerg udvist og Højskolen lukket. Kort efter blev der afholdt Auktion over hans Efterladenskaber. Lærer Jensen købte blandt andet et stort Parti Folke- og Fædrelandssange, udgivet af Udvalget for Folkeoplysningens Fremme. Dagen efter holdt han atter en tale til os. ”Jeg har nu ordnet det således, lille Børn, ”sagde han, ”at Sangundervisningen bliver henlagt til den sidste Time. Da kommer ingen Fremmede og forstyrrer os, og saa kan vi godt synge nogle Sange, som jeg i Gaar købte paa Auktionen. De er billige, og I skal faa dem til Indkøbspris. Men I skal lægge dem paa Hylden under Bordet bag Bøgerne, saa de ikke falder i urette Hænder, naar vi faar Besøg af høje Herrer.” Vi fulgte hans Anvisning og sang derefter danske Folke- og Fædrelandssange i den sidste Skoletime. I disse Sangtimer blev jeg stærkt grebet af Plougs stemningsrige og højtidsfulde Sang ’Paaskeklokken kimed mildt’, hvis manende Omkvæd ’Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd!’ ikke lød forgæves til os i den fortyskede Skole.44
Denne skildring giver et levende indtryk af, hvorledes fællessange kunne påvirke modtagelige elever, og fortælleren H.P. Hanssen hørte til denne kategori. Han blev senere en fremtrædende politisk repræsentant for de dansksindede sønderjyder og blev valgt som medlem først af den preussiske landdag og senere af den tyske rigsdag i Berlin. Hans beretning afspejler den problematik, der kan opstå, når begreberne stat og nation ikke er sammenfaldende. Dette var netop tilfældet i den nordlige del af det gamle danske hertugdømme, hvor langt den overvejende del af befolkningen var dansksproget og følte samhørighed med den danske konge og det danske folk.
Sønderjydernes egen sangbog – Den Blaa Sangbog
Denne sangbog blev sønderjydernes mest brugte sangbog i tiden fra omkring 1880 til omkring 1950. Den oprindelige udgave blev skabt af sønderjyder, der var draget i eksil i København, efter at deres hjemstavn var kommet under tysk styre i 1864. Blandt de eksilerede var der studenter, håndværkere, lærere og præster, som i 1866 grundlagde foreningen ”Sønderjysk Samfund”. Her mødtes de hver torsdag til foredrag, oplæsninger og for at høre nyt om ”Hjemlandets forfærdelige Skæbne”.45 I Danmark var der fra 1840’erne udviklet en tradition med fællessang i forbindelse med møder46, og bestyrelsen for ”Sønderjysk Samfund” nedsatte straks et udvalg, der skulle tilrettelægge en sangbog.
Den udkom i 1867 under titlen Tohundred Sange og blev straks populær blandt
44 H.P. Hanssen: Et Tilbageblik. Barndom og Ungdom. 1928, s. 66-67.
45 A.D. Jørgensen: En Redegørelse for min Udvikling og mit Forfatterskab. 1901, s. 120.
46 Inge Adriansen: Nationale symboler i Det Danske Rige, bd. 2, 2003, s. 60-67.
sønderjyder i København.47 Sangbogen vandt også udbredelse i Sønderjylland, hvor den flittigt blev benyttet ved møder.
Denne sangbog med 200 sange blev udgivet af foreningen ”Sønderjydsk Samfund” kun tre år efter krigen i 1864 og var især beregnet til brug blant sønderjyder i eksil i København.
47 Karl Clausen: Den blå sangbog i hundredåret for dens fremkomst. 1967, s. 25.
46
Fra 1881 blev redaktionen og udgivelsen af sangbogen overtaget af Den Nordslesvigske Sprogforening, der var blevet oprettet et par år tidligere. Den officielle titel blev nu Dansk Sangbog, men i folkemunde blev den kaldt Den Blaa Sangbog efter farven på bindet, og denne betegnelse blev i senere udgaver trykt på den allerførste side før det egentlige ttelblad. På titelbladet stod et citat fra Edvard Lembckes sang ”Vort Modersmaal er dejligt” fra 1859:
Hver Sang, som Folket kender og lytter til med Lyst, den blev en Ring i Brynjen,
som dækker hendes Bryst.
Dette motto dækkede på forbilledlig vis sangbogens hovedsigte: Den skulle være en del af forsvaret for danskheden i Sønderjylland. Når sønderjyderne sang danske sange, ville de være en del af det danske folk. En kyndig kender af dansk sangtradition, Karl Clausen, har skildret udgivelsen af sangbogen som et udtryk for datidens politiske og nationale nødvendighed:
Aktiveringen af en befolkningsgruppe som sangere er i sig selv et forunderligt fænomen – sønderjyderne har i Den blå sangbogs klassiske periode utvivlsomt været et sammensunget folk, mere kompakt end nogensinde før og med en begejstringens styrke, som næppe er overgået siden, det skulde da være i selve Genforeningstiden [1919-20]. I forklaringen på denne sangglæde indgår den politiske nødvendighed af at tage alle disponible kræfter i brug: de intellektuelle, de karakterdannende, de følelsesmæssige, det vil sige helheden af politisk oplysning, pleje af det danske sprog og litteratur og en sang, der ikke tabte de folkelige og nationale mål af syne.48
På baggrund af Den Blaa Sangbogs nationale formål kan det forbavse, at den i modsætning til den danske folkehøjskolesangbog har medtaget en lang række sange uden noget nationalt præg, tekster som i samtiden blev betegnet som ”malkepigeviser”. Den tematiske opbygning lå klar fra første udgave. Der indledtes med sange om modersmålet, derpå fulgte sange om sagn og saga i Danmark, nyere fædrelandssange og Norden. Som rosinen i pølseenden blev der afsluttet med drikkeviser, kærlighedsviser og morgen- og aftensange. Det var først og fremmest de kulturelle kerneområder, sproget, historien, fædrelandet og frænderne, som blev hyldet og besunget. De sidste temaer med drikke- og kærlighedsviser skulle modsvare den tyske sangkultur, og de var i høj grad med til at give sangbogen brugsværdi i de befolkningsgrupper, der (endnu) ikke var omfattet af det nationale røre.
48 Karl Clausen 1967, s. 8.
Den første sangbog beregnet for dansksindede i Sønderjylland blev udgivet af ”Foreningen til det danske Sprog Bevarelse i Nordslesvig” i 1891. De dansksindede boede i den nordlige del af det hertugdømme Slesvig (eller Sønderjylland) og brugte sædvanligvis betegnelsen Nordslesvig om deres område.
48
Fra og med 2. udgaven af sangbogen i 1868 blev drikkeviser og kærlighedsviser efterfulgt af en afdeling med sange med gudeligt indhold og børnesange. Det viser, at sangbogen ikke blot var til brug i større forsamlinger, men også kunne bruges i hjemmene. Den dækkede ret bredt de forskellige befolkningsgruppers behov for fællessange, men prioriteringen af de enkelte afsnit viste, at hovedsagen var at vække forståelse for betydningen af fælles sprog og historie. For en del af sangbogens brugere var dette fuldt tilstrækkeligt. ”Så syng da en ordentlig fædrelandssang i stedet for den kærlighedsvise!”, sagde en lærer omkring 1890 til sin kone og datter, da de sang en vise om en ung mand, der fulgte sit hjerte og valgte en fattig pige i stedet for en rigmandsdatter. Set i hans optik hørte kærlighedssorger ikke til de eksistentielle problemer, og sentimentale viser burde
derfor vige for sange, der afspejlede nationale værdier.49
Med få års mellemrum udkom Den Blaa Sangbog i nye udgaver, og derfor var den tidssvarende i højere grad end andre danske sangbøger. Nye sange med et helt aktuelt sigte kunne hurtigt optages i sangbogen. Det gjaldt blandt andet for Niels Møllers “Der er vel Dag til Suk og Graad”, der var skrevet i 1889 til en fest i København for den sønderjyske rigsdagsmand Gustav Johannsen fra Flensborg. Sangen udtrykte et stærkt håb om genforening med Danmark i et billedsprog med et klart budskab som her i 3. og 4. strofe:
Hvo har vel gransket det, som ei er sket!
De planted Nælder i vor Grund,
Sangen var skrevet til en populær dansk folkemelodi (Visen om Gangerpilten), og herved var dens udbredelse gjort lettere. Den blev optaget i Den Blaa Sangbogs 5. udgave i 1891 og var med til at give en dagsaktuel kommentar til den politiske virkelighed med stigende national undertrykkelse, som sangbogens brugere levede i. Også produktionen af sangbogen kom nu til at foregå i Sønderjylland. Det betød, at den skulle holde sig inden for de bestemmelser vedrørende trykkefrihed, som fandtes i Det tyske Rige, og budskaberne i mange nye sange var derfor gengivet i billedsprog for ikke at blive ramt af censuren.
49 Karl Clausen 1967, s. 8-9.