Museology Light
127Philipp Blom, To have and to hold. An Intimate History of Collectors and Collecting. Penguin Books, 2002. ISBN 0-140-29480-5.
Kan man tænke samlingen som sprog, og kan sproglige fremstillinger tage den form og kar- akter som fundamentalt er samlingens: ophob- ningen, sammenstillingen, systemet, repræsen- tationens og erindringens form? Ifølge Philipp Bloms To have and to hold – An intimate Histo- ry of Collectors and Collections er begge dele muligt, hvilket bogen på eksemplarisk vis be- kræfter. Disponeret i fire tematiske afsnit, der med få undtagelser bevæger sig fremad krono- logisk, præsenteres vi således for nogle af de mest kendte og mærkværdigste samlinger og samlere fra renæssancen frem til i dag.
Overskrifterne på afsnittene, A Parliament of Monsters, A Complete History of Butterflies, Incantations og The Tower of Fools, indikerer, at det sprog, der rummer Bloms samling af sære fortællinger, er båret frem af en forkærlighed for det barokke, for samlingernes mest kuriøse sider og for kuriøse samlinger i det hele taget.
Som læser fornemmer man snart støv og spin- delvæv, indelukkede lysfattige stuer fyldt til bristepunktet af læderindbundne bøger, rari- teter, kunstgenstande og hengemte præparater fra en for længst svunden fortid. Blikket er i bogen rettet mod det, der i en eller anden for- stand er odd, skævt, og som afviger fra de nor- mer, der synes at herske i den verden, der lig- ger uden for samlingernes besværgende rum.
Som bekendt er tendensen til at få øje på det, der viger fra normen ikke bare en, der kende- tegner mangen en samlers blik. Evnen til at se og skildre både blikkets og tankens forvent- ninger om, hvordan verden ser ud, er tillige drivkraft for mange litterære og billedkunst-
neriske værker. Museologisk set har samme egenskab været styrende for mange samlingers indhold eller har motiveret det greb, som har gjort en museumsudstilling overraskende, sær- ligt fængende og til noget andet, end det vi som beskuere måske forventede at finde.
En konsekvens af Bloms kuriøse optik er så- ledes også, at de mange samlinger, der er skabt ud fra andre forudsætninger og formål, som f.eks. at søge det typiske, regelrette og norm- skabende, stort set er udeladt. Kun kort næv- nes Carl von Linné, der trods det for efterti- den fuldstændigt afgørende projekt ”at forandre hele måden, hvorpå naturen gøres til genstand for undersøgelse” (s. 89), kun tildeles minimal opmærksomhed. Det samme gælder Comte de Buffon, der tog nogle af de første skridt til en teori om evolutionen og Charles Darwin, der næsten ironisk, reduceres til ”endnu en liden- skabelig samler og ormeekspert” (s. 91). Selv- følgelig er det nemt at beklage, at noget ikke er omtalt, der hvor det ellers nok kunne have tjent et formål, men at se det ”oversete”, er også en måde at erkende på. Plads er der således heller ikke blevet for en anden stor samler af netop det ordinære og typiske, arkæologen og muse- umsgrundlæggeren Pitt Rivers, hvis museum i Oxford (1885) realiserede taksonomien i en ty- pologisk form, indført i et etnografisk muse- um.1
Udeladelser som disse kan være målrettede nok og skærper så til gengæld blikket for sam- lerfænomenets kuriøse sider og for de omtalte samlinger som ”besværgelser”, en overskrift til et kapitel i bogen. Hvad der i denne henseen- de nedtones eller helt overses er, at mange af de nævnte samlinger repræsenterer, hvad der var deres tids videnskabsopfattelse, ligesom nogle af samlingerne (f.eks. Aldrovandis) leder på vej også til senere epokers videnskabelige kategoriseringer. Anatomen Dr. Ruysch æste-
128 tisk finpudsede præparater, der formodentlig har været makabre nok i al deres ligblege ynde, giver f.eks. også grund til at nævne en anden nulevende ”anatom”, Dr. Gunther van Hag- ens, også kendt som ”Dr. Død”, hvis udstil- ling Körperwelten, bestående af iscenesatte sili- conepræparerede kroppe, for nyligt har vakt stor opmærksomhed i flere europæiske storby- er. Det ”sære” er med andre ord måske altid knapt så sært og sjældent, ligesom det norm- dannende, regulære tillige rummer elementer af irrationalitet.
To have and to hold tager afsæt i en serie fortættede erindringer fra forfatterens egen barn- og ungdom, bekendtskabe med tre gamle mænd, der hver især var passionerede samler- naturer: tipoldefaderen, en samler af adelsslægt og en bibliofil jøde. På hver deres måde vakte de forfatterens interesse for samlerfænomenet, og med disse personlige minder in mente åb- nes der for et litterært, rablende raritetskabi- net af sprængladte, snørklede og detaljerede fortællinger. Den associative form, der binder personlige indtryk, historiske facts og videre refleksioner sammen til et narrativt forløb, spil- ler op til et andet træk ved både samlingens og samlerens væsen. Således det forhold, at per- ceptionen i det hele taget baserer sig på ”ind- samling”, at man får øje på noget nyt, fordi det mindede om noget, man kendte til i forve- jen, og at det perciperede dernæst kræver en eller anden form for orden.
I fortællingen om en manisk og uorganise- ret bogsamler, Sir Thomas Phillipps, hvis er- klærede ambition det var ”at eje et eksemplar af alle verdens bøger”, når samleren tilsynela- dende aldrig til det punkt, hvor behovet for systematisering melder sig. Efter samlerens død får det tillige fatale konsekvenser for samling- en, der trods sit omfang og uerstattelige karak- ter ikke bevares i sin helhed, men opløses og
sælges på auktion til tilfældige opkøbere. I re- lation til den gale bogsamlers manglende evne til at begribe systemet som en slags samlingens lov og i en sætning, der igen bringer sprog og samling sammen, hedder det:
The collector, like the reader, seeks to convince him- self that there is structure, that things can be ordered and understood, even if they seem to obey alien rules, or no rules at all. (s. 206)
Fra en indledende fortælling om Ulisse Aldro- vandis opsigtvækkende fund af en ”frygtelig drage” i 1572, samt en skildring af hans encyk- lopæiske renæssancesamling, bevæger vi os gen- nem andre af historiens mest kendte eller mest sære samlere, bl.a. Rudolf II i Prag, John Trade- scant the Elder (hvis samling senere blev til Ashmolean Museum i Oxford), hollænderen Dr Frederik Ruysch (som forvandlede døde kroppe til æstetisk betagende kunststykker), til Sir Hans Sloane (som samlede og favnede hvad, der skulle til for at lægge grunden til British Museum og Natural History Museum i Lon- don), Dr Franz Joseph Gall (lidenskabelig kraniesamler og ”frenologiens” fader, den foræl- dede lære om, at man ud fra hovedskallens form kan slutte sig til psykiske anlæg) og til en skild- ring af Dominique Vivant Denon (direktør for Louvre Museet fra 1792).
Om Denon hedder det, at han havde ”in- tentioner om at skrive en altomfattende histo- rie om maleriet fra begyndelsen til hans egen tid” (s. 115), et ønske, der bl.a. var inspireret af kunsthistorikeren Johann Joachim Winckel- mann. I litterært henseende blev det imidler- tid aldrig til mere end en undseelig pornogra- fisk roman, mens de mere seriøse planer om et kunsthistorisk værk i stedet blev omsat til kon- kret museumsarbejde og udstillinger, da Na- poleon i 1792 udpegede Denon til museums- direktør ved Louvre. Her skulle forestillingen
129 om ”museet som historisk lærebog” og disci-
plinært oplysende og moderne offentligt mu- seum for folkemasserne gennemføres med kro- nologiens hjælp, ud fra ideen om ”nationale skoler” og med lån fra naturvidenskabernes evolutionære princip. På denne måde bliver også beskrivelsen af Denon eksempel på bog- ens bærende stativ, forestillingen om at sam- lerfænomenet udgør en slags sprogligt materi- ale, og at samlingerne er dette sprogs varierede dialekter, ligesom samlerne er sprogets udråb- ere, autorer, retorikere, troubadurer og på an- den måde de, der artikulerer samlingens og tingenes tale.
Afslutningsvis lægges vejen omkring arkitek- ten og samleren Sir John Soanes hus i London, som rummer det museum, der fortsat står som en museal perle og et ”Museum over museet”.
Sloanes hus er på en gang poetisk memoriete- ater, dybstemt minderum, helskabt hyldest til det skønne i forfaldet og i fragmentet, og til alt, der ellers måtte kunne rummes inden for rammen af det ord, som er museum. I Philipp Bloms tætpakkede sprogkabinetter er der, li- gesom ”hjemme hos Sloane” og som på ”det gode museum”, således rigeligt at fortabe sig i og fare vild i, hvilket der da også er al mulig grund til at gøre.
Foruden historierne om bortløbne drager, gale fyrster, fornedrede kvinder, dissekerede babyer, drabslystne bibliotekarer, udstoppede negere og dødsangste milliardærere, giver en udgivelse som denne også i sig selv stof til ef- tertanke. For hvad betyder det, litterært set, at der kommer en bog, som genremæssigt og med et udtryk lånt fra fødevareindustriens reklame- terminologi, måske bedst lader sig beskrive som
”museology light” i sin sære blanding af histo- riske facts, underholdende gys, museologisk stof og subjektiv, småfilosofisk refleksion? Hvis bogen havde været en udstilling, ville den sand-
synligvis have hørt til i infotainmentgenren, en kombination af belærende stof formidlet i en
”underholdende”, ofte interaktiv form (der er således heller ikke noget, der forhindrer, at man læser bogen bagfra eller hopper rundt i den, som man lyster).
I den henseende kan To have and to hold må- ske anskues i forlængelse af den øgede interes- se, der i det hele taget har været for museet gennem det sidste 10–15 år. Den har ikke blot ytret sig i øget udstillingsproduktion, opførel- ser af nye museumsbyggerier, samt ny museo- logisk forskning, men har også sat sig spor i form af en ”museologisk litteratur” i bestsel- lergenren. I det lys giver den yderligere anled- ning til en kommentar. På trods af at de mange omtalte samlingers forskellighed, fremstår de på grund af det barokke skær forholdsvist ho- mogene. Der tages flere tilløb til at nuancere og reflektere over samlerfænomenets magi, men overvejelserne forbliver enten halvhjertede el- ler opløses i mindre interessante abstraktioner.
F.eks. som når det nævnes, at
Collecting as a philosophical project, as an attempt to make sense of the multiplicity and chaos of the world, and perhaps even to find in it a hidden meaning, has also survived to our day, and we find echoes of Rudolf ’s elaborate alchemy in every attempt to capture the won- der and magnitude of everything around in the realm of personal possession.
Eller de dukker sporadisk op i relation til en anden gennemgående tendens, understregning- en af samlingen som mausolæum, som et ud- tryk for død og afslutning og som angsten for samme og forsøget på at overvinde døden:
This is the shadow looming over every cabinet: The End. Collections have always had overtones of burial interment. Graves are filled with objects symbolic of future use, shoring up the deceased against irrevocable loss…
130 Foruden disse lidt højstemte fraser er ulempen ved den tætte forms mangel på dvælen ved et givent tema også, at meget bliver sagt uden at blive ført til ende. F.eks. kan det være svært at hænge på i farten, når vi præsenteres for muli- ge sammenhænge mellem pneuma, spiritus mundi, Isaac Newtons æter, Hegels Weltgeist og den dialektiske proces, som udlagt af Marx, på under en side. Og hvilket indtryk får man af alkymien og magiens sværtfattelige art, når også den præsenteres på en sides tekst? Der er mange navne i bogen på videnskabsfolk, filosoffer, kunstnere og konger, foruden samlerne selv, men rækken af gejstlige, museologiske og vi- denskabelige helte gør hverken en bog til kunst eller videnskab af den grund. På bogomslagets bagside foreslår en anmelder bogen til læsere for hvem emnet er nyt, men nogen museolo- gisk lærebog er det ikke.
Disse betragtninger kan afslutningsvist op- summeres i noget, der ligner et paradoks. Da Bloms bog formodentligt vil nå en bredere læ- serskare end mange af den museologiske litte- ratur, som ligger i den videnskabelige ende af skalaen, må den samtidigt ses som udtryk for den interesse, der eksisterer for museets mind- re synlige sider. De måder, vi sædvanligvis nær- mer os museet på, ligger således langt fra det der et eller andet sted i mylderet trods alt også er Bloms pointe, at synliggøre hengemte vær- dier, at erindre museerne som de engang blev til, ad snørklede veje, ved indsamling af gen- stande. Storstilede særudstillinger kombineret med besøget i museumscafeen, informations- materiale og museumsshoppens merchandise, medlemskab af museumsklubben eller det, en ny museologi har betegnet museet som cultural capital, emne for den begavede middagssam- tale og museet som socialt rum (med al respekt for det), ansporer ikke umiddelbart til at gøre sig tanker omkring en given samlings eksistens
eller om samlerfænomenet i det hele taget.2 I al sin letfordøjelighed og underholdende tone synliggør To have and to hold noget helt grundlæggende ved museet: at det er samling- ens sted, at det baserer sig på valg og fravalg, og at der står mennesker bag disse samlinger, ligesom de kan siges at være vokset frem blandt myriader af ting, hændelser og liv og af kom- plekse historiske ”omgivelser”, der nemt for- svinder i nye iscenesættende greb. Som almin- delig museumsgæst er det noget, man nemt kan glemme, fordi alle spor om, hvorfra samlingen kom, hvorfor den kom og fra hvem den kom, i reglen er slettet i udstillingen. Det er især i den henseende, at Phillip Bloms bog har vær- di. I al sin associative og barokke fremskriven af samlingens vildtvoksende ”lov” minder den os således om noget, der altid er baggrunden for enhver udstilling, som er indflettet i ting- enes tale, og som er helt fundamentalt for museets væsen.
N ot e r
1. Samlingerne blev ikke opstillet geografisk eller efter fundsted, men grupperede i stedet objekter af samme type fra mange forskellige steder i samlende afsnit. Under overskrifter som Magiske genstande, Menneskers gengivelse af dyr, Behandling af døde eller Brug af fugle eller dele af Fugle, var idéen at vise, hvordan forskellige former ud fra ydre træk kunne relateres til hinanden, og hvor- dan de besad fælles aner. Samlingerne skulle fortælle om menneskeligt fællesskab og fælles skæbne, et princip der iflg. Pitt Rivers ikke var:
“for the purpose of surprising anyone, either by the beauty or the value of the objects exhibited, but solely with a view to instruction. For this purpose ordinary and typical specimens rather than rare objects have been selected and arranged in sequence”. (Susan Pearce (ed.), Museum Stu-
131 dies in Material Culture. 1989)
2. Undtaget er selvfølgelig den type udstillinger, der jf. Philipp Blom netop gør museet selv og samlingen til genstand for fokuseret refleksion.
Line Hjorth
Utställningar, vad är det?
Exhibitions! The nature of exhibitions, What are they and could they be better? The Swedish travel- ling exhibitions experience. Institutionen för Miljövetenskap och Kulturvård vid Göteborgs universitet. 2003 (ISSN 1101-3303).
Utställningar som begrepp och högst levande verklighet dissekeras i en licentiatavhandling av Jan Hjorth, som gjort en lång yrkeskärriär inom Riksutställningar. Det drygt hundrasidiga arbetet lades fram i Göteborg i oktober 2003.
Att, som författaren säger, påstå att arbetet är gjort i den ”hermeneutiska traditionen” är kanske att ta i, då med detta avses endast att han varken ”väger och mäter” saker och ting, utan främst delar med sig av sina egna erfaren- heter i branschen.
Hjorth har fyra frågeställningar. Den första handlar om begreppet utställning, vad är det?
råder det någon konsensus kring begreppet?
Svaret blir egentligen nej, det finns oändligt många definitioner på begreppet ”utställning”.
Samtidigt bryter författaren ner olika slags ut- ställningar i sina enkla beståndsdelar, vad be- står de av? hur produceras de? vad är viktigt i denna process? Här presenteras en uppsättning
”case studies”, samt omdömen som producen- ter, skribenter och andra fällt om olika moment och komponenter i utställningsprocesser.
Den andra frågan handlar om relationen
mellan ett konstnärligt versus kommunika- tionsperspektiv i utställningsbygge. Denna re- lation har genom tiderna upplevts som pro- blematisk. Det brukar antingen bli ”för myck- et konst/design” eller ”för mycket pedagogik”
i det hela. Visst, så är det ju ofta, men vad det är som egentligen orsakar detta dilemma, dvs.
olika faktorer i utställningarnas tillblivelsepro- cess, i färdigheter och förutsättningar och inte minst produktionstraditioner, detta analyseras egentligen inte här. Vi får veta vad olika yrkes- människor och några forskare tycker, och på den punkten har författaren faktiskt lyckats plocka ihop många goda erfarenheter och ut- sagor av folk i branschen.
Genomgående är detta arbete dock snarare deskriptivt än analytiskt. Det verkar som om författaren inte riktigt kunnat bestämma sig för om detta är en handbok i utställningsbygge el- ler en analys av utställningar som fenomen och begrepp. Analysen är så pass tunn, eller helt från- varande, att det hela mer lutar åt det senare.
Men även som sådan blir den högst översiktlig.
Arbetets tredje fråga lyder: varför klagas det så mycket mer på utställningar efter att de öpp- nats, än på t.ex. film eller teater? Denna fråga svarar arbetet inte alls på. Och den fjärde hand- lar om interaktivitet, ”learning by doing” – hur förhåller sig museerna till detta? Denna fråga besvaras endast genom att räkna upp några få exempel i museer och Riksutställningar på ”vi- sitors participation” och ”computer terminals”.
Hjorths allmänna hypotes i starten är anta- gandet, att utställningar produceras i ett ekvi- librium mellan konst, kommunikation och funktion. Detta blir också resultatet av hans genomgång. Men det förblir oklart vad ”funk- tion” här egentligen betyder, eftersom förfat- taren uppehåller sig endast vid förhållandet mellan kommunikation och konst/design, och detta också på ett så pass ytligt ”statementplan”
