projektet i 2009 med samme titel som den af- sluttende konference, Performing Heritage: re- search and practice.Forhåbentlig er den mere læservenlig, dvs knap så staccato, med mere afsluttede ræsonnementer og frem for alt med oplysende illustrationer fra de konkrete analy- seobjekter. Og så er der jo stadig projektets database, som man kan frekventere et par år endnu.
P.S. I de nærmeste år foretages en række danske ph.d.-analyser af museer og historiske centres formidling, herunder også analyser af dramatiseringer. Og i CBS’ serie om oplevel- sesøkonomi har museerne fået sit eget bind, så der ser ud til at være en stigende interesse for effektiv formidling i og mellem disse konkur- rerende institutioner på oplevelsesmarkedet i den nærmeste fremtid.
NOTER
1. Efter anmeldelsen er muligheden for at downloa- de rapporten og ”executive summary” desværre forsvundet.
Lektor John Andreasen,
Afdeling for Dramaturgi, Aarhus Universitet.
John Andreasen underviser bl.a. i kontekstuel brug af teater.
Adresse:Aarhus Universitet,
Afdeling for Dramaturgi, Langelandsgade 139, 8000 Århus C, Danmark.
E-mail:draja@hum.au.dk.
155 M. Ioannides, A. Addison, A. Georgopoulos,
L. Kalisperis (Eds.): Digital Heritage. Procee- dings of the 14th International Conference on Virtual Systems and Multimedia. 20-25 Oc- tobre 2008 Limassol, Cyprus. Full Papers;
Short Papers; Project Papers. VSMM 2008/
Archaeolingua: Budapest, 2008. 334 s., ill;
384 s., ill; 444 s., ill. ISBN 978-963-8046- 99-4; 978-963-9911-01-7; 978-963-9911- 00-0.
Fiona Cameron & Sarah Kenderdine (Eds.):
Theorizing Digital Cultural Heritage – A Critical Discourse. The MIT Press: Cambrid- ge, Massachusetts, London, England, 2007, 465 s., ill. ISBN 978-0-262-03353-4.
Yehuda E. Kalay, Thomas Kvan & Janice Af- fleck (Eds.): New Heritage. New Media and Cultural Heritage. Routledge: London &
and New York, 2008, 320 s., ill. ISBN 978- 0-415-77356-0.
På en konference om Digital Heritage i Cy- pern i efteråret 2008 kunne man under en kulturel udflugt til den udgravede oldtidsby Pafos (World Cultural Heritage Site) besigtige nogle af Middelhavsområdets fineste gulvmo- saikker i rester af rigmandsvillaer fra det 2.-5.
århundrede f.Kr.; mosaikkerne af marmor og sten gengav scener og motiver fra den græske mytologi, ord og fantasi omsat til faste bille- der, en formidling til levende brug og agtelse af noget både identitetsmæssigt og æstetisk be- tydningsfuldt for mennesker. Den (tyskfødte) græske guide fortalte (på engelsk) turdeltager- ne ikke blot om de mageløse mosaikkers ma- teriale og bevaring, men genfortalte også de afbildede mytologiske historier; entusiastisk,
stolt og beretteglad formidlede han de gamle billeder tilbage til nutidige levende ord. Nogle deltagere fotograferede imens på livet løs med deres digitalkameraer til senere fremkaldelse og zoomende gensyn på skærme og power- point og i papirprint, medens andre købte tu- ristbøger med tegnede gengivelser og farvefo- tos. Historiske klenodier har gennemløbet og rummer mange formidlingsformer. Og så er det jo – med støvvarmen og den lette brise fra havet, som dengang - først det visuelle iind- tryk af de rigtige mosaikker der sætter sig fast, dernæst er det begejstringen i guidens levende ord man husker, og så til sidst de digitale fotos - selv nok så fokuserede og styringsmulige. Er det sådan oplevelses-, erindrings- og forståel- sesrækkefølgen er?
Udflugten stillede spørgsmål til det fysiske rum, autenticiteten og det mundtlige sprog, til nethinden og øregangen og dermed til nog- le kerneforhold i den formidling som man vel tilbage i konferencelokalerne skulle drøfte teo- retisk i forhold til digitale registreringer, gen- givelser, forskningsmuligheder og formidling.
En udfordring og et memento i forholdet mellem multimedier, digitalisering og virtuel- le rum og så sanset stedligt nærvær – er det så- dan det er med kulturarvens overlevelse?
Kulturarv og digitalisering angår en af nuti- dens helt store dagsordner. Det er en tanke værd at kulturarv blev et almindeligt begreb i 1990erne samtidig med internettets frem- komst; symbolsk kom det til at illustrere en sammenbinding af fortid og fremtid: af kul- turarven, fortiden, rødderne og arvegodset som samfundets fasthed og menneskenes stå- sted på den ene side over for den digitale ud- vikling med fremtidig teknologisk grænses- prængning, fri adgang, stedløs tilgængelighed og selvvalgt fleksibilitet på den anden side. Og det blev også en sammenbinding af historie og
156 kultur på en ene side og teknologi og naturvi-
denskab på den anden side – måske en over- binding af hvad der tidligere var blevet set an- tagonistisk. Kulturarv og digitalisering har ud- gjort en igangsættende konfrontation: gam- mel ’virkelighed’ over for ny ’gengivelse’. Der rummes en kommunikations- og udvekslings- situation af heuristisk, maieutisk, katalytisk og synergisk art for alle involverede parter; digital kulturarvsformidling appellerer både til hen- sigtsmæssig teknologi og værdibaseret kultur- politik. I den senmoderne orden sat af globali- sering og medieudvikling spejles spændings- feltet mellem rodfasthed og uoverskuelighed, bindinger og frihed.
Gennem de seneste 10-20 år har digitalise- ring af kulturel arv udgjort en international bevægelse; om end vekslende strategier og da- taløsninger er det parallelle begrundelser og tiltag i alle lande, de samme typer af projekter og resultatmål, bevillinger og forsøg, rappor- ter og evalueringer. Med helt sin egen poesi er nye ord vokset ind i forholdet til fortiden: vir- tual environment, interactive cinema, auto- matic archaeology, photogrammetry, collabo- rative interface, stereographic panorama, im- mediate realities, simulating the past, co-pre- sence, cross-media interaction, 3D modelling, configurable VR applications, photometric inconsistency, opensource approach, wearable personal assistant, audience-centered rethoric, engaged dialogism, post-photographic mu- seum etc.
Institutionaliseringerne og dermed akrony- merne har meldt sig: DigiCULT, ISMAR (International Symposium on Mixed and Aug- mented Reality), IJHCS (International Jour- nal of Human-Computer Studies), CHIRON (Cultural Heritage Informatics Research Ori- ented Network), ICHIM (International Cul- tural Heritage Informatics Meetings), CALI-
MERA (Cultural Applications: Local Institu- tions Mediating Electronic Resource Access), DIS (Designing Interactive Systems), Europe- ana – Connecting Cultural Heritage, Mu- seums and the Web, Journal of Computer As- sisted Learning, International Symposium on Virtual Reality, Archaeology and Cultural He- ritage etc.
Der er opstået et avanceret tværfagligt ek- spertfelt, i samspil mellem dels ABM-institu- tioner og humaniora dels teknologiuniversite- ter og medielaboratorier, og der opereres både lokalt, nationalt og overnationalt. Næsten alle former for dokumentation er blevet berørt af digital teknologi, bevaring, adgang og formid- ling er blevet præget af visualisering, 3D, interaktivitet etc. Institutionelt kan man i Skandinavien iagttage de nye forhold f.eks. i visionen Kulturarven til alle (2006) fra ABM- utvikling i Norge, i Midtvejsrapport fra Digita- liseringsudvalget(2008) fra det danske kultur- ministerium og i uddannelsesprogrammer på Högskolan i Borås i Sverige; et forskningspro- jekt ved Danmarks Biblioteksskole resulterer i en bog Digital formidling af kulturarv – fra samling til sampling(Multivers, 2009).
Publikationsmængden på feltet er efterhån- den næsten umulig at danne sig noget over- blik over; tre større internationale udgivelser er her taget frem – med henblik på nogle over- ordnede betragtninger frem for detaljeret kri- tisk præsentation.
International Society on Virtual Systems and Multimedia (VSMM) har siden 1995 været en af de konference- og projektplatforme der haft til formål at samarbejde de menneskelige, teknologiske og strategiske aspekter af virtuel reality og som har orienteret sig også (men ikke kun) mod kulturarvsområdet. Fokus på anvendelse af informatiksystemer og teknolo- giprocesser giver også hovedpræget til de pro-
157 ceedings der ligger fra organisationens oven-
nævnte konference Digital Heritagei Cypern i 2008; og med i alt 173 papers i tre bind over knap 1200 sider er det antagelig en af de stør- ste samlede udgivelser om kulturarvsdigitalise- ring overhovedet – unægtelig big boosting.
De mange papers kommer vidt omkring med gennemgange af avanceret fotografering, grafisk applikation, 3D-modellering, anima- tion, rekonstruktion og visualiseringsteknik, dvs. hvordan man i virtuelle omgivelser kan give overbevisende visuelle oplevelser af kul- turarvsartefakter og steder. Med det tekniske udgangspunkt og overvejende naturvidenska- belige præg gælder projekterne primært den materielle kulturarv, og der er koncentration omkring museumsområdet, arkæologien og bygninger. Eksempelvis er Citadellet i Bam i Iran blevet et internationalt tilløbsstykke som forskningseksperimentarium, fordi man også via den digitale kortlægning af dette World Cultural Heritage Site kan bidrage med gen- opbygningen efter jordskælvsødelæggelserne i 2003.
Men der er mange diskussioner af digitali- seringen både som videnskabelig dokumenta- tion og udveksling og som formidling til et bredere publikum, der er bidrag om beva- ringsteknikker og statistikanalyser, der er teo- retiske – fx semantiske og klassifikatoriske – vinkler på digitaliseringen og der er didaktiske og læringsmæssige metodikker i spil.
Meget bredt afspejles både det internatio- nalt samarbejde (fra Europa især Middel- havsområdet – bl.a. pga. arkæologitraditio- nen) og det tværfaglige/multidisciplinære og nogle papers garanteret ulæselige for humanis- tiske ABM-fagfolk. Det er projektvæld og projektvælde støttet af en mængde statslige og overnationale organisationer og med også mange hardware-interesser bag.
Noget mere overskuelige er to meget paral- lelle nye bøger om emnet Theorizing Digital Cultural Heritage (2007) og New Heritage (2008), to antologier med hver ca. 20 bidrag mere som essayformede artikler end konferen- ce-proceedings. Bøgerne har tilmed en ind- byrdes delvis overlappende institutions- og personkreds (bredt internationalt men med en stor vægt fra Australien). Det er aldrig nemt at anmelde antologier, mest rimeligt må det være at fastholde de strategiske ærinder, som her både er ganske tydelige og meget på linje med hinanden.
De hæfter sig begge netop ved at digitalise- ringen af kulturarv gennem de sidste 10-15 år typisk har været kørt i projektform, har været bundet op på politisk-administrative bevil- linger og styringer og er blevet afrapporteret stykvis og delt, bl.a. på konferencer som den ovennævnte. Det har betydet en tendens til mangel på samlet overblik, og at der helt grundlæggende har manglet sammenhængen- de teoretiske og metodiske blik – ” (…) a body of sustained critical thinking about the meanings and implications of the apparent transformations, challenges, and possibilities posed by communications technologies (…) digital technology has been largely unmapped in terms of a critical theory for cultural herita- ge per se, and for heritage institutions” (Theo- rizing,s. 3).
Bidragene arbejder præcist med kultur- arvsinstitutionernes vilkår under den nye teknologi, deres roller, images, funktioner, hi- erarkier, kontrolmuligheder etc. De har fat i den retorik der ligger omkring trussel, tab og redning – og som under sin patos ofte rent ud angår bevillinger, og fat i de mange og ofte overoptimistiske ideer om alles fremtidige samspil og det formidlingsmæssige nirvana.
De omhandler hvorledes mange normative
158 standarder i museumsverdenen – fx omkring
konservering – er blevet flyttet afgørende, hvorledes distinktioner omkring værdi (jf. fx
”Enestående National Betydning”) og faghie- rarkier bliver vanskeligere at håndtere, hvorle- des legitimiteten i autoritative fortolkninger kan undermineres og således også hvorledes selve begreberne om tradition, institution og samling må flytte sig efter eksistensen også af digitale materialer (’genstande’).
Spørgsmål omkring autenticitet optager mange bidrag og med den gennemgående holdning at autenticitetsforestillingen og -be- grebet må ophøre som stærk referencekatego- ri; autenticiteten er allerede overalt så under- mineret af replica og simulationer, historiske scenerier og nostalgic settings – bl.a. for turis- mens skyld – at det så langt fra er rimeligt at give nye virtuelle rekonstruktioner skylden for at forskyde eller vælte den.
Gennemgående er også påpegningen af at det ikke drejer sig ’kun’ om praktisk imple- mentering af digitale teknologier, men om alle de forbindelseslinjer der findes i kulturelle kompleksiteter af filosofisk, historisk, social, kunstnerisk, biologisk, geografisk og lingvis- tisk art. At lave virtuelle rum kræver ikke kun en scanner, men kontekstforståelse, sociale vinkler og viden om brugere – ud fra herme- neutiske og teoretiske rammer. Man må fx også vide noget generelt om folks læringsad- færd når de arbejder/leger med virtuelle syste- mer.
Der er væsentlige diskussioner af sted og rum – placeog space; mange af bidragene er optaget af den ikke-flytbare kulturarv og den store skala med urban hertiageog geo-storytel- ling,fx i spørgsmål omkring forankring af lo- kalidentitet over for globaliseringserfaringer, og andre er optaget af den psykologiske per- ception af rum.
I forhold til denne spatiale dimension er det vigtig at fastholde at medier udgør den anden dimension og kontekst. Der er og har været to hovedanskuelser på digitalisering: en der ser et teknologisk redskab til at gengive/remediere et artefakt, og en der ser en interaktionsform som udvider de involveredes erfarings- og op- levelsesengagement. Hvor det første under- streger det traditionelle (antikvariske) sam- lingsaspekt i fx et arkiv eller et museum, understreger det andet disse institutioners funktion som pædagogiske debatskabere og demokratiske indbydere til dialog dels mellem mennesker dels mellem fortid, nutid og frem- tid.
De to bøger taler tydeligt for den sidste op- fattelse og peger såldes på at installeringen af kulturarven i og gennem de nye medieteknik- ker, især repræsentationer af den materielle kulturarv, udfordrer selve vores forståelse af kulturarven – medierne og teknologien er ikke neutral. Selv med nok så effektivt over- raskende, forførende og underholdende digi- tale gengivelser og 3D-modelleringer af mate- riel kulturarv/artefakter er det ikke tilstrække- ligt at se på den blotte instrumentelle re-krea- tion og re-præsentation, det det er udveksling og sociale medier man har med at gøre. De nye medier er ikke enkle bærere, de påvirker forholdene, og de afstedkommer således også forstyrrelser og biases og efterlader (nye) blinde pletter i vores forståelse af fortiden.
Fortiden i spil, på spil og som spil! Både ad- gangen til, brugshastigheden i og økonomien bag teknologien er faktorer der i sig selv påvir- ker kulturarvsforestillingen og -oplevelsen.
Medierne er en del af budskabet, som McLu- han for 40 år siden sagde noget tilsvarende; og det må netop siges tit for det er typisk ikke op- fattelsen hos dem der bevilger pengene til di- gitalisering af officiel national kulturarv.
159 Begge antologierne har tematiske indde-
linger og omhyggelig tilrettelæggelse med mange referencer og illustreringer, og adskilli- ge af bidragene vil være velegnede som under- visningsstof på universitetsniveau – primært skrevet af universitetsfolk som de er. New He- ritage er nok den mest krævende af de to pga.
et generelt begrebsdiskuterende og -anfægten- de anlæg og en større opmærksomhed på den vanskeligere håndterbare immaterielle kultur- arv (intangible heritage), medens Theorizing har et tydeligere præg fra (museums)praksis- verdenen. Begge bekræfter de størrelsen af og perspektiverne i den igangværende digitalise- ringsdagsorden – men også uendeligheden i kombinatorikkerne og den tiltagende uover- kommelighed i at følge udviklingen og over- skue mulighederne.
I forhold til den metaforik ”marriage of new media and cultural heritage” som anven- des i New Heritage ligger det jo lige for at minde om at ægteskaber kan have det med ikke altid at køre lige godt; men den væsentli- ge sandhed i den forbindelse er at hverken se- paration eller skilsmisse overhovedet vil være mulighed i det ægteskab. Næppe heller selv om man minder om også en anden sandhed som den ene bogs ene redaktør, Fiona Came- ron, fastholder i den anden bog: ”(…) that di- gital heritage is a deeply political concept and practice” (New Heritage,s. 170).
Niels D. Lund, cand.mag. og ph.d., lektor Adresse:Videnskultur og vidensmedier, Danmarks Biblioteksskole,
Birketinget 6, 2300 København S.
E-mail:ndl@db.dk
