Eva Silvén og Anders Björklund (red.): Svåra Saker. Ting og berättelser som upprör og be- rör (with an introduction in English). Nord- iska museets förlag, Stockholm 2006.
ISBN 91 7108 507 6. 264 sider.
Kun de færreste udstillinger får så langstrakt et forløb og gennemgribende en behandling og opmærksomhed, som tilfældet er med “Svåra Saker – Ting og berättelser som upprör og be- rör”, et udstillingsprojekt initieret af Riksut- ställningers og Samdok, de kulturhistoriske museers organisation for udforskning af sam- tidens Sverige. Med det tempo der efterhån- den er sat for såvel museers som andre kultur- institutioners udbud af begivenheder, synes
’oplevelsesøkonomien’ i disse år at nå et høj- depunkt, hvor nye ideer, planer, ansøgninger, samarbejdspartnere etc. er på banen, inden der gives mulighed for at evaluere en aktuel el- ler nyligt overstået udstilling, reflektere dens indhold og videregive disse overvejelser i efter- følgende publikationer, så de også kommer of- fentligheden til gode. Udgivelsen af “Svåra Sa- ker – Ting og berättelser som upprör og be- rör”, baseret på en vandreudstilling i 1999/2000 af samme navn, signalerer en be- vægelse imod den tendens.
De ideer og tanker, som lå til grund for det fysiske udstillingsprojekt Svåra Saker,og som fortsat gør det aktuelt, foreligger nu i bog- form. Artiklerne, skrevet af projektledere, ud- stillingsproducent og inspektører, er kombine- ret med en præsentation i tekst og billede af genstandene, som i sin tid blev vist frem i ud- stillingen. Kort skitseret, og som uddybet i den indledende artikel af Eva Silvén og Anders Björklund, var den bærende idé at udforske kulturarven og museernes indsamlings- og ud- stillingspolitik i kritisk samtidsorienteret per-
153 spektiv. Ideen opstod ud fra ønsket om at
undersøge den museale opgave det er at be- skæftige sig med og dokumentere samtiden på en troværdig måde og i en form, hvor både det socialt accepterede og uaccepterede samt livets lyse og mørke sider kunne komme til udtryk.
Altså et på alle måder ambitiøst projekt, der alene i sin formålssætning modsætter sig en- hver hurtig løsning, men som ikke desto min- dre formåede at manifestere sig på bredt folke- ligt niveau. Projektet “Svåra Saker” kombine- rer i sin helhed et kritisk museologisk perspek- tiv og et fokuseret eksistentielt emne i en form, Eva Silvén andetsteds har givet den me- get passende betegnelse ’aktionsforskning’
med reference til samspillet mellem handling og forskning, praksis og teori.1Samtidigt over- sætter udstillingen en tilsyneladende megal- oman intention til konkret, overskuelig form:
udforskningen af det i sig selv vanskelige kul- turarvsbegreb omsættes til ting i rum, fortæl- linger om ting ud fra både personlige og regio- nale, lægmænds og faglige optikker og udarter sig videre til diskussioner af noget mere ab- strakt, generelt, som for så vidt ender med at danne en fortolkning af udgangspunktet: kul- turarven og museernes indsamlingspolitik.
Går man et skridt videre ligger der i dette ker- neformål endvidere en indirekte kritik af mu- seernes underbetoning af ’det svære’ i deres formidling af såvel historie som samtid, en kritik af ’fortrængningen’ af alt det, der i en el- ler anden forstand og af vidt forskellige årsager har været og er vanskeligt at beskæftige sig med for museerne. Således er der i Sverige gennem 1990’erne foregået en stående debat om risikoen ved museernes ’forskønnelse ’ el- ler ’förtrevligande’ af den virkelighed, de er sat til at indsamle og repræsentere samt af det et- nologiske fagområde og den verden, etnologi- en skildrer.
154 Med bogen sættes et (foreløbigt?) punktum for et museologisk forløb, der indtil videre har strakt sig over et tiår. De ideer og hensigter, der lå til grund for udstillingen samt konkrete træk ved den valgte form, har medført, at pro- jektet er vokset ud over den fysiske ramme, og man kan med fordel forsøge at hæfte sig ved de oprindelige ideer, når man læser artiklerne af henholdsvis udstillingsledere Eva Silvén og Anders Björklund, producent Mats Brunan- der og inspektørerne Britta Johansson og Ca- rolyn Österberg eller beskrivelserne, som knytter sig til illustrationerne af udstillingens genstande. Foruden bog og udstilling har Svå- ra Saker affødt seminarer, artikler, debatter i medier og museerne selv og er stadig at finde på internettet med egen hjemmeside, som lø- bende opdateres. Der er selvfølgelig ingen ga- ranti for, at en udstillings varighed og mæng- den af omtale og synlighed i det kulturelle landskab svarer proportionelt til begivenhe- dens indholdsmæssige kvalitet eller nødven- dighed. På den anden side synes det at være tilfældet, at det svenske samdok-projekt om li- vets mørke og problematiske sider er overgået fra afgrænset udstillingsprojekt til at aflejre sig som et i en nordisk museologisk sammen- hæng alment gyldigt begreb. Som det fremgår af Brunanders artikel hænger det bl.a. sam- men med udstillingen i 1999-2000, der i sin form skabte et konkret rum for museologisk refleksion: vandreudstillingen var opbygget og sparsomt indrettet som en ’fältstation’. På én gang satte den sig ud over museumsinstitutio- nens traditionelt statiske rammer, men imite- rede samtidigt fundamentale museale træk i sin udformning. Som ethvert andet museum gestaltede den omrejsende feltstation sig i kraft af indsamling, opbevaring, udstilling og professionel forskning. Pointen ved denne form synes især at være, at udstillingen både
kritisk kunne gå i clinch med museologiske problematikker, men samtidigt gjorde det på en måde, som bekræftede museets bærende opdrag og i et genkendeligt kategoriserende formsprog – genstande blotlagt under spotlys i glasmontrer, beskrevet, registreret, systemati- seret. På en gang museet som et særligt sted i sin bedst måske bedst kendte form og alligevel et ’ikke-sted’ (en omrejsende trailer på vej gennem Sverige), et museum og så alligevel ikke. Svåra Saker er på den måde blevet syno- nymt med en museologisk metode, som vil undersøge museets art, funktioner og formål og lægger sig dermed til andre tilsvarende nor- diske og internationale udstillingsprojekter, som i slutningen af det 20. århundrede har skabt kontroversielle udstillingsmåder for sin tid – og som dermed har dannet sin egen mu- seologisk refleksive og historisk bestemte ud- stillingsgenre.2Især på grund af dette metodis- ke greb har projektet og udgivelsen fortsat re- levans for så vidt, at der fortsat er behov for selvrefleksion af den art, “Svåra Saker” ligger for dagen, og eftersom museerne hele tiden må forholde sig til spørgsmål om indsamling og repræsentation.
Som sagt var ideen at kaste lys på indsam- lingspolitikken, i projektet konkretiseret til museumsgenstande eller sider af museernes genstande, som af forskellige årsager relaterer sig til noget konfliktfyldt, tabuiseret, trauma- tisk eller på anden måde problematisk. I fält- stationen indsamlede man genstande og beret- ninger fra såvel svenske lokalmuseer som fra besøgende, der på hver deres måde medvirke- de til at nuancere temaets komplekse art. I bo- gen afspejles denne inklusive form ved en op- deling af genstande udlånt og kommenteret af henholdsvis museer og privatpersoner, det kollektive og det individuelle. Man finder bl.a. genstande, som refererer til branden på
Scandinavian Star i 1980, m/s Estonias forlis i 1994 samt til diskoteksbranden ved Backa- plan i Göteborg i 1998. Tidsmæssigt overskri- der bogens materiale udstillingens, eftersom det er dateret frem nær nutiden og f.eks. rum- mer ’spidse genstande’ indsamlet blandt passa- gerer ved en svensk flyveplads en måned efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 (Länsmuseet Varberg) samt en tom vinflaske genfundet på en strand i Thailand efter Tsu- namien i 2005 (Östasiatiska Museet, Stock- holm). Flasken indikerer udstillingstemaets globale og tidslige universalitet. Med referen- cen til naturkatastrofen i 2005 insisteres der på at skabe en erkendelse af, at ’det svære’ i denne ekstreme form hverken kan afgrænses i tid eller geografisk, i rum, men at ’det svære’
er et begreb af universel gyldighed. Trods sin umiddelbart trivielle karakter insisterer den thailandske vinflaske på at videregive et ma- terielt vidneudsagn om katastrofens uafgræn- selighed og kraft, og måske rækker fortæl- lingen om den også så vidt som til at ane no- get kulturelt meningsfyldt og positivt i al tra- gedien i form af en spontan, energisk med- menneskelighed, som også var et udkom af katastrofen.
Det kan måske forekomme anstrengt, at små trivielle ting som vinflasker, neglefile og vækkeure oplades med så tung en symbolik, som det ofte er tilfældet i bogen, og som pri- mært er begrundet i fortællingens kontekstu- aliserende niveau. Men budskabet må ses i forhold til Svåra Sakers generelle holdning, at museerne skal tage stilling også til disse te- maer, hvis de ønsker at være med til at sætte en dagsorden i et nutidigt samfund, og, iføl- ge Silvén og Björklund, ’spela en roll i sam- hällets emotionella krisbearbetning’ og være medskabere af billederne af samfundet for eftertiden. Intentionen giver sig da også ud-
155 slag i næsten manifestagtige formuleringer i
arrangørernes indledende artikel:
Vi mener att museerna, som offentliga insti- tutioner, har en moralisk förpliktelse i dessa processer, och inte bara en förpliktelse utan också en möjlighet, genom den auktoritet och det alvarliga uppsåt som vanligtvis förknippas med dem. Just på grund af den allmänna till- tron till museernas budskap finns här en gedi- gen plattform för ett deltagande i komplicera- de händelsesförlopp, att gå i kritisk närkamp med historiens problematiske sidor …
Ideen synes således at være, at der på en gang må gøres op med normerne for, hvad museer beskæftiger sig med for til gengæld at skubbe museet ind i et ’farligere’ felt. Det skal ske, uden at forlade museets egen platform, da det ifølge den indledende artikel netop er institu- tionens autoritet, som skal bære opgøret igen- nem. Hvad man kunne kalde for ’Svåra Saker- strategien’ er i den forstand både museumskri- tisk og pro-museal; den er et opgør ikke så meget med institutionens grundlæggende og strukturelle præmisser som med det indhold, strukturen traditionelt set har skullet rumme og især med begrænsningerne, det har skabt. I strategien ligger dermed også et (erkendt?) paradoks og formmæssigt set en udstillingsæs- tetisk ironi: Museets traditionelle samlende og kollektive autoritet forbliver eller søges i hvert faldt holdt intakt, men samtidigt presser emo- tionelle, individuelle og flertydige synsvinkler sig på genstandenes betydning, som rokker el- ler underminerer en traditionel autoritativt hævet stemme.
På én gang associerer førnævnte vinflaske i kraft af konteksten til et ubekymret, tilbagelæ- net turistliv på en thailandsk strand og til en fatal naturkatastrofe; lethed og tyngde mødes i absurd samspil, som giver genstanden et tvety- digt skær. Ser man ud over det specifikke kata-
156 strofetema afspejler tvetydigheden også et mere grundlæggende museologisk spørgsmål:
Til enhver tid oplades museumsgenstande, der har forladt deres oprindelige nyttefunktion, af en åbenhed, det er op til kuratorer og mu- seumsmedarbejdere at italesætte og bestem- me. Men spørgsmålet er, hvor stor en distan- ce, der er mellem genstandens egen fortælling, oprindelse og funktion og kuratorernes itale- sættelse af den. I “Svåra Saker” italesættes tingene også af almindelige mennesker, der bi- drog med personlige genstande og fortællinger til udstillingen, så den form for professionel ekspertise og viden om genstandene, der nor- malt ligger til grund for indsamling og for- midling til dels blev forladt for de besøgendes subjektive vinkler på genstandene, som i sa- gens natur ofte var præget af et stærkt emotio- nelt indhold, og hvor dette indhold rakte fra en kollektiv erindring til en individuel. En KZ-lejrfanges stribede dragt med jødestjerne rummer en fortælling om et holocaust, hvis historiske eksistens og kollektivt kulturelle art ikke kan fraviges, selv om perspektivet på dragtens betydninger selvfølgelig kan variere, mens distancen mellem et vækkeur og en kvindes beretning om pædofili forbindes i kraft af en anderledes subjektiv oplevelse, hvor der eksisterer en større kløft mellem genstand og beretning. Afstanden mellem genstand og fortælllingen om genstanden må derfor aflæ- ses ud fra forskellige parametre, hvor nogle er kollektivt kendte, andre individuelle, subjekti- ve.
Især samtiden, både som optik og konkret indsamlingsfelt brænder på i “Svåra Saker” og har motiveret projektets tilblivelse, men det rækker også bagud i tid. Mumier, heriblandt skeletter fra Maasara i det gamle Ægypten, det gamle Persien og fra bibelske Jeriko opbevaret i kældrene under Medelhavsmuseet i Stock-
holm, et lille stjerneformet kasteskyts i jern med pigge, hvis form og idé kan føres tilbage til middelalderen, samt en tavle med bibelcita- ter doneret til en jødisk smykkehandler i slut- ningen af 1700-tallet er eksempler på ’svåra sa- ker’ fra ældre tider. Desværre oplyser bogens genstandsfortællinger ikke i alle tilfælde om, hvilken position de udvalgte genstande til dagligt har på deres hjemlige museer, og hvor- dan de i så fald vises frem her. Derfor er det ikke altid muligt at afgøre, hvor tabuiserede eller problematiske genstandene i grunden er, og hvem de i så fald er problematiske for. De af bogens tekster, der oplyser om, hvordan genstande er placeret og fortolket i deres hjemlige museer er dog især interessante, dels fordi de reflekterer udstillingsarrangørernes oplæg og udstillingens præmis, og dels fordi de på overraskende vis afslører, at det ikke al- tid er særligt klart, hvilke kriterier, der overho- vedet har gjort, at tingene er endt på museum.
I hvert fald ikke så klart, at det også er synligt for publikum og begrundes ud fra de viden- skabelige principper, museer grundlæggende set er sat til at arbejde ud fra. Men de museo- logisk rettede oplysninger er især også interes- sante, fordi de konkret berører spørgsmålet om forholdet og afstanden mellem genstan- den som museumsgenstand til forskel fra gen- standen som del af et nyttebetinget, ikke-mu- sealt kredsløb. Betragtningerne er det stof, som spinder hele fundamentet for at tale om genstandes betydning i museer. Derved ræk- ker de også ud over alene at være ’fortælleting’
knyttet til specifikke tragiske, konfliktfyldte, tabuiserede eller på anden vis problematiske hændelser for i stedet at manifestere sig som vinkler på museologiske problematikker.
Pornofilmen om ’Belinda’, en filmrulle, cirka 1960’erne, gemt i en lille lyserød æske med et billede af poserende Belinda (nøgen foruden
stråhat og tulipaner) er et eksempel på disse mindre klare indsamlingsprincipper. Det er for det første uklart, hvorfor filmrullen er ind- gået i museet, selv om giveren er kendt, og for det andet hvorfor den længe gemmes væk i en museumsmedarbejders skrivebordsskuffe.
Svåra Saker-projektet bevirker i hvert fald, at den i 1999 kommer frem i lyset, registreres og officielt bliver del af Sörmlands Museums samlinger. Efter turnéen gennem Sverige er det ifølge billedteksten meningen, at filmen om Belinda ’äntligen få komma til ro’. Men sært nok forsvinder både filmrulle og emballa- ge, inden den atter når sit stammuseum, hvor det tilsyneladende var meningen, at den skulle have været gemt væk igen, denne gang i maga- sinerne. ’Belinda har fått oss att fundera på hur, vad och varfor vi samlar’, hedder det i bil- ledteksten, og relaterer filmen til spørgsmålet om, hvordan museerne i det hele taget skal an- skue nutidens børne- og voldspornografi.
Dette konkrete spørgsmål synes dog fjernt fra tingen selv, filmrullen fra 1960’erne, som i teksten også beskrives som en ’relativt uskyldig pornofilm’.
Beretningen er nok et mønstereksempel på, at Svåra Saker-strategien opfyldte formålet, nemlig at igangsætte museologisk refleksion omkring indsamlingsprincipper, men viser også, hvor let der kan opstå en distancerende glidning fra den faktuelle genstand til italesæt- telsen heraf. Beretningen kommer f.eks. ikke ind på, hvorfor omtalte pornofilm har været gemt væk, hvorfor den igen forsvandt, og hvorfor det var tanken, at den skulle ’bringes til ro’, når den engang vendte tilbage til muse- et igen. Pornografi forbliver m.a.o. fortsat et uberørt emne i både genstandstekst og på Sörmlands museum; ’Belinda’ forbliver van- skelig ’at håndtere’.
At ’Belinda’ overhovedet kunne klassificere
157 som en ’svær sag’ i forhold til en nutidig kom-
merciel og barsk pornoindustri, kan det som læser også være vanskeligt at fatte. Billedtek- sten er ladet med en politisk korrekthed, gen- standen næsten ikke kan bære, og det er i 2006 i det hele taget svært at forstå, hvorfor Belinda-filmen fra 1960erne ’inte er så lätt at hantera’. Dermed rammer eksemplet også ind i en anden principiel problematik ved “Svåra Saker”,som har at gøre med det kriterium, der er sat for udvælgelsen af genstandene, således
’det svære’ og begrebets spændvidde. Eva Sil- vén og Anders Björklund bringer problemstil- lingen på bane i deres grundigt diskuterende artikel ’Att spåra det svåra’. ’Det svære’ define- res som udgangspunkt som et ’analytisk værk- tøj’ for at undersøge museologiske problem- stillinger. I denne meta-tematiske betydning af ordet bestemmes det, der er svært på en håndgribelig vis; ’det svære’ benyttes som be- greb med et ganske bestemt instrumentelt, metodisk sigte.
Mere problematisk synes opfattelsen af be- grebet ’det svære’ som prædikat til de udvalgte genstande, hvor det bestemmes som ’en histo- risk bestämd konstruktion’. Hvad der kan be- tegnes som svært, traumatisk eller problem- fyldt fra et hold, er fra en anden vinkel blot at betragte som ’bitar i det större pussel som samtiden lägger och som handlar om vad som i skilda tider och sammanhang är möjligt och legitimt att minnas och berätta’, hedder det et sted i artiklen. Den relativistiske synsvinkel på det ’svære’ som kriterium for udvælgelsen af genstande må nødvendigvis ses i lyset af en tendens, der præger dele af en ny museologi, faget etnologi og relaterede discipliner. Frem- hævelsen af museets egenskab som konstrue- rende ’maskine’, som aktiv producent af ind- samlingsprincipper, kategorier, udstillingsmå- der og videnskabelige forskningsstrategier –
158 og dermed også af værdier, identiteter etc. do- minerer en stor del af det museologiske felt.
Under indflydelse af bl.a. semiotisk inspirere- de analysemetoder, men især også af kulturre- lativistiske holdninger, har museologien kastet sig over genstandes betydningspotentialer og værditilskrivning. Men problemet er, at det i udstrakt grad er sket på bekostning af den ma- terialitet, fællesmenneskelige egenskaber og ontologiske karakter genstandene også besid- der og forbinder sig til.
Genstande, der relaterer sig til barnedød, cancer, voldtægt, folkemord og forskellige for- mer for identitetstab synes vel til alle tider at fremkalde en fællesmenneskelig følelse af, hvad der er svært ved livet, nemlig det i en el- ler anden grad at miste det helt eller miste si- der af det samt måderne at miste livet på, f.eks. ved at blive frarøvet børn, frihed, identi- tet, forstand, førlighed eller seksualitet – og ved at være vidne til eller medvidende om, at hele folkeslag søges udslettet. Mange af gen- standene i “Svåra Saker” relaterer sig til disse områder; det er ikke vanskeligt at leve sig ind i tingenes elementært vanskelige art, og derfor retter de en appel til et meget bredt publikum.
En relativistisk anskuelsesmåde stemmer mås- ke umiddelbart overens med genstande, som ikke trækker tråde til fælles kulturelt vedtagne normer eller viden om det svære, men som re- laterer sig til meget personlige oplevelser eller til genstande, der alene fungerer som afsæt for mere associativt bestemte betydninger. På den anden side er mange af disse subjektive emo- tionelle beretninger i sidste ende også af en art, der knytter sig til alment menneskelige oplevelser af ’det svære’: en badevægt som tegn for en ung piges dødeligt truende anorexi, en sten som tegnet for en psykisk syg søns pas- sion og tryghed, et billede tegnet af en kvinde, som senere døde af aids. Selv om vi ikke per-
sonligt har oplevet noget tilsvarende, forstår vi intuitivt det elementært ’svære’, alene fordi vi er mennesker. Beretningerne om genstandene eller genstandene selv dementerer derfor i de fleste tilfælde den relativistiske synsvinkel, som præger projektets idé.
Opsamlende kan man sige at bogen Svåra Saker udlægger ’det svære’ på to forskellige måder, der krydser hinandens betydninger:
Dels ’det svære’ som analytisk museologisk redskab og metode (hvad er svært for museer- ne at samle og repræsentere, hvorfor og hvor- dan?), og dels en eksistentiel indholdsmæssig betydning af begrebet ’det svære’ knyttet an til og illustreret ved genstande (hvad vil det i det hele taget sig, at noget er svært i livet?). Beret- ningerne om genstandene modsiger i de fleste tilfælde også en relativistisk synsvinkel: Jord- bunken fra Länsmuseet Gävleborg er ikke bare en hvilken som helst bunke jord, men målelig radioaktiv jord efter Tjernobylkatas- trofen i 1986, den lille dekorative børnekop, en kvinde forbandt med fraværet af en mor, har for altid mistet sin uskyldige karakter for kvinden (og måske også for beskueren), som i hele sin barndom blev skubbet væk fra hjem- met, og farveæsken, som forårsagede et barns død, er nu, som udstillet og fortalt genstand, ladet med en farlighed (og kemi!), der slører dens oprindelige kreative formål. I den for- stand er “Svåra Saker” især sted for beretning- erne, den bogstavelige kontekstualisering af genstandene, og bogen kan da også læses med udbytte, uden at man har set eller har et for- udgående kendskab til udstillingen. Som il- lustrerede ’short stories’ med et musealt tema spænder de svære fortællinger over et register fra det patetiske til det gruopvækkende ubær- lige og udfolder på denne måde begrebet ’det svære’ i mange nuancer.
Endelig bevæger ’det sværes’ taksonomi mu-
seet over i en emotionel bane, som traditionelt ligger museets stræben efter objektivitet og ra- tionalitet fjernt. Hvad enten man er for eller imod denne både emotionelle og moralske strategi, iværksætter det svenske udstillingsini- tiativ en bemærkelsesværdig kritik af museers berøringsangst med det traumatiske, tabuise- rede. Både i form af en gentænkning af forti- dens indsamlinger og i bredere forstand i rela- tion til en samtid mærket af problemer, muse- et ifølge bogens forfattere fortløbende må tage stilling til, hvis det vil gøre sig gældende i et demokratisk samfund. Riksutställningers ud- stillingstrailer og samlingerne er for længst pakket sammen, men initiativets egentlige brændstof, den kritisk museologiske metode, mister næppe aktualitet foreløbigt.
1. Eva Silvén in Bjarne Rogan og Bente Gullveig Al- ver (red.): Norden og Europa, fagtradisjoner i nor- disk etnologi og folkloristikk.Novus Forlag, Oslo 2000.
2. I en nordisk sammenhæng er eksempler på nogle af de større udstillingsprojekter, som genererer en refleksiv tendens Museum Europa, Nationalmuse- et 1993; Memento Metropolis– en udstilling om længslen efter det Ny, Turbinehallerne 1996; Fly- ga över vatten, Malmö Kunsthal 2000, Anna did- n’t come home that night,Kunstindustrimuseet 2002 m.fl.; i en bredere international kontekst kan nævnes The Physical Self, Boijmans van Beu- ningen 1990, Mining the Museum, the Maryland Historical Society, Baltimore 1992, Fremdkörper –Fremdekörper,Deutsches Hygiene Museum, Dresden 1999/2000. Også en museologisk, etno- logisk og kunsthistorisk faglitteratur afspejler tendensen, for en indføring se f.eks. Barbara Kirschenblatt-Gimblett ’The museum as Cata- lyst’ in Museum 2000, Riksutställningar, Svenska ICOM og Svenska Museiforeingen 2002; Line
159 Hjorth Christensen: Den refleksive udstilling be-
lyst ved en museologi- og udstillingshistorisk tilgang, kandidatafhandling v. Moderne kultur og kultur- formidling, Københavns Universitet 2000; Ky- naston McShine: The Museum as Muse: Artists Reflect, Museum of Modern Art 1999, Andreas Huyssen: Twillight Memory, Marking the Time in a Culture of Amnesia.1995.
Line Hjorth Christensen. Cand. mag. i Moderne kultur og kulturformidling. Ph.d., Afdeling for kunsthistorie, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet, DK.
Adresse:Århus Plads 2, 2. tv., 2100 København Ø.
E-mail: kunlhc@hum.au.dk
