Om adskillige løvtræer at plante for at samle løv deraf til foer for qveget
Hvor man ikke har nogen mængde vildvoxende løvskoug hvor af løv kan samles til foer for qveget, og man ellers har mangel paa engbund og høe, der behøves det at jordbrugeren beflitter sig på at opfostre og forplante nytig løvskoug af de slags som nærmest og belejligst kan erholdes frø eller stammer af paa stæden eller i sognet. Alle slags løvtræer bær frø, eller frugter med kierner udi, hvoraf de kan blive opfostrede, saa som birk, ohr eller older, asp, selje og piil træer, hvilke tven-de sidste har som bekient er meget uldagtige eller flassentven-de frøklynger om vaaren.
Andre har frø i sine bær, saasom røn eller rogn, rips og soelbærtræer, samt fleere deslige. Atter andre i støre frugter, nemlig æbler, pærer, samt oldenfrugterne som findes på eeg og bøgetræerne, og andre fleere deslige, der just ikke voxer vild udi ethvert bygdelauge i Norge. Endelig har man steenkiernede frugttræer, som nesten allevegne voxer vild i Norge, særlig hæggebærtræer og dels kiersebærtræer og hyldebærtræer hvis steene med deres frøkierner udi, ikke bør komme dybt need i mulden paa fugtig grund, men vel en tomme dybt paa tør og heldende jordbund.
Hasselnødder ligesaa.68
De bæste af de meest almindelige løvtræer, som voxer vild nesten allevegne i Norge, ere disse 8te slags, nemlig: selje, asp, piil, vider, birk ohr eller older, røn eller rogn, saa og hæggetræer. Andre gode løvtræer, saa som alm, ask, bøg, eeg, lind, løn, brachel (= brakall eller trollhegg) og nødertræer findes ikke vildvoxne i hvert bygdelaug i riget, men af frøet eller kiernerne, lader de sig dog opfostre, skiønt ikkun smaat og besværlig i somme bygdelauge, særlig hvor kornet pleyer at bortfryser paa agrene. Smaa kratbirk, saa og older eller ohr, hvor af løv kan samles, mangler just ikke for de fleeste i Norge, undtagen paa somme stæder ude
67 Dette er eit typisk eksempel på at når Næve kom med ein tvilsam påstand, føreslo han at bonden sjølv skulle drive forsøk. Då ville dei sjølv få sjå at han hadde rett. Her kan vi utan vidare slå fast at det å vente med tørkinga ikkje ville ha betra kvaliteten og at høg eigenvekt ikkje var nokon garanti for at fôret var næringsrikt.
68 Vi merkar oss at Næve hevdar at det på 1700-talet var ein del ville kirsebær i Noreg. Det er interessant av di Næve neppe har hatt opphald i fruktdyrkingsdistrikta i Sogn og Hardanger.
ved hafkanterne, hvor der ere hverken løvskoug og heller barskoug at finde. Da dog begge dele har voxet der i forrige tider, skiønt nok ikke af nogen stor voxt, ej heller i mængde og derfor i tiden forødet til brendeved og andre nødvendige ting, ej allene for indbyggerne, men end og for fremmede som med deres handel har ansøgt riget i de langt forløbne tider.
De som ikke har, men behøver og vil benytte sig af gode løvtræer til at foere sit qvæg med, de kan paa følgende maader faa behørige løvtræer opfostrede, saa som:
1. Seljetræer, hvis løv agtes for det bæste og føderigeste, og kan voxe neste i alle jordarter hvor grunden enten ikke er alt for vaad og sumpig, eller bestaaer af meg-et tør og løs sandjord paa bratlændte stæder. Udi nogenledes fugtig jord, giver de meeste og bæste løv af sig, helst hvor grunden helder, saa ingen mængde vand kan standse derpaa om vaaren. Hvor man ikke kan faae vildvoxen stammer nok, til at nedplante, der kan man benytte qvist-spiirerne dertil, ligesom det kan skee ved piiltræers spiirer. Samme qvistspiire bør man den samme dag de afskiæres fra træet, nedplante i maadelig feed jord, enten i en hauge eller i en anden indhegning hvor de kan staae siker og vel fredet for kreaturenes bid og nedtrædelse. De bør settes et spand eller halv alen dybt ned i jorden, da man tillige paser det saa at toe eller tre vextknopper kommer til at staae under jorden. Thi deraf afler de des bætre og snarere fornødne rødder.
Vil man med en spids kniv aabne barken paa een side af de nedplantede qvist-spiirer, og deri indtrykke løselig et eller toe frø af samme eller et andet got løv-træe, saa faaer træet baade røder og løv eller 3 stammer opvoxer deraf. Men sam-me frøkierner maa være saa tilpass høgt indsatte paa qvist-spiirne at de ikke kommer over en halv tverhaand dybt under jorden. Man planter dem da der saa rommelig fra hinanden at man siden kan optage hvem man vil deraf uden at be-skadige de nærmest staaend. Thi efter 3, 4 eller 5 aars forløb, bliver de saa store at de kan blive henplantede til de stæder hvor man vil have dem bestandig staaende.
Denne sidste omplanting lader sig sikrest give om høsten saa snart alt løvet er faldne af træerne. Lader sig og giøre i betids om vaaren naar det ikkun skeer for-inden iisen eller tælen er reent udtøet af jorden, eller forfor-inden vext-saften er kom-men i drift op i stammerne. Men qvistspiirene som uden roed bliver nedplantede maa ej afsnittes og nedsættes forend løvkniperne begynder at vise sig derpaa om vaaren, hvad enten det skeer i april eller maij maanet.
Vil man allene af frøet opklæke sig løvtræeplanter, hvad enten de er af selje eller andre slags løvtræer, saa maa man ligeleedes som før er meldt, udsaae frøet enten i en hauge eller anden indhegning hvor de opvoxende spiire kan staae vel fredet for kreaturenes bid og nedtrædelse. 69
Frøet bør udsaaes tyndes skee kan, eller og med en træpinde nedmulde hvert frøe, saa der bliver en halv alens rum, eller noget meere, imellem hvert frøe. Saa-fremt man er vis paa at det er frødigt eller vel modnet. Det kan udsaaes hvad enten man vil om høsten eller om vaaren. Dog best at saae noget deraf paa begge
69 På 1700-talet var det eit problem å få opp lauvtre både på bøen og i den nære utmarka. Det var det ikkje berre Næve som var klar over. I 1778 gav Det Nyttige Selskab i Bergen ut eit lite skrift om tre-planting, og det vart i åra 177980 lyst ut premie for dei som planta eik, alm, lønn og ask (18).
bemeldte tider, allene at det skeer paa et noget afheldende stæd, hvor ikke snee-vandet eller meget regnvand længe bliver staaend. Saa bør det heller ikke være i skygge for solens skiin om formiddagen. Udsæden dermed om vaaren skeer, saa snart man kan faa frøet nedmuldet. Lader sig og giøre sist i maij, eller først i juni maaned. Ere dels altid bæst at udsaae endeel i betids, og endeel 3 a 4 uger seenere, hvad enten udsæden skeer om høsten eller vaaren, thi vejrliget falder ikke alle aar saa beqvemt som frøvexteren det behøver, hvad enten det er om høsten eller vaar-en. I saadan henseende giør man bæst at man udsaaer endeel i august og endeel i september, og endelig, om man vil, saa kan man og udsaae endeel i oktober maan-et. Thi saa er man sikker paa at en af deelene ikke slaaer fejl, saa fremt frøet er frugtbart, og intet ilde modent eller bedærvet af muggehed eller brand. Seljefrøet som findes i dets lodne klynger, der viser sig tydelig i maij maanet, bliver jævnlig fuldmodent sidst i juni maanet, dog ej just i lige betids paa ethvert stæd i Norge.
Naar de af frøet opklækede planter ere bliven 3 eller 4 aar gamle, og de staaer meget tæt tilsammen, og man for fredningens skyld ej tryggelig kan udplante dem saa smaa og spæde paa det stæd hvor man helst vilde have dem bestandig staaen-de, saa er det bæst at forfløtte de planter som staaer for tæt til sammen, og ned-sætte dem paa et andet stæd, dog ikke i ringere eller mavrere jord end hvor de ere opgroede, da de og maa nedsættes saa rimelig fra hverandre, at folk kan gaae deri-mellem, og det ene optages uden at beskade det andet naar de behøves til vider omplanting paa et andet stæd. Men saadanne smaa omplantede træer maa i det minste henstaae 2 aar urørt førend det plantes til et andet stæd. Thi ellers kommer det ikke fort i sin vext. Derimod naar man vil omplante unge stammer hvert tredie, firde eller femte aar, saa erlanger de en store og snarere fremvext, saa fremt de ikke bliver nedsatte i mavrere og ringere jord end hvor de stod tilforn.
Opvoxer de unge træe-planter meget rank, og skyder op i høyden uden greene, naar de ere 3 eller fleere aar gamle, da bør man samme aar, høst eller betids om vaaren, afsnitte toppen paa samme, at de bliver ikkun 1,5 til 3 alen høye, saa tvin-ges de til at skyde greene. Men de afsnittede topende bør overbredes, enten med baumvox, eller med leer og koemøg, halvparten af begge sammenblandet og paa-lagt som en tynd kage over topenden, samt overbindes med næver eller anden tynd bark. Dog er næver og bark af eenebærtræer beqvemeligst dertil.
Naar et planter træer viser sig sygeligt og vil ikke voxe noget kiendeligt efter 2 a 3 aars forløb, saa maa man paa nye omplante det og da nøye eftersee om dets rødder er friske, og afsnittede alle dem som findes befængt med raadnelse, end og om det var alle rødder ligge intil bullen paa stammen, naar det ikkun var en liden stumpe frisk roed tilbage. Men da maa man lægge god frugtjord omkring roden.
Vel er det meget got og gavneligt at man hvor grunden er meget maver lægger en tverhaand tyk eller noget god frugtjord neden under røderne, og ligesaa oven-paa røderne, af de plantede træestammerne. Men færsk møeg bør aldrig lægges tæt om hverken til stammen eller rødderne, thi møgen afbrænder barken og sætter raadnelse i rødderne. Men naar rødderne ere vel bedækede med muld til omtrent en tverhaand tykt, eller noget meere, og man da vil lægge endeel møg der oven-paa, i en krets rundt omkring stammen, og saa vidt som rødderne udstræker sig.
Saa befordrer samme meget dets vext og frugtbarhed. Men all færsk møg bør være
en tverhaand vidt fra stammen, thi nærmest an til stammen bør allene være god frugtjord eller vel sammenraadnet møeg og muld, da og grovsandig sort muld er den bæste for træerne.
Planter man ud saadanne unge stammer, der har slig bark som faar og gieder girne vil afgnave, saa bør man for at afværge slig gnaving, sætte 4 eller 5 træstafre eller stager omkring træet, og binde dem saa tilsammen med vidjer, at faaer og gieder ikke kan naae at afgnave stammers bark, ej heller at blive nedbrudt af de store kreature ved at skubbe sig derpaa.
For ikke at betage nogen nyttig eng- eller agerjord, til løvtræers plantning, hvor man vil have dem bestandig staaende, saa giør man rettest at plante dem ved sider-ne af træegierder, og hos vejesider-ne. Ligeledes kan man plante løvtræersider-ne hvor der findes en og anden beqvem jordflæk imellom kliper, og paa storsteenige stæder, hvor man hverken kan saae korn eller høste høe. Paa tør jordbund og i bratlænde giør løvtræerne stort gavn hvor de staaer plantede tæt i rader omkring ager og enge, dog ikke baglids fra midags-solen.
Man bør hverken bryde eller rive løvqvisterne af de gode løvtræer, men afsnite dem enten med en kniv eller kornsigde. Bæst er det naar man har en sigde fæstet paa en stang, da man dermed langer høyere og uden at klyve op i træerne, hvorved ofte afbøyes eller brækes de bæste greene paa træerne.
2. Aspeløvet agtes, nest seljeløvet, for det bæste og tienligste til foer for qveget.
Thi skiønt alm og nogle andre træers løv, kan være ligesaa gode og tienlige, men de slags træer voxer og trieves ikke allevegne saa got og vel, som selje og asp, langt mindre i slige mængde. Derfor bæst at benytte sig af de slags som nærmest er at faae, og kan voxe allevegne.
Aspetræer voxer nesten i alslags jord undtagen i myrer og morasig jord, ej heller kommer de til nogen nytig opvext udi hidsig og tør sandjord.
De aspetræer som er opgravde paa vaad eller fugtig jordbund, kommer sielden til nogen nytig vext, naar de bliver omplantede og nedsatte i tør og maver jord.
Men derimod kommer aspen fortere til vext naar de bliver omplantede fra tør og maver jord og nedsættes udi fugtig jord, hvad enten grunden bestaaer af leer, muld eller sand og gruus.
Aspetræet lader sig ikke saasom selje og piiletræer forplante af sine qvistspiire.
Men den maa enten nedplantes af vildvoxende stammer med sin rod eller opklæk-es af frøet som findopklæk-es i deropklæk-es flosede klynger og bliver oftopklæk-est fuldmodnet i juni maanet, da det bør afsankes saa snart man merker at frøet vil falde ud af klynger-ne. Siden udsaaer man det hvad enten man vil om høsten eller vaaren eller noget paa begge tider, og behandler planterne paa samme maade som her tilforn om seljetræerne er meldet. Efter frøets udsæd og dets stammers omplantning bortgaar oftest 15 til 16 aar forinden de kommer til nogen fuldkommen vext, saa de kan yde mængde løv af sig.
I de første 5 aar efter aspetræernes plantning, bør man ikke meget afqviste dem, uden allene forsaavidt som kan eragtes tienlig til at holde alle greene i lige stor og jævn vext. Man bør ej heller afqviste løvet af aspen hvert aar, efter at de er fuld-voxne, men vel hvert tredie aar, thi aspen yder ikke nogen mængde løv af sig, naar dens qvistspiirer bliver aarlig afsnittede. Man maa derfor enten med hænderne
af-ribe løvet, eller og bie indtil det i høstetiden affalder, da det kan fejes tilsammen og indhøstes. Hæstene æder og aspeløvet, ja end og de spædeste riisqviste af aspene imedens de er friske i vinter og vaartiden. Hæstene, saavel som det store og smaa qveg findes og trives ganske vel deraf.
Asp og ohr, eller olderløvet, beholder fremfor andet løv den meeste kraft i sig efter at det er affalden i høstetiden. Hvorfore man og bæst kan benytte sammes affaldne løv, fremfor andre. 70
3. Piiletræer yder og mængde got løv af sig, der er for faar og geder ganske got til føde, naar det ikkun bliver i betids vel tørt og grønt indhøstet, men efter at det er affalden om høsten er det heel mavert til føde, skiønt med de fleeste andre løv-træer er det ligesaa. I sær er birkeløvet meeste mavert efter at det er affalden. Men samme er det feedest imedenst det er grønt og staaer i sin vext paa træerne.
Piiltræerne er de minst vanskelige at faa plantet af alle, efterdi de lader sig plante uden roed, allene af qvistspiirer, ligesom her tilfor om seljetræer er meldet.
Dog er piil end mindre vanskelig at plante end som seljen.
Piiltræer voxer nok i meget maver og ringe jord naar den ikkun har nogen fug-ighed i sig, men de unge planter kommer der meget seent til fremvext, bærer heller ikke meget løv i de første 10 a 15 aar, men paa nogenledes god og fugtig jordbund bliver de meget løvrigere og før fuldvoxne.
Piiltræer kan man lættelig fortplante af sine qvistspiirer ligesom selje er meldet, naar ikkun spiirene bliver strax, samme eller neste dag efter at de er blivne afsnit-tede fra træerne, nedsatte i jorden. Hvor man ikke kan faae saadanne plantnings spiire, der faaer man da opklæke sig stammer af frøet, hvilket findes i de flosede klynger, som man vaartiden seer paa piiltræerne. Men frøet bliver ikke fuldmodnet førend i september maanet, da det bør samles og tøres vel. Og siden udsaaer man det i en hauge, enten i høst eller vaartiden, hvor grunden helder noget, og er ej for-meget tør. Efter 3, 4 eller 5 aar omplanter man de deraf opgroede stammer hvor man vil have dem bestandig staaende enten ved siden af veje og gierder, eller paa andre stæder. Dog ikke paa meget tør, men helst hvor der er fugtig grund, hvad enten den bestaaer af leer, muld eller grovgruuset og sandig jord.
4. Vidje-løvtræerne kan blive opfostrede paa samme maade som piiltræerne, men de udkræver bædre jord eller leer paa fugtig grund. Da de yder mængde af stort og føderigt løv af sig. Løvet af vidietræerne kan man med haanden lættelig afstryge, thi de bør ikke afqvistes uden hvert andet eller tredie aar.
5. Birk og older, eller ohr, ere de almindeligste og voxer i størst mængde nesten allevegne i Norge, skiønt ikkun af smaa og ringe vext paa de fleeste stæder. Dog bær de smaa birk og older noksaa rigelig løv, som de der ere af meget støre vext.
Og naar man untager endeel indbyggere ved havkanterne, saa bliver der nok ikkun faae som har fornøden at opfostre løvskouge af birk og older i Norge. Begge deele bær frø i sine smaa klynger hvoraf de kan bliver opklækede ligesom om der
70 Det er rett at ospelauv vart sanka saman og brukt til fôr også etter lauvfall, sjå Balvoll (2001). Derimot ser det ut til at det ikkje var vanleg at rakelauv av or vart brukt til fôr (28).
forige er meldet. Birkefrøet er jævnlig fuldmodent sidst i september maaned, men older frøet ikke føren 3 a 4 uger seenere.
De fleeste kan nok erholde unge og viltvoxende stammer til plantning, saa de ej har nødig at saa frøet. Begge deele bør helst plantes om høsten efter at alt løv er affalden, thi de udøer oftest naa de ikke nedplantes førend vextsaften i stammerne er kommen i drift om vaaren. Oldertræerne taaler heller ikke at nedsættes i ringere jord end hvor de ere opvoxne. Thi i maver og meget tør jord uddøer de langt læt-ere end som birken. Om vaaren taaler oldlæt-eren ikke at ligge en halv dag uden muld om sin roed. Men om høsten kan man føre sammen, saavel som birkestammerne, lange vej fra et stæd til et andet, uden at have nogen muld omkring roeden. Men da maa de nedsættes i det minste i lige saa god jord som hvor de stod tilforn, om ikke bædre, paa et beqvemt stæd, hvor ingen mængde snevand standser.
6. Røn eller rogn og hægge-træer bær og got og tienligt løv for det smaa qveg.
Men samme træer voxer ikke i nogen mængde paa hver gaards grund, saa fremt de ikke ved kunst bliver plantede. Begge deele udkræver timmelig god grund, hvad enten de bestaaer af muld, leer eller gruusete sandjord. Men paa meget vaad og kiølig grund trives ingen af deelene. Naar man vil opklæke sig træer af hægge-bærene, eller rettere sagt af dens kiærner som findes i deres saakaldede steene, saa bør man lade dem staae paa træet indtil de begynder at indtøres noget, efter at de ere blivne modne og sorte. Derefter kan man strax i samme høst nedgraver dem i
Men samme træer voxer ikke i nogen mængde paa hver gaards grund, saa fremt de ikke ved kunst bliver plantede. Begge deele udkræver timmelig god grund, hvad enten de bestaaer af muld, leer eller gruusete sandjord. Men paa meget vaad og kiølig grund trives ingen af deelene. Naar man vil opklæke sig træer af hægge-bærene, eller rettere sagt af dens kiærner som findes i deres saakaldede steene, saa bør man lade dem staae paa træet indtil de begynder at indtøres noget, efter at de ere blivne modne og sorte. Derefter kan man strax i samme høst nedgraver dem i