I 1999 udgav FN rapporten Global Environment Outlook 2000, der omhandlede menneskets rolle i jordens økologiske udvikling og konkluderede blandt andet, at ”den nuværende kurs er ikke bæredygtig og udsættelse af handling er ikke længere en mulighed” (FN 1999: xxix, min oversættelse). Økolandsbyerne søger at finde løsninger her og nu, der kan kursen, og skabe en livsstil der ”velfungerende kan forsætte i al fremtid” (GEN 2012b).
Det, der karakteriserer økolandsbyerne er, at de går hinsides protesten mod det samfund de er utilfredse med, og søger i stedet selv at skabe alternativet. Dette foregår på en række områder (Dawson 2006: 38).
En af kernerne i stort set alle økolandsbyer er at skabe menneskelige bosætninger, der har den lavest mulige negative indvirkning på naturen. Der er typisk to veje til at nå dette mål, og de krydser ofte hinanden; den lavteknologiske og den højteknologiske. Ved den første søges det at reducere ressourceforbruget så meget som muligt ved at benytte lokale og genbrugte materialer, bruge håndkraft frem for maskiner og ofte simplificere produktionen og
dagligdagen en god del. Den højteknologiske strategi baserer sig mindre på simplificering og mere på de nyeste og mest avancerede, stærkt energieffektive teknologier. Det kan være en kombination af flere installationer, såsom; soldrevne vandvarmere, solceller til elektricitet, geotermisk energiproduktion, energieffektive ikke-forurenende byggemetoder, biologiske spildevandsrensesystemer, hybrid køretøjer etc. På disse områder kommer økolandsbyerne ofte til at spille en rolle som innovatører, da de små dynamiske samfund har mulighed for at ændre sig og tilpasses hurtigere end de store konventionelle. Fælles for både de lav- og højteknologiske økolandsbyer er, at det der gør dem i stand til markant at reducere deres økologiske fodspor, er deres holistiske og integrerede karakter. Den skaber muligheden for at øge deres interne flow af ressourcer og reducere behovet for eksterne input. Det, der
endvidere gør projekterne effektive som katalysatorer for udviklingen er, at de her beskrevne tiltag ikke primært har til formål at øge beboernes komfort, men mere at bevise
54
anvendeligheden af nye bæredygtige tiltag, som de siden kan fremme og udbrede. Dette gøres ved at inspirere det omgivende samfund gennem åbenhed for besøg, afholdelse af kurser etc.
(ibid.: 38ff).
På det økonomiske område forsøger økolandsbyerne at skabe løsninger, der kan stå i
modsætning til det globaliserede økonomiske system, som de ikke finder holdbart. Det gøres for eksempel gennem tanken om frivillig enkelhed11, der omhandler gensidigt bytte af
tjenester baseret på tillid. Økonomisk solidaritet handler om at fordele ressourcerne ligeligt, og endvidere, i nogle tilfælde, lade al indkomst indgå i en fælles pulje, med hvilken man i fællesskab kan vurdere hvordan det bedst kommer alle beboere til gode. Et tredje tiltag er udviklingen af egne valutaer og banksystemer, der sørger for, at de økonomiske ressourcer i så høj grad som muligt holdes indenfor det lille samfund, og samtidig at det bliver muligt at finansiere projekter, der ville have vanskeligt ved at finde støtte i den konventionelle
finansverden. Disse løsninger er med til i højere grad at gøre landsbyerne uafhængige af den globale økonomi (ibid.: 45ff).
Mange økolandsbyer er aktive omkring fødevarer, der forsøges produceret og fremstillet økologisk og lokalt. Det er forskelligt i hvilken grad dette leves ud, alt efter hvilket fokus de enkelte landsbyer har. Grundlæggende handler ideen både om at gøre sig selvforsynende, og samtidig om at føre lokalområdets fokus tilbage på lokalt producerede varer, hvorfor
landsbyer med en større produktion også gerne sælger til butikker og privatpersoner i lokalområdet (ibid.: 50f).
Når det kommer til det økologiske fokus, så mener mange økolandsbyer, at det ikke er nok selv at træde varsomt og reducere sin egen indvirkning på de naturlige omgivelser. De mener, at man bør gå skridtet videre og forsøge at genoprette noget af den skade, mennesket allerede har påført jorden. Det udføres for eksempel gennem genplantning af skov, fredning af truede naturområder, beskyttelse af truede dyrearter, miljøuddannelsesprogrammer for skoler, genoprettelse af naturlige kilder til rent drikkevand, kampagner mod forurening og mange andre tiltag (ibid.: 52ff).
Økolandsbyerne har langt fra kun en økologisk karakter. Der er i de fleste et mindst lige så stort fokus på sociale elementer. Det ses eksempelvis som en udfordring at finde
11 Min oversættelse fra voluntary simplicity
55
tilfredsstillende former for inkluderende ledelse og trivsel for fællesskabet. Dette er blandt de største udfordringer, og er årsagen til, at ikke så få projekter kollapser. Der kan siges at være tre arbejdsområder på dette felt; opbyggelsen af en kultur baseret på tillid og medfølelse, skabelsen af reelle beslutningsprocesser samt arbejde med konfliktløsning.
Beslutningsprocesserne er i de fleste landsbyer baseret på tilnærmet konsensus, hvilket vil sige, at beslutninger ikke bliver truffet før der er opnået hel, eller næste hel, enighed blandt alle beboere. Dette kan skabe meget træge og langsommelige beslutningsprocesser, men synes samtidig at være det bedste middel til fremhævelsen af divergerende synspunkter og til at modvirke fremmedgørelsen af minoriteter. Der arbejdes samtidig meget med konflikter og konfliktløsning. Mange samfund, både alternative og konventionelle, er præget af negative konflikter. Økolandsbyerne forsøger at undgå at undertrykke konflikterne, og i stedet opfordre til at bruge de negative følelser på en konstruktiv facon (ibid.: 54f).
Et vigtigt middel i arbejdet med at skabe et aktivt, selvbestemmende samfund, er social inklusion. Fra oprindelige samfund har man lært, hvordan det er muligt at inkludere eksempelvis ældre og handicappede beboere og give dem en meningsfuld rolle, der både kommer fællesskabet til gode og giver den enkelte en følelse af at være værdsat. Denne inklusion af alle medlemmer er en del af kernen i eksistensen af økolandsbyerne, og de fungerer flere steder som laboratorier for at afprøve alternative mønstre for den sociale orden (ibid.: 56).
På den mere udadrettede front står fredsaktivisme og international solidaritet ofte højt på dagsordenen, og bekymringerne over krige og global uretfærdighed har formet kimen til skabelsen af mange fællesskaber. Der findes rigelige alliancer, udvekslinger og relationer med dette fokus indenfor økolandsbynetværket. Eksemplerne på dette er mangeartede, og der kan nævnes fredmægling i borgerkrige, uddeling af mad til sultende, oprydning og assistance efter katastrofer, uddannelse og information til fattige samfund, støtte til opstart af
bæredygtige projekter, langsigtet arbejde for fred og meget mere (ibid.: 58ff).
Når det kommer til uddannelse og træning af forskellig karakter, er økolandsbyerne aktive og på dette område har de typisk haft deres største succes med at bygge bro til det omgivende samfund, og det er derigennem en del af fundamentet for mange landsbyers økonomi.
Undervisningen byder på et bredt spektrum af temaer såsom permakultur, økolandsbydesign, systemer for vedvarende energi, kunst og håndværk, performance kunst og spiritualitet samt hvad, der ellers måtte være interessant for omverdenen af den viden og de færdigheder,
56
beboerne har opbygget. Tidligere har det primært været uddannelse af ikke-formel karakter, der hverken har været tilknyttet den etablerede uddannelsessektor eller givet nogen form for akademisk merit. Dette har dog i den seneste årrække ændret sig, og der er opstået tættere relationer til det etablerede samfund, herunder samarbejder med skoler og universiteter.
Samtidig er Gaia University blevet oprettet, hvor studerende får muligheden for at opbygge meritgivende akademiske kvalifikationer med udgangspunkt i alternative
økolandsbyinspirerede principper for uddannelse. Tillige har FN bifaldet et tiltag kaldet Ecovillage Design Education (EDE) som et vigtigt element under FN’s Årti for Uddannelse og Bæredygtig Udvikling (ibid.: 62ff).
Som det ses, sættes der ind på mange forskellige områder, og beskrivelserne repræsenterer da også aktiviteterne i mange forskellige landsbyer med hvert deres fokus. Fælles for dem er, at de bevæger sig hurtigere end det øvrige samfund, da de er små og har et fælles ønske om udvikling i de nævnte retninger. Endvidere er flere af stederne nærmest for små til at kunne kaldes landsbyer, og ville måske nærmere kunne defineres som forskningscentre. Det, der således kendetegner dem er, at folk flytter hertil for at være en del af udviklingen (ibid.: 65f).
Udfordringer
Intentioner og visioner er, som det læses, ganske store, og det er selvfølgelig noget, der kræver meget arbejde. Økolandsbybevægelsen står overfor en lang række af udfordringer både udadtil og indadtil, som de både nu og i fremtiden vil skulle kæmpe med.
Overordnet kan det nævnes, at økolandsbybevægelsen fortsat er relativt ukendt i den brede befolkning, og det er derfor begrænset hvilken informativ og inspirationsmæssig virkning, de kan have på det omgivende samfund. Ligeledes vokser antallet af projekter fortsat, men dette langsommere end grundlæggerne af GEN i sin tid havde håbet (ibid.: 67).
Af eksterne udfordringer er for eksempel, at globalt producerede discountvarer gør det vanskeligt at afsætte lokalt producerede økologiske varer, og få en større omsætning i den lokale økonomi. Samtidig er der stadig strammere reguleringer for bæredygtigt byggeri, og byggetilladelser til især alternative typer af bebyggelse kan være svære at opnå. Strammere reguleringer gælder også for bank- og valutasystemerne, hvilket igen gør det vanskeligt at få initiativer i de små samfund til at blomstre. Landene i Syd har yderligere vanskeligheder som følge af globaliseringen. Det gælder for eksempel, at de skal kæmpe for at holde på deres land, der let forsvinder over i hænderne på turisme og fødevareproduktion til
57
verdensmarkedet. De udsættes for en konstant mediepåvirkning der idylliserer de vestlige konsumværdier, og underminerer de oprindelige værdier. Ligeledes rammer effekterne af klimaforandringerne meget hårdt i små samfund i de fattige lande (ibid.: 68ff).
Internt kan udfordringerne være, at den store diversitet imellem økolandsbyerne gør, at de har en svagere relation til hinanden. Der kan simpelthen være for langt mellem
interesseområderne til, at der opstår et egentligt fællesskab. Ligeledes kan forskelligheden gøre dem vanskelige at kopiere. Mange potentielle nye projekter er aldrig blevet til noget i mangel på en skabelon for, hvordan man skaber en økolandsby. Økonomisk set er der meget begrænsede muligheder for at modtage officielle midler, og store beløb skal derfor kunne fremskaffes indenfor fællesskabet, eller gennem netværk og venskaber, for at kunne føre projekterne ud i livet. Dette er praktisk set en stor begrænsende faktor. Også den generelle samfundsudvikling mod en stigende individualisme synes at ramme økolandsbyerne, hvilket kan skabe nye udfordringer. I stigende grad er der tendens til at tænke individualistisk på områder, hvor der tidligere blev tænkt i fællesskab. Dette for eksempel når det kommer til konstruktion af huse, krav om mere privat areal, opløsning af fælles økonomi, større udskiftning af beboere og muligvis en svækkelse af selve det værdigrundlag, der holder mange landsbyer sammen. En sidste udfordring er, at økolandsbyerne bliver så dybt involverede i deres egne lokalområder, at de mister kontakten til det større netværk, og dermed til den viden og de kompetencer, der findes andre steder. Dette ses flere steder hvor små landsbyer har rigeligt at se til med at holde sig selv kørende samt et eventuelt samarbejde med naboer. Med den antageligt kommende energikrise vil det blive et yderligere relevant emne, at netværket af økolandsbyer vil svækkes.