at the Shopping Mall
– en diakron konfrontation om selv, samfund og sociologi
1Michael Hviid Jacobsen
lektor
Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation, Aalborg Universitet E-post: [email protected]
Abstract
This article offers a diachronic confrontation between the sociological per- spectives of Erving Goffman and Zygmunt Bauman respectively. Due to their different locations in the history of sociology, as well as their diametrically opposed locations regarding substantial discussions within sociology, the con- frontation points to a variety of differences that may at first seem irreconci- lable but which, paradoxically, may end up supporting each other in certain specific thematic or empirical discussions. Some of these substantial diffe- rences pertain to the prioritized view of sociology (middle class versus under- class/underdog), the nature of self (shallow versus substantial/moral), the nature of society (distance versus proximity), and the role of political sym- pathies in sociology (neutral versus political). The author ends the chapter by postulating that despite their many obvious and fundamental differences, Goffman and Bauman may, in fact, offer mutually complementary and sup- portive views on how to understand the nature of society as well as the nature of sociology, with special reference to the topic of dehumanization on micro and macro levels respectively and to the mission of demasking dehumanized aspects of social reality.
Keywords: Erving Goffman, Zygmunt Bauman, consumerism, the self, soci- ety, morality, institutions, modernity, the role of sociology, micro versus macro, middleclass versus underclass sociology, dehumanization, metaphors
SOSIOLOGI I DAG, ÅRGANG38, NR. 3/2008 37–71
Konfrontationer
Der findes en mangfoldighed af vidt forskellige kriterier for og måder, hvorpå man kan konfrontere, modstille og evaluere samfundstænkere og samfundste- orier i forhold til hinanden – man kunne kalde dem for forskellige ’parametre’, og modstillingen kunne bestå i at lokalisere disse samfundstænkere og indpla- cere dem på forskellige ’skalaer’ i relation til en række særligt udvalgte aspekter af deres teorier (Campbell 1981:25ff ). Man kan bevidst udse sig diametralt modsatrettede tænkere fra hver deres teoretiske tradition eller ståsted for at skærpe kontrasten, eller man kan udvælge tænkere, der blot marginalt adskil- ler sig fra hinanden for at påpege nuanceforskelle og mere uanseelige indbyr- des uenigheder. Man kan også sammenligne samfundstænkere ud fra, hvorvidt de skriver i den samme tidsperiode og derfor kan forventes at dele en vis ople- velses- og tidshorisont, eller man kan gøre det på baggrund af, at de måske netop har skrevet på vidt forskellige historiske tidspunkter og derfor har set vidt forskellige ting. Således findes der altså både synkrone og diakrone kon- frontationer, når man ønsker at bringe samfundstænkere i spil med og mod hi- nanden. Slutteligt kan man også vælge at modstille samfundstænkere ud fra enten centrale og fundamentale antagelser i deres respektive teoretiske uni- verser, eller man kan vægtlægge mere perifere træk fra randområderne af deres arbejder. Konfrontationsmåden afhænger således i sidste instans af ens inter- esse og ærinde, og resultatet af udfaldet afspejles dermed også heraf.
Denne artikels konfrontation mellem henholdsvis Erving Goffman og Zygmunt Bauman sætter sig bevidst på tværs af og kombinerer alle disse om- talte måder at gribe en intellektuel konfrontation an på. For det første træk- ker den markante grænser op, fordi den tager afsæt i to sociologer, der på en lang række åbenlyse områder nærmest udgør hinandens diametrale modsæt- ninger. For det andet er konfrontationen diakron i den forstand, at der er en vis tidsmæssig forskydning mellem de to forfatterskaber på to-tre årtier. Hvor Goffmans forfatterskab således sluttede med hans alt for tidlige død i starten af 1980’erne, tog Baumans forfatterskab – selvom han dog forud herfor havde publiceret i en længere årrække i Polen før sit engelske eksil i begyndelsen af 1970’erne – først for alvor fart fra midten af 1980’erne. Det betyder, at mens Bauman har haft mulighed for at læse og forholde sig eksplicit til Goffman, har sidstnævnte derimod ikke været beriget med en tilsvarende mulighed.
Goffman havde dermed ingen mulighed for at udtale sig om Baumans virke, eftersom Bauman i Goffmans levetid var mere eller mindre ukendt i brede so-
ciologkredse (og måske særligt i amerikanske sociologkredse), mens de få gange, hvor Bauman eksplicit forholder sig til Goffman, er det hverken på en synderligt systematisk eller sympatisk indstillet måde.2Således afslog Bauman at skrive et bidrag om Goffman til en nyligt redigeret antologi (Jacobsen 2009), givetvis fordi han enten ikke fandt, at han kunne bidrage med et nyt eller substantielt blik, eller måske fordi han af høflighed ikke fandt, at han kunne levere et synderligt flatterende bidrag. Slutteligt forsøger denne kon- frontation både at fokusere på centrale såvel som mere perifere aspekter af de to sociologers perspektiver og forståelser for at illustrere, hvordan, hvorfor og med hvilke sociologiske konsekvenser de adskiller sig fra hinanden.
Men hvorfor overhovedet modstille netop Bauman og Goffman? Der er såvel personlige som mere substantielle årsager hertil. De personlige årsager skal lokaliseres deri, at jeg i en årrække selv har beskæftiget mig indgående med netop Goffmans og Baumans forfatterskaber (jf. f.eks. Jacobsen & Kris- tiansen 2002, 2006; Kristiansen & Jacobsen 2009; Jacobsen 2004, 2009; Ja- cobsen & Poder 2008), hvorfor jeg følte mig ganske godt udrustet til at foretage en kort kritisk komparation af netop disse to tænkere. Det substanti- elle skal derimod ses deri, at det for det første er sjældent i sociologien, at Goff- man og Bauman overhovedet konfronteres eller bringes i dialog med hin anden, og for det andet fordi deres forfatterskaber på en lang række punkter – som denne artikel vil gennemgå en del af – udgør skærende kontraster i forståelsen af individ, samfund, socialt samspil, moral og sidst men ikke mindst sociologi.
Desuden kan en modstilling af netop disse to individuelle bidragydere til den sociologiske videnskab fortælle os noget mere grundlæggende om de kontro- verser, der i bredere forstand præger sociologisk tænkning – f.eks. i forhold til mikro versus makro, deskriptiv versus normativ, individ versus samfund, fri- hed versus kontrol osv.
I denne artikels konfrontation møder vi således på den ene side hen- holdsvis Erving Goffman, den store mikrosociolog fra midten af det 20. år- hundrede, og på den anden side Zygmunt Bauman, den store moralsociolog fra slutningen af det 20. århundrede og starten af det 21. århundrede. Trods deres vidt forskellige tidsmæssige udgangspunkter og sociologiske nedslags- områder var og er de begge – på hver deres unikke måde – optaget af det men- neskelige selv og konsekvenserne heraf for social samhandling og socialitet.
Hvor det som nævnt af naturlige årsager ikke var Goffman forundt at læse og forholde sig til Bauman, forholder Bauman sig imidlertid fra tid til anden til Goffmans sociologiske perspektiv, og som oftest på en særdeles kritisk måde.
For Bauman repræsenterer hele den verden, Goffman beskriver, et selvoptaget og overfladisk samfund, hvor interessen for andre mennesker kun strækker sig så langt som til at være valideringsredskaber for ens egen identitetsskabelse.
Den centrale forskel mellem Goffmans og Baumans perspektiv er således i ud- gangspunktet, at Goffman – i det mindste i mange udlægninger og forståelser – beskriver en verden af kynisk manipulerende mennesker, der med deres selv- præsentation og indtryksstyring er overfladiske og uden reel indlevelse i andre.
Heroverfor står så Bauman, der præsenterer en markant moralsk sociologi, hvor det er det moralske ansvar og selvopofrelsen for ’den Anden’, der udgør fundamentet for en socialitetsform, som – i det mindste som utopi – udgør selve samfundslivets maskinrum. Ydermere: Hvor Bauman i udgangspunktet ser verden ud fra et underklasseperspektiv – fra de svages synspunkt – betrag- ter Goffman det derimod mere ud fra et middelklasseperspektiv. Og sidst men ikke mindst har disse væsensforskellige udgangspunkter og forståelser også grundlæggende konsekvenser for, hvordan de hver især forstår sociologiens rolle og betydning i samfundslivet. Alt i alt kunne man nærmest ikke fore- stille sig to sociologer, der havde mindre til fælles, men ikke desto mindre for- søger artiklen – gennem en indledende konfrontation og en afsluttende dialog mellem Goffman og Bauman – at kaste lys over, hvorledes de trods disse ind- byrdes forskelle alligevel præsenterer beslægtede perspektiver i forhold til kri- tikken af den institutionelle dehumanisering, der kendetegner det moderne samfund. Derudover tilbydes afslutningsvis en mere principiel pointering af, at relativ abstrakt samfundsteori på makroniveau – som Bauman repræsente- rer – og en empirisk forankret teori på mikroniveau – som Goffman tilbyder – gensidigt kan befrugte og berige hinanden. I sin modstilling af en ’kritisk’
og en ’pragmatisk’ tradition i nyere fransk sociologi konstaterede Thomas Bé- natouïl således først følgende og stillede så dernæst et relevant spørgsmål:
Sammenligningen af sociologiske teorier kan udføres med flere forskellige formål i sigte – historiske, kontroversielle eller begrebslige – men kan forekomme at være helt og aldeles uanvendelige med hensyn til de implikationer, disse sammenlig- ninger har for sociologisk forskning. Fordi socialteori ofte er indifferent i forhold til den faktisk empiriske sociologis problemer, hvordan kan en slags højtravende komparativ epistemologi overhovedet vise sig interessant for sociologer og deres feltarbejde? (Bénatouïl 1999:379).
Dette er, som man siger, et godt spørgsmål. Jeg vil som nævnt afslutningsvis i artiklen kortfattet forsøge at vise, hvorledes mere abstrakte makro-orienterede
forståelser kan medvirke til at kaste lys over et konkret mikrofelt og vice versa.
Det er denne interesse i at forene mikro og makro og forestillinger om indi- vid og samfund, der ansporede mig til at skrive denne artikel.
Den oprindelige inspiration til denne artikel, og ikke mindst til dens eng- elske titelvalg, skal imidlertid lokaliseres i Lauren Langmans (1992) fantas- tiske analyse af fremmedgørelsesaspektet hos henholdsvis Erving Goffman og Karl Marx i essayet ”Alienation and Everyday Life: Goffman Meets Marx at the Shopping Mall”. Langmans interessante pointe er, at Goffmans forfatter- skab kan læses som et særligt mikroperspektiv på den mere overordnede mo- derne fremmedgørelsesproblematik, som Marx så eminent beskrev. Goffman betragtes ellers ofte som en tænker, der ikke havde øje for tematikker som so- cial ulighed, fremmedgørelse og magt. Samtidig skrev Goffman sine mest be- rømte bøger – f.eks. The Presentation of Self in Everyday Life (1959) – i en tid, hvor nutidens forbrugersamfund, og med det forbrugerisme som livsstil, endnu kun var i sin vorden. Langman fastslår imidlertid, at ”Goffmans ana- lyser af selvpræsentation og hverdagslivets interaktionsritualer, og strategierne til at vinde interpersonelle og materielle spil inden for konteksten af forbru- gerkulturen, afspejler karakteren af den moderne fremmedgørelse” (Langman 1992:108). Den moderne kapitalismes forbrugerisme er således fremmedgø- rende og kommercialiserende – i særlig grad når det gælder mellemmennes- kelige ansigt til ansigt-relationer. Og her ville Bauman sandsynligvis hævde, at vi i dag, mere end nogensinde tidligere, lever i et sådant forbrugersamfund og oplever dets patologiske konsekvenser (Bauman 2007) – et forbrugersamfund, hvor selv vores mest intime følelser og forhold er funderet på forbrugeristiske forestillinger (Bauman 2003). Forbrugsverdenen er en gennemprivatiseret og asocial verden, hvor den offentlige fremtræden kun har til formål at validere det enkelte menneskes selvidentitet snarere end at skabe fundament for soli- daritet og sammenhold (Brittain 1977), og mennesker færdes nu i stigende grad i såkaldte ’forbrugskatedraler’ (George Ritzers rammende begreb for nu- tidens indkøbscentre), hvor de følelsesforladte og indlevelsestømte overfla- despil og mismeetingsmellem mennesker, der ikke stikker dybere end den rene funktionalitet, udfolder sig. Koblingen mellem ’det offentlige’ og ’det private’, der tidligere var så central for samfundets sammenhængskraft, er nu både i fy- sisk-rumlig som i overført betydning en saga blot (Bauman 1999).
Men jeg foregriber allerede mig selv nu. Nedenfor vil jeg først sammen- holde afsættet for Goffmans og Baumans teoretiske positioner i forhold til et klasseperspektiv. Dernæst vil jeg modstille deres menneskesyn og samfundssyn
for at vise de divergerende forståelser, der præger og er indlejret i deres per- spektiver. Dette fører mig til en modstilling af deres opfattelse af sociologiens mission og rolle for afslutningsvis at forsøge at angive mulige fællesnævnere, berøringsfalder og overlap, hvor deres respektive teoretiske perspektiver – på makro- og mikroplan – gensidigt kan berige hinanden.
Samfundet set fra middelklassen – samfundet set fra underklassen
Ifølge Alfred Schütz (2005:29-30) udgør et menneskes ’biografiske situation’
et væsentligt afsæt for dets forståelse og typificering af den omverden, det er en del af. En af de få biografiske fællesnævnere for Bauman og Goffman er deres jødiske opvækst, men til trods herfor har deres jødiske baggrund taget afsæt i væsensforskellige levevilkår og måske også haft væsensforskellige be- tydninger for deres liv og virke senere hen. For Baumans vedkommende vok- sede han op i en fattig jødisk-polsk familie i Poznan i mellemkrigstiden, og han måtte under Anden Verdenskrig leve i eksil i Sovjetunionen og senere på grund af antisemitisme og politisk forfølgelse i 1960’ernes Polen søge tilflugt i Stor- britannien (Tester & Jacobsen 2005:17ff ). I Goffmans tilfælde var den jø- diske opvækst næsten samtidig med Baumans, men i en bedrestillet russisk-jødisk immigrantfamilie i Canada, hvorfra han fik et solidt uddannel- sesmæssigt afsæt for senere at flytte til USA først i forbindelse med sit ophold ved University of Chicago og senere ved en række andre universiteter (Burns 1992:9ff; Fine & Manning 2003; Winkin 1988). Hvor Bauman således har oplevet skyggesiden af sin jødiske herkomst, hæmmede den tilsyneladende ikke Goffman. Dermed har den jødiske baggrund som biografisk situation gi- vetvisogså på forskellig vis formet deres forskellige måder sociologisk at for- holde sig til, begribe og foretage beskrivelser og analyser af samfundet på.
En grundlæggende forskel mellem Goffman og Bauman er åbenlyst deres sociologiske ståsted. Hvor Goffman oftest fremstilles som en empirisk funde- ret sociolog, der begrebsliggør middelklassens oplevelse af verden, er Bauman derimod snarere en teoretisk funderet sociolog, hvis diagnoser tager afsæt i, hvordan samfundets svageste grupper oplever verden. Goffman karakteriseres i almindelighed således som en sociolog, der med sine analyser af interakti- onsritualer, etiketter og identitetsarbejde i ansigt til ansigt-sammenhænge tog afsæt i den amerikanske middelklassekultur, som den kendes fra midten af det 20. århundrede (jf. Gonos 1980). F.eks. konstaterede Alvin W. Gouldner om
dette middelklasse- eller mellemlagsperspektiv i Goffmans dramaturgiske ar- bejder:
[Goffmans] dramaturgiske syn på samfundslivet genspejler den nye middelklas- ses følelser og forestillinger: ’swingeren’ i økonomiens serviceproducerende sektor, den statusbevidste, professionelle og bureaukratiske funktionær og de uddannede middelklasse snarere end de ejendomsbesiddende grupper … Erving Goffmans so- ciologi er efter min mening en komplekst artikuleret teoretisk fremstilling, der afspejler den nye uddannede middelklasses oplevelser. Denne oplevelse har gene- reret nye opfattelser af det, der er ’virkeligt’ i den sociale verden (Gouldner 1970:381, 388).
Goffman vedkender sig også selv sin mulige middelklasse-bias i forordet til bogen Anstalt og Menneske [Asylums], hvori han skriver: ”I øvrigt vil jeg gerne medgive, at mit synspunkt måske nok i lidt for høj grad er middelklasseman- dens; det er tænkeligt, at jeg har bekymret mig for meget om vilkår, som under- klassepatienter har klaret uden større besvær” (Goffman 1961/1967:6). Men mens nogle har hævdet, at Goffman repræsenterer et perspektiv fra ’underver- denen’ (Dawe 1973), er han dog oftest blevet anset som en repræsentant for amerikanske middelklasseværdier og som en eksponent for det borgerlige sam- funds dyder og idealer. Luc Boltanski (1973) viste således, hvorledes der i Goff- mans forfatterskab i over en tredjedel af beskrivelserne af adfærdsformer er tale om eksempler fra middelklassejob og professioner, der har en højere sam- fundsstatus. Eksempelvis trækker hele hans mesterværkThe Presentation of Self in Everyday Lifepå rurale som urbane middelklasse-problemer og middelklasse- situationer, når vi med illustrative beretninger fra Shetlandsøerne hører om den sirlige opstilling af stole ved middagsbordet, om udsmykningen af facader på huse eller om benyttelsen af tjenestefolk til at servere selv det mest ordinære måltid som en integreret del af den ønskede selvpræsentation (Goffman 1959).
Det er således i vid udstrækning det enkelte selvs genvordigheder i mødet med andre selv, der i de fleste bøger udgør Goffmans hovedærinde.
Selvom han anvendte en række forskellige metaforer så som ritual, spil og te- ater til at indfange og indramme samfundslivet (Jacobsen & Kristiansen 2006), er det nok teatermetaforen, der for eftertiden fortrinsvis forbindes med hans perspektiv. I teatermetaforen er fokus på, hvordan selvet gennem ’indtrykssty- ring’ sikrer sig mod angreb og krænkelser i konkrete samhandlingssituationer. De mennesker, der interesserer Goffman, er oftest dem, der befinder sig i ’mellem- lag’, og på den måde bygger han videre på C. Wright Mills’ beskrivelser af de ’vel-
fornøjede robotter’ i funktionærjobs, David Riesmans ’ydrestyrede menneske’ og William Whytes ’organisationsmenneske’, der var så fremtrædende tematikker i 1950’ernes og 1960’ernes amerikanske sociologi som en kritik af det frem- voksende massesamfund. Det er enten det almindelige menneske i hverdagens flygtige møder på gader, restauranter eller i elevatorer, der optog Goffman, eller ansatte og indsatte i såkaldt ’menneskebehandlende institutioner’, der udgjorde hans casemateriale. Som konsekvens heraf var Goffman både apolitisk og ahis- torisk – han beskriver nøgternt de situationelle spil, der udfolder sig i samfun- dets mikroskopiske sammenhænge. Dette vender jeg tilbage til. Hele Goffmans forfatterskab emmer derfor af middelklasseværdier og middelklasseproblemstil- linger. Det drejer sig ikke om store spørgsmål om overlevelse eller om social ulig- hed og uretfærdighed – Goffmans ’samhandlingsorden’ er et sted, hvor der ganske vist udkæmpes kampe, men hvor de forbliver forholdsvis overfladiske og episodiske. Selvom han anerkender, at samhandlingsordenen er et domæne, hvor strukturelle forhold spiller ind, er det ikke en tematik, han forfølger systematisk, og det er først i hans sidste udgivelse – der udkom efter hans død – at han for- holder sig eksplicit til relationen mellem mikrosituationer og makrohistoriske forhold (Goffman 1983/2004a).
I modsætning til Goffman repræsenterer Baumans sociologi et syn på sam- fundet ’fra neden’ eller fra dets marginaliserede randområder, hvormed menes, at han konsekvent og kategorisk tager de svagestes parti og tager afsæt i de svagestes livssituation. Hans sociologi ser på samfundslivet og dets konse- kvenser, som det opleves af de marginaliserede, de udstødte, de undertrykte, de mismodige, de svigtede. Han er, kort sagt, de svages sociolog, og hele hans utopi for et bedre samfund er, hvad han kalder a utopia of the underdog(Bau- man 1976). Baumans ’helte’ eller ’heroiske idealtyper’ er således ikke som hos Goffman middelklassemennesker med middelklasseproblemer, men derimod de mennesker, der under umenneskelige vilkår kæmper for eller formår at for- blive menneskelige. Igennem årene har han således skrevet om en lang række af disse mennesker, der oplever konsekvenserne af såvel abstrakte og anonyme sociale kræfters spil som globalisering, individualisering og stratificering som decideret menneskelig ondskab i form af nazistiske bødler eller moralsk in- differente bureaukrater. I de tidlige år var det særligt den fremmedgjorte pol- ske ungdom eller arbejderen på stålværket i et kommunistisk diktatursamfund, han interesserede sig for (Tester & Jacobsen 2005). Dernæst ’opdagede’ han arbejderklassen som legemliggørelsen af lidelse og nød (Bauman 1982), for senere at blive optaget af den særligt jødiske oplevelse af folkemord og forføl-
gelse gennem det 20. århundrede. Herefter var det de mere abstrakte beskri- velser af ’den Andens’ eller ’den fremmedes’ genvordigheder i den postmo- derne verdens kontingens, han beskrev, for i de senere år at vende sig mod ofrene for globaliseringen – den nye ’underklasse’ af ’menneskeligt affald’ og
’forspildte liv’, der kæmper en daglig uvindelig og uværdig kamp for mennes- keværdige livsvilkår (Bauman 1998a, 1998b, 2004). På den måde kan Bau- mans forfatterskab læses som en lang lidelsessociologisk odyssé, hvor det er mennesker, der oplever lidelse, krænkelse og overgreb, som præsenteres (Ja- cobsen & Marshman 2008b). Bauman er derfor vedvarende optaget af lidelse, fordi det sætter det moderne eller flydende moderne samfundet i relief og viser os, at selvom mange lever et liv i hidtil uset frihed og forbrugeristisk overflod, er der mange andre, der henslæber et liv under uforståeligt umenneskelig om- stændigheder både i vores egne samfunds randområder og under fremmede himmelstrøg. Samtidig dokumenterer han en vis historisk kontinuitet og sta- bilitet i menneskelig lidelse – selvom det måske ikke altid er nøjagtigt de samme grupper, der er ofre for overgreb, svig og nedgørelse, er der altid nogen, der lider, og det er altid dem, der befinder sig på samfundets bund.
Goffman og Bauman adskiller sig således i særlig grad i forhold til, hvilke livsoplevelser deres beskrivelser og analyser af samfundet tager afsæt i. Hvor Goff- man anlægger et markant middelklasseperspektiv med en vægtlægning af hver- dagslivets normalitet (også selvom han naturligvis i visse dele af forfatterskabet var særdeles optaget af afvigelse i form af stigmatiserings- og stemplingsprocesser), er Bauman betydeligt mere interesseret i at betragte det moderne og postmoderne samfund fra dets menneskelige skyggesider. Han ser på konsekvenserne af det moderne samfund og dyrker derved – måske i disproportioneret grad – ’det dys- tre sociale og kulturelle udviklingsspor’ (Carleheden 2006:267). Hvorvidt dette skyldes deres forfatterskabers egne forskellige biografiske udgangspositioner og livssituationer – Goffmans integrerede jødiske middelklassebaggrund i Canada og Baumans fattige polsk-jødiske baggrund som forfulgt minoritet – kan jeg her kun gisne om, men der er næppe nogen tvivl om, at både Goffmans og Baumans egne oplevelser har påvirket det blik, de anlægger på den sociale verden.
Modsatrettede menneskesyn
Som konsekvens af – eller måske snarere som afsæt for – deres divergerende
’klasseperspektiver’, hvorfra de anskuer den sociale verden, repræsenterer de
også væsensforskellige syn på henholdsvis individ og samfund. Bauman har en- gang hævdet, at alle sociologiske teorier hviler på såkaldte ’kognitive a priori’, der former samfundsforskerens syn på og forståelse af vedkommendes om- verden (Bauman 1967:12). Synet på individ/selv og samfund er arketypiske eksempler på tematikker, hvor man i særlig grad kan se karakteren af sådanne kognitive a priori, men eftersom der med Goffman og Bauman er tale om særdeles omfattende forfatterskaber og teorikomplekser, vil jeg her nøjes med blot at tegne konturerne af deres respektive forståelser af selv og samfund for at fremdrage kontrasterne mellem dem.
Hvor Goffman til tider trak på et mere durkheimiansk perspektiv på so- cialt liv som ritual, hvorved mennesket gennem sin daglige respekt og rituelle omsorg for andre mennesker bekræftede selve samfundets eksistens som en social kendsgerning – et durkheimiansk perspektiv, som Bauman i alminde- lighed finder konformt, tingsliggørende og undertrykkende, fordi det negli- gerer det enkelte menneskes frihed og forståelse af sig selv og sin omverden (jf.
Bauman 2005)3– og til andre tider trak på en mere performativ eller post- moderne metafor om selvet som et kynisk manipulerende overfladeselv per- sonificeret som en optrædende på den sociale scene foran et iagttagende publikum, er Bauman derimod kraftigt inspireret af den fransk-litauiske filo- sof Emmanuel Lévinas (1969), der med sin moralfænomenologiske teori om den asymmetriske relation mellem ’den Første’ eller selvet og ’den Anden’
skabte et skelsættende alternativ til mere egofokuserede forståelser, hvor fokus således fundamentalt forskydes fra selvet til den Anden. Ifølge denne forstå- else er det, noget forsimplet gengivet, kun gennem den Anden, at selvets po- tentiale (for at hjælpe og for at adlyde anmodningen om hjælp) ultimativt kan realiseres (Bauman 1993:47ff ). Væren-forer således vigtigere end væren-med, og for Bauman, som for Lévinas, er det netop i mødet mellem mennesker – mellem et stærkt selv og en svag Anden – at en betingelsesløs nærhedsmoral aktiveres. Denne nærhedsmoral er ifølge både Bauman og Lévinas præsocial, og moral kommer derfor før ontologi. I dette møde fremtræder den Anden for selvet som et ’ansigt’ – som et subjekt, som en bærer af fordringer. Hos Bau- man adlyder man således ikke en nedfældende love eller anonyme eller ab- strakte regelsæt, men derimod et andet menneskes uartikulerede anmodning om hjælp. For ham aktualiserer mødet med den Anden den iboende morals - ke impuls, som mennesket er udstyret med, allerede før ’samfundet’ træder til med nedskrevne forordninger og forpligtelser. For ham rummer selvet altså et potentiale – eller måske snarere en iboende tilbøjelighed – til at kunne handle
moralsk, og selvom det ikke nødvendigvis betyder, at individet altid handler moralsk, så vil Bauman hævde, at der i så fald er noget (f.eks. Samfundet, Sta- ten, Partiet eller Føreren), der formår at suspendere, forstyrre eller opløse denne iboende moralske sans. Det er således kun et autonomt selv, der kan handle moralsk – moral kan ikke påtvinges udefra.
Allerede tidligt i sin karriere i Polen forholdt Bauman sig til forskellige opfattelser af mennesket i sociologien, og han har lige siden konsekvent for- svaret et humanistisk, aktivistisk og kreativt menneskesyn i modsætning til et mekanistisk. Som han skriver: ”Menneskelige handlinger er ikke kun ’reak t- ioner’, men også ’skabelsesakter’. Hvis vi fra den menneskelige handling fjer- ner alt det, der bestemmes af ’input’-variable, vil der stadig være noget tilbage”
(Bauman 1967:14). Dette ’noget’ er netop det, der gør handlingen mennes- kelig; det, der sikrer menneskelig autonomi. Menneskelig handlen – ligesom det menneskelige selv – er uforudsigelig og kan ikke sættes på formel. Det er forsvaret for dette autonome menneskesyn, der videreføres særligt i Postmodern Ethics(1993) og andre bøger fra samme periode, hvor det er selvets omtalte moralske ansvar for den Anden, der optager ham. Selvom Bauman ofte klas- sificeres som postmodernist – hvilket Goffman faktisk også ved flere lejlighe- der er blevet (Vester 1989) – er det imidlertid ikke et postmoderne selv forstået som en kamæleonagtig, æterisk eller formløs masse, han fremstiller. Det er et selv, der – frisat fra modernitetens konformitetsbaserede etiske tyranni – er sig sit moralske ansvar bevidst, men som nu skal handle og træffe valg under ambivalente og kontingente vilkår. Det er samtidig et selv, der med sit ansvar for den Anden aldrig kan tillade sig at trække sig tilbage i en tilstand af selv- tilfredshed. Som han skriver: ”Det moralske selv er et selv, der altid er hjem- søgt af mistanken om, at det ikke er moralsk nok” (Bauman 1993:80). Det er desuden et selv, der i sidste instans er villig til at ofre sig selv, udslette sig selv og dø for at hjælpe den Anden: ”Den største gave, et menneske kan tilbyde et andet, er livets gave. ’At dø for den Anden’ er den ultimative etiske handling, mod hvilken al moral kan måles” (Bauman 1992:200).
I forhold til Goffmans forfatterskab findes der findes mange forskellige fortolkninger, udlægninger og læsninger, der vidner om kompleksiteten af hans ellers på overfladen ganske tilgængelige arbejde (Jacobsen & Kristiansen 2009). I forhold til hans forståelse af selvet har der imidlertid hersket udbredt enighed om, at han indskriver sig i et perspektiv, hvor individet eller selvet, i en machiavellisk forstand, opfattes som kynisk, opportunistisk, strategisk og manipulerende (jf. f.eks. Friedrichs 1970; Jacobsen & Kristiansen 2002:188ff;
Gouldner 1970; Lyman & Scott 1970; MacIntyre 1969; Martindale 1960;
Morris 1977; Zeitlin 1973). Selvom der også findes et umiskendeligt moralsk eller durkheimiansk spor i forfatterskabet, hvor selvet gennem anerkendende høflighedsadfærd som nævnt ovenfor drager rituel omsorg for den sociale si- tuation og dens deltagere (Collins & Makowsky 1993; Jacobsen & Kristian- sen 2002, kapitel 4; Jacobsen & Kristiansen 2008),4læses dette af de fleste stadig som udtryk for, at selvet mest af alt er bange for at tabe ansigt snarere end udviser interesse for at drage oprigtig omsorg for eller søge indlevelse i andre. På mange måder er Goffmans selv i det hele taget dybt afhængig af de til enhver tid tilstedeværende muligheder for selvpræsentation og selvvalide- ring – kort sagt af andre – og derfor er selvet ikke noget varigt eller stabilt. Mi- chael L. Schwalbe skriver således om Goffmans opfattelse af selvet:
Goffmans utallige analyser viser, at i udførelsen af selvpræsentationer må men- nesker ofte benytte sig af signaludstyr, som de ikke selv har valgt; at dette signal - udstyrs mening ikke er bestemt af personen, som bruger det; at de regler eller koder, som gør det muligt for mennesker at anvende signaludstyret ikke er skabt af dem selv; at nogle mennesker kun har begrænset adgang til visse former for sig- naludstyr; at et signals mening også er bestemt af den kontekst, hvori det anven- des; og at en selvpræsentations mening til syvende og sidst skabes i samarbejde med et publikum (Schwalbe 1993:336).
I Goffmans forståelse af selvet er der dermed ikke tale om et egentligt sub- stantielt indhold, men det drejer sig mere om de tilgængelige procedurer, tek- nikker, manøvrer og metoder (’signaludstyret’), som mødet med andre mennesker fordrer, at man mestrer, hvis dette møde – og dermed ikke mindst ens ’selvpræsentation’ – skal være succesfuldt. Hvor Baumans moralske selv således skal ’forstyrres’ eller påvirkes af udefrakommende faktorer for at få for- vansket eller fordærvet sit iboende, præsociale moralske potentiale, er det hos Goffman snarere gennem det ’udefrakommende’ signaludstyr, der stilles til rådighed for selvet, at dets mulighed for selvpræsentation overhovedet mulig- gøres. Opfattelsen af ’det tomme menneske’, der ellers oftest tilskrives Michel Foucaults forfatterskab (Heede 2004), er dermed – om end af ganske andre årsager – også en rammende betegnelse for Goffmans selv.
Dette er måske ikke så underligt, når man påtænker, at Goffman i ud- gangspunktet definerer selvet som en ’dramatisk effekt’ – som en overflade, en maske eller en fremført rolle – og ikke som en substantiel kerne, en psyko- logisk personlighed eller en biografisk/organisk enhed. Selvet er således et re-
sultat af såkaldt ’indtryksstyring’, snarere end en årsaghertil, og selvom Goff- man fra tid til anden uforvarende omtalte ’vores alt for menneskelige selv’, der prekært lurer bag vores optræden og frygter for afsløring ved fejltrin, er selvet i hans terminologi et produkt af den indtryksstyring, der praktiseres i inter- aktionen med andre:
Selvet, betragtet som en fremført rolle, er altså ikke en organisk ting med en be- stemt placering, med den fundamentale opgave at blive født, modnes og dø. Det er en dramatisk effekt, som på en diffus måde fremtræder af den scene, som op- føres, og det karakteristiske, afgørende spørgsmål er, hvorvidt det vækker tillid eller ej (Goffman 1959:245).
Faktisk lå det ham slet ikke på sinde at afklare, hvad selvet egentlig er. Andet- steds skriver han derfor: ”Hvad en samhandlingsdeltager ’egentlig er’, er ikke rigtig et spørgsmål. Hans meddeltagere i samhandlingen er ikke i stand til at opdage det, såfremt det overhovedet er noget, der kan opdages” (Goffman 1974:298). Forsøg på at finde frem til selvet, at definere det og udpensle dets indre karakteristika var således ikke Goffmans mission.
Goffman læste nemlig i modsætning til Bauman aldrig Lévinas. Derimod har han ifølge flere fortolkere været kraftigt inspireret af Jean-Paul Sartres ek- sistentialistiske forståelse af selvet, og han henviser også flere gange i hoved- værket The Presentation of Self in Everyday Life (1959) eksplicit til Sartres berømte eksistentialistiske manifest Being or Nothingnessfra 1943. Konse- kvenserne af denne eksistentialistiske påvirkning har bl.a. været: (1) at Goff- man – ligesom Sartre – opererer med et ikke-substantielt selv uden egentlige indre specifikationer, (2) at andre som sådan blot fungerer som valideringer af selvet – andre reduceres med andre ord til ’observatører’ eller iagttagere af selvet, (3) at det ’virkelige selv’ kun er en negation af andres iagttagelse, (4) at frihed (og altså ikke moral som hos Lévinas) udgør den vigtigste og mest au- tentiske grundpille i selvets verden, og (5) at selvet fremstår som en, der for- søger at skjule sit inderste, snarere end som en, der kan udvise gæstfrihed, imødekommenhed og selvopofrelse over for andre (jf. Raffel 2002). Det er derfor ikke uden grund, at Sartres velkendte aforisme l’enfer c’est les autres(hel- vede er de andre) ofte også associeres med Goffmans forfatterskab (Ashworth 1985), selvom det faktisk i sidste instans er gennem andre, at selvet bliver til et selv. Moralske anliggender kan for Goffman i sidste instans reduceres til et spørgsmål om bedømmelsen og dermed succesgraden af selvets indtrykssty- ring:
Som optrædende vil aktørerne være optaget af at fastholde det indtryk, at de hol- der sig til de mange normer, som de og deres produkter bedømmes efter. Da disse normer er så talrige og omsiggribende, må de optrædende aktører leve i en mo- ralsk verden i større udstrækning, end vi måske tror. Men som optrædendeer hver enkelt aktør ikke optaget af det moralske problem med at følge disse normer, men med det amoralske problem, der består i frembringe et overbevisende indtryk af, at disse normer overholdes … Som optrædende er vi alle moralske grossister (Goff- man 1959:243).
Hvis Goffman, som Bauman, havde læst Lévinas, hævder Stanley Raffel, så ville han også have haft en helt anden og dybere forståelse for selvet, der var mere substantiel, moralsk og mindre selvfokuseret. Faktisk er det interessant, at Goffman – som vedvarende forsøgte at undgå at tale om det menneskelige selvs ontologiske status ved at forholde sig udelukkende til dets overfladiske fremtræden – måske selv endte med at ontologisere selvet som et validerings- søgende væsen. Ved at gøre selvet så afhængigt af andre endte han måske med at fratage mennesket den rest af autonomi, som han efter alt at dømme for- søgte at sikre med begreber som f.eks. ’rolledistance’. Hos Goffman er det så- ledes rolledistancen, der er tiltænkt at tilbyde mennesket et frirum i en ellers gennemsocialiseret verden – hos Bauman er det derimod den uegennyttige moralske handling, der i sidste instans er udtryk for menneskets autonomi.
Hvor selvet hos Goffman således er en dramatisk effekt, der via indtryks- styring og selvpræsentation enten valideres eller udfordres og undermineres i interaktionen, er det hos Bauman derimod et mere substantielt selv, der udrus- tet med sin præsociale moralske impuls har mulighed for at gøre en faktisk for- skel i verden. I det flydende moderne forbrugersamfund og dets forbrugeristiske regime handler selvet imidlertid – i vid udstrækning – fortrinsvis nyttemaksi- merende med faren for indifference, asocialitet, egennytte og selvoptagethed til følge (Bauman 1999b, 2007). Samtidig har både den faste og flydende mo- dernitet ifølge Bauman gjort handling på afstand til dagens orden, hvorved den nærhed, der er en forudsætning for nærhedsmoralen og ansvaret for den Anden vanskeliggøres. Både Bauman og Goffman er således enige om, at selvet (uanset hvordan det forstås) kan manipuleres, men hvor det for Bauman dre- jer sig om, hvorledes selvet grundet ydre samfundsmæssige faktorer som f.eks.
repressiv tvang eller forbrugeristisk forførelse mister sit moralske fodfæste eller får sit indre moralske kompas ødelagt, så er det hos Goffman snarere den en- kelte aktør, der i mødet med andre, og for at opnå validering, er sin egen vær- ste fjende. Man kan således lettere forsimplet sige, at hvor Baumans beskrivelse
tager afsæt i selvets moralske selvopofrelse, er Goffmans perspektiv optaget af selvets amoralske overflader. Dennis H. Wrongs klassiske kritik af sociologi- ens overfladiske og kunstige menneskesyn rammer derfor også Goffman: ”Det synspunkt, at mennesket uundgåeligt presses af internaliserede normer eller trækkes rundt i manegen af det tillokkende ved andres validering af hans selv- opfattelse, ignorerer – for kortvarigt at lyde arkaisk – både det højeste og det laveste, både udyret og englen i hans menneskenatur” (Wrong 1961:191).
Bauman ignorerer derimod hverken det laveste eller det højeste i mennesket – han viser gennem sit forfatterskab, hvordan ondskab i forskellige forklæd- ninger kan florere i verden, men han er også, måske utopisk, bevidst om, at godhed og moralsk ansvarlighed både i første og sidste instans kan gøre en forskel, og at det kan føres tilbage til det enkelte menneske.
Hvis man dermed skal forsøge at opsummere på forskellene mellem Goff- man og Bauman i forhold til opfattelsen af individ/selv, forekommer sidst- nævntes individforståelse, i Martin Hollis’ (1977) velvalgte terminologi, principielt at privilegere et ’autonomt’ individ, der – selvom det kan mani- puleres af strukturelle forhold – ikke desto mindre besidder en moralsk inte- gritet, mens førstnævntes selv mere fremstår som et ’plastisk’ menneske, der – når alt kommer til alt – opportunistisk er overladt eller fordømt til at spille de roller, der er tilgængelige for det (jf. Martindale 1960:72). Disse divergerende menneskesyn har også betydning for Goffmans og Baumans respektive sam- fundsopfattelser.
Modsatrettede samfundssyn
Hvor mennesket hos Goffman således i vid udstrækning (i hvert fald i hans te- atermetafor, der som nævnt er den hyppigst omtalte) skal ses som en overfla- disk rollespiller, der vedvarende i sine flygtige hverdagskontakter søger validering af sit selv i interaktionen med andre, er det hos Bauman derimod et ambivalent, men også mere substantielt menneskesyn, man møder. Det substantielle skal ses deri, at Bauman siden starten af 1990’erne som nævnt be- gyndte at interessere sig mere indgående for den moralske relation mellem selvet og den Anden, hvilket kom til udtryk i hans forestillinger om nærheds- moral og dens postmoderne muligheder og udfordringer. Det ambivalente skal derimod ses deri, at der synes at være en vis uoverensstemmelse mellem menneskets faktiske/ontologiske status og dets principielle/potentielle livsud-
foldelse. Jeg vil således hævde, at Bauman ikke forekommer helt konsistent og konsekvent i sit menneskesyn, hvilket måske skyldes hans samfundssyn.
Diskrepansen består i, at Bauman på den ene side kraftigt betoner, at men- nesket i princippet – som en slags præsocialt udgangspunkt – er autonomt og moralsk kapabelt, mens det på den anden side i sine faktiske handlinger fore- kommer formet og begrænset af sociale eller strukturelle påvirkninger.5Bau- mans autonome menneskesyn står således i en paradoksal modsætning til hans mere strukturelle samfundsperspektiv, men dette er en anden diskussion, så lad os vende os mod Baumans og Goffmans respektive samfundsperspektiver.
Hvor Baumans blik grundet et mere strukturelt makroperspektiv er rettet mod de lange historiske udviklingslinjer fra førmodernitet via fast modernitet til samtidens flydende modernitet, er Goffman i sit forfatterskab – selvom han ganske vist kort berører mikrosociologiens relation til historien (Goffman 1983/2004b) – ikke synderligt optaget af den overordnede samfundshisto- riske udvikling. For ham er mikroanalysens snapshot af situationelle kontek- ster den foretrukne fremgangsmåde, og forfatterskabet rummer derfor, for det første, ikke mange overvejelser af historisk karakter og, for det andet, ej hel- ler af strukturel karakter. Som nævnt kan man læse Baumans samfundssyn som et, der tydeligvis, om end kun implicit, tager afsæt i en slags ’nedsiv- ningseffekt’, som Lloyd Fallers (1954) for efterhånden længe siden postule- rede eksistensen af i forhold til nedsivningen af stilarter og forbrugsgoder fra de højere til de lavere samfundslag. Nedsivningseffekten i den baumanske for- stand henviser imidlertid snarere til, hvorledes makrostrukturelle forhold på- virker hvis ikke ligefrem determinerer individuelle livsvilkår, og Bauman gengiver derfor ofte Ulrich Becks konstatering af, at mennesker i nutidens samfund i stigende grad må ’søge biografiske løsninger på systemiske mod- sætninger’. Baumans såkaldt ’sociologiske hermeneutik’ – hans fortolkning af det sociale – er dermed strukturelt orienteret, og ifølge den ”fordres det af os, når vi [som sociologer] søger efter meningen med menneskelige tanker eller handlinger, at vi ser på de samfundsskabte betingelserfor mennesker, hvis tan- ker eller handlinger vi ønsker at forstå/forklare” (Bauman i Jacobsen & Tester 2007:324). Bauman anlægger altså tydeligvis et markant strukturelt perspek- tiv på samfundslivet, hvor strukturelle forhold og samfundsskabte betingelser påvirker og gennemtærer det enkelte menneskes valgmulighed, og han beto- ner dermed sociale, økonomiske og kulturelle forholds påvirkning af og ind- virkning på menneskelig interaktion og social position, mens Goffman forbliver mikrofokuseret. Hans perspektiv på samfundslivet privilegerer sna-
rere øjeblikket, det episodiske, det situationelle, det flygtige, og som sådan opererer Goffman egentlig slet ikke med et decideret samfundssyn. Det er endda sjældent, at han taler om ’samfundet’ i generaliseret eller generisk for- stand, og han er, når alt kommer til alt, metodologisk situationalist.
I forhold til Bauman ’starter’ Goffman således den anden vej rundt i sin forståelse af det sociale, hvor man i stedet for en makrosociologisk nedsiv- ningseffekt måske snarere kan tale om en mikrosociologisk ’multiplicerings- effekt’, hvor de mangfoldige samhandlinger, interaktionsmønstre og situationsdefinitioner, der udfolder sig inden for det mikrodomæne, Goffman betegner ’samhandlingsordenen’, samlet set har eller kan have konsekvenser i andre samfundsmæssige ordener – f.eks. den teknologiske, politiske eller øko- nomiske. Goffman skriver ganske vist i et noget overset og sent oversat skrift, at ”den institutionelle livsform og forholdet mellem klasserne kan ikke udle- des af det, der foregår i en bestemt samhandling”, og videre at ”man … ikke via sammenhobning eller ekstrapolering af en særlig gruppe af samhandlinger [kan] nå frem til makrosociologiske aspekter” (Goffman 1983/2004b:325), men han var dog ikke helt blind over for mere makroskopiske samfundsfor- hold. Hans samhandlingsorden – der var temaet for den formandstale, han grundet fremskreden kræftsygdom aldrig fik leveret – skulle således ses som et originalt supplement til en lang række andre sociale ordener, og han mente, at der eksisterede visse ’transformationsregler’ mellem samhandlingsordenen og mere strukturelle komponenter i samfundslivet (Goffman 1983/2004a). Her- med mente han, at klassiske sociologiske variable som køn, alder eller social status kunne spille ind på den konkrete interaktion og vice versa. På den måde bidrager en mikroanalyse af samhandlingsordenen og dens såkaldte ’kæder af samhandlingsritualer’ ifølge flere af Goffmans efterfølgere til en indsigt i mere omsiggribende forhold som sociale fællesskaber, kollektiv handlen og iden- titet (jf. f.eks. Collins 1988, 2004). Givetvis inspireret af Georg Simmels (1998) klassiske konstatering af, at samfundet ’udkrystalliseres’ i de mikro- skopiske vekselvirkninger mellem mennesker, ser Goffman også på samfundets mere minutiøse og kuriøse hverdagsaspekter og ikke mindst på dets episodiske karakter. Han skriver direkte, at han som sådan ikke interesserer sig for ”men- neskene og deres øjeblikke, men for øjeblikkene og deres mennesker” (Goff- man 1967:3). Det er således den situationelle mikroøkologi sui generis, han er optaget af. For Goffman udfolder det sociale liv sig i ’mødet’ eller den konkrete sociale situation, og selvom han anerkender betydningen af f.eks. køn på so- ciale møder, er han i almindelighed situationel reduktionist, og han omtaler,
hvordan samhandlingen i mange henseender er ’kontekstfri’ og kun i en rela- tivt begrænset udstrækning påvirkes af strukturelle forhold.
På den måde kan man hævde, at hvor Goffmans forståelse af samfundet synes strukturelt underkodet, er Baumans derimod strukturelt overkodet. Som konsekvens heraf er Bauman i sine samtidsdiagnoser (for der er nok snarere tale om diagnoser end om teorier) særdeles stratifikationsorienteret med fokus på belysningen af uretfærdighed og ulighed, mens Goffman stort set er uinter- esseret i temaer af mere socioøkonomisk karakter. I deres konkrete beskrivelser af samfundslivet, som det udspiller sig, betoner Bauman i de senere år særligt den tiltagende individualiserings- og globaliseringstendens, der ’belejrer’ og i sidste instans truer med at sønderrive samfundet (Bauman 2002). Goffman er som nævnt ikke optaget af denne type af overordnede eller universalistiske samtidsdiagnoser over tingenes tilstand, men han interesserer sig indgående for de mikroetiketter og adfærdsformer, der gør sig gældende i specifikke sociale sammenhænge. Hvor Baumans begreber med andre ord forsøger at indfange en progressiv samfundsudvikling, forekommer Goffmans mere situationelt stationære, uden dog helt at negligere sociale og kulturelle forandringer.
I det hele taget er Bauman særdeles kritisk angående karakteren af den i hans øjne fragmentariske tilværelse, hvor mennesker med en korttidshorisont for øje møder hinanden uden fortid eller fremtid, som han mener at genfinde i Goffmans beskrivelser af hverdagslivets interaktion. Selvom Goffman for- modentlig ikke selv betragtede sine begreber som andet end analytiske, an- vender Bauman ved flere lejligheder (f.eks. Bauman 1993:154, 2006:69) Goffmans begreber til samtidsdiagnostisk at indfange en særlig og ikke syn- derligt positiv tidsånd, og Bauman er her særdeleshed kritisk angående Goff- mans (1963) beskrivelse af ’høflig uopmærksomhed’,6som han betragter som en desocialiserende komponent i de såkaldte mismeetings– de møder mellem fremmede, der aldrig udvikler sig til andet end flygtighed og overfladekon- takt – og som en væsentlig forudsætning for skabelsen og vedligeholdelsen af en frygtkultur (Bauman 2006:69). Som Bauman kritisk konstaterer iPostmo- dern Ethicsom sådanne mismeetings, der efter hans mening er episodiske, uden varighed og uden moralsk substans:
Den overordnede konsekvens af anvendelsen af mismeetingser en ’desocialisering’
af det omkringliggende potentielt sociale rum, eller at man forhindrer det fysiske rum fra at udvikle sig til et socialt et – et rum med regler for samkvem og inter- aktion (Bauman 1993:155).
Man afpiller i mismeetings mennesker deres ’ansigter’, der for Bauman som nævnt tidligere udgør selve den moralske socialitets omdrejningspunkt. For Bauman er høflig uopmærksomhed og mismeetingsensbetydende med mang- lende interesse, individualisme og moralsk ligegyldighed, og der er således ikke langt fra høflighed til ligegyldighed. Som Bauman skriver: ”Goffmans udøvere af høflig uopmærksomhed gik ikke rundt på gader og stræder for at finde et fæl- lesskab, som de kunne identificere sig med” (Bauman 2004b:26). Goffmans to- lerance overforandre kan således aldrig udvikle sig til Baumans solidaritet med (eller væren-for) andre. Gennem høflig uopmærksomhed ’adiaforiseres’ den Anden og reduceres til et objekt for tolerance, men det udvikler sig aldrig til et subjekt for solidaritet.
Grundet sin forholdsvis pessimistiske samtidsdiagnose kritiserer Bauman desuden de ’rensede rum’ eller ’ikke-steder’ såsom lufthavne eller indkøbscen- tre, der fremmer de føromtalte mismeetingsog deres høflige uopmærksomhed, og som samtidig minimerer muligheden for indlevelse i, identifikation med eller interesse for andre mennesker (Jacobsen & Larsen 2008). Selve bylivet, ved at tilbyde en scene for høflig uopmærksomhed, fremmer således ligegyl- dighed og distance, og konsekvensen heraf er et tab af moralsk ansvarlighed for hinanden:
Bylivet har altså to sider, og enhver gevinst synes at ledsages af et tab. Samtidig med at man slipper for andres besværende nysgerrighed, mister man måske også deres medfølende interesse og hjælpsomhed. Med bylivets livlige røre følger en kølig menneskelig ligegyldighed næret at utallige interaktioner, der anspores af udvekslingen af varer og tjenesteydelser. Det, der går tabt i denne proces, er de menneskelige relationers etiske karakter. Et bredt spand af menneskeligt sam- kvem, som er blottet for betydning og konsekvenser, bliver nu muligt, idet megen rutinepræget adfærd synes at unddrage sig vurdering og bedømmelse i henhold til moralske normer (Bauman & May 2003:62).
Hvor Bauman således begræder det offentlige rums tiltagende privatisering og moralske tømning, er selviscenesættelsen og den dramaturgiske selvudfol- delse i samfunds- og bylivet for Goffman derimod et eksistentielt grundvilkår for hverdagslivets mikrounivers. Goffman som betragter af den sociale ordens beskaffenhed er med andre ord ikke synderligt optaget af samfundsmæssige konsekvenser, mens Bauman derimod – givetvis på grund af sit strukturelle og transhistoriske perspektiv – beskriver og kritiserer den sociale stratifikations og moralske ligegyldigheds asocialiserende og patologiske konsekvenser. Som et
levn fra sin durkheimianske arv viser Goffman dog ansatser til at anerkende, at der lurer visse farer for samhandlingsordenen, og dermed måske også for samfundet i sin helhed, såfremt en alt for gennemgribende individualise- ringsproces finder sted:
Hvis individet kunne udvise ærbødighed for sig selv, som han ønskede, ville der sandsynligvis være en tendens til, at samfundet ville disintegrere i øer beboet af iso- lerede kultdyrkende mennesker, hver især i beskæftiget i en vedvarende dyrkelse af sig selv ved hvert sit alter (Goffman 1967:58).
Man kan således kort opsummere de her præsenterede samfundsperspektiver hos Goffman og Bauman ved at sige, at Goffmans vision, hans beskrivelse af hver- dagslivets mikrounivers, er endt med at blive Baumans mareridt om et samfund, hvor overfladiske høfligheder, undgåelsesmanøvrer, asocialitet, interaktionstømte rum og et selv, der dyrker sig selv ved sit eget personlige alter, nu udgør dagens orden. Disse forskellige forståelser af samfundet er imidlertid nøje forbundne med den opfattelse af sociologiens rolle og betydning, som de hver især repræsenterer.
Modsatrettede sociologisyn
Det ovenstående har tydeliggjort, at der eksisterer en række grundlæggende forskelle i Goffmans og Baumans måder at forstå, betragte og beskrive centrale tematikker som individ/selv og samfund på, hvilket måske videre kan tilskri- ves divergerende udgangspunkter for deres sociologiske iagttagelser og analy- ser – Goffmans afsæt i middelklassens upåagtede interaktion i hverdagslivet, Baumans i den globale ulighed og uretfærdighed, der særligt rammer under- klassen. Dette afspejler også fundamentale forskelle i deres forståelse af socio- logiens funktion, rolle og mission i samfundslivet. Baumans sociologi defineres ofte som enten ’humanistisk marxistisk’, ’postmodernistisk’, ’utopisk’ eller
’kritisk teoretisk’, mens også Goffmans sociologi med tiden er tildelt mange prædikater lige fra ’interaktionistisk’, ’strukturalistisk’, ’fænomenologisk’ og
’mikrofunktionalistisk’ til ’eksistentialistisk’ og ’postmodernistisk’ (jf. Jacobsen 2004:19ff; Jacobsen & Kristiansen 2009). Begge har de dog bestandigt og bastant afvist ethvert tilhørsforhold til eller loyalitet mod bestemte skoledan- nelser, teoritraditioner eller paradigmer.
Af dem, der kom ham nær, beskrives Goffman ofte som den kølige, ky- niske og distancerede observatør af det sociale liv på mikroplanet, hvor han
aldrig for alvor engagerede sig i det sociale liv, der udspillede sig der – også selvom han mente, at man nødvendigvis via deltagende observation (som han selv bl.a. praktiserede på Shetlandsøerne, Sct. Elizabeth’s Hospital og på et ka- sino i Las Vegas) måtte sætte sig ind i de iagttagedes situation for at kunne pe- netrere og forstå deres mikroøkologiske hverdagsverden (Goffman 1989).
Bauman er derimod drevet af en moralsk indignation over verdens beskaffen- hed, og selvom han mere er den fra elfenbenstårnet betragtende fortolker af tingenes tilstand, er formålet med sociologien for Bauman netop kritisk at af - sløre den doxa, det ikke er forundt mennesker i deres hverdagsbevidsthed at gennemskue. Hvor Goffman fortrinsvis ønskede at udvikle teoretiske begre- ber via empirisk funderet forskning på mikroplanet, er Bauman snarere en samtidsdiagnostiker af det sociale, uden at der som regel er tale om egentlig empirisk dokumenterede eller med data underbyggede antagelser. Disse for- skelle skal relateres til – og kan måske forklares ved – de væsensforskellige po- litisk-ideologiske sindelag, der kendetegner Goffmans og Baumans sociologiske virke.
Goffman beskrives som regel som en helt igennem apolitisk sociolog. Hans tidligere elev Gary T. Marx karakteriserede således hans apolitiske og person- lige selvpræsentation som følger:
Goffman præsenterede sig selv som en distanceret, hårdkogt, intellektuel kyni- ker, sociologen som 1940’ernes svar på privatdetektiven. Hans personlige stil var hip, eksistentiel, cool og grundlæggende apolitisk (i det mindste i forhold til de fremherskende ideologier) (Marx 1984:653).
Selvom Goffman således ikke var partipolitisk eller ideologisk aktiv, er flere af hans bøger – f.eks. Anstalt og menneske[Asylums] og Stigma– ikke desto min- d re særdeles samfundskritiske. I disse bøger ses et umiskendeligt forsvar for dem, der ikke magter eller formår at præsentere et ønsket selv i det sociale møde. Goffmans sympati ligger i disse bøger tydeligvis hos dem, der i sam- handlingsordenen – de stigmatiserede og mortificerede selv – ikke har en ærlig chance. Bennett M. Berger beskrev således, hvordan Goffman, til trods for, eller måske snarere på grund af, sin egen succes, vedvarende opretholdt ”den rolledistance, som forventes af den succesfulde afviger ud fra loyalitet mod alle de skønne tabere, der aldrig opnåede succes” (Berger 1973:361). Mange har som nævnt tidligere betragtet Goffman som den hvide amerikanske middelklasses liberale sociolog. Andre har derimod set hans bidrag til socio- logien som en form for undergravende sociologi – om end ikke i en marxis-
tisk forstand. John Lofland (1980) har således beskrevet, hvordan mange blev dybt berørte og politisk oprørte af Goffmans beskrivelser af afvigelsesproble- matikker i Anstalt og menneske og Stigma, og William Gamson var af den op- fattelse, at Goffmans arbejde kunne ses som en forløber for dele af den senere politiske sociologi. Han citerer imidlertid Goffmans noget forbavsede svar på et spørgsmål om hans politiske ståsted: ”Min politiske overbevisning? [pause].
Jeg tror ikke, at jeg har nogen [en ny pause]. Hvis jeg har, må den være anar- kistisk” (Gamson 1985:603). Hvis Goffman overhovedet var politisk interes- seret, kom dette derfor til udtryk som en moderat form for politisk engagement, og T. R. Young (1971:276) har bl.a. beskrevet, hvordan man kan sige om Goffman, at han ”aldrig hyldede præsten eller tugtede den prostitu- erede” – han havde således ikke et privilegeret politisk ståsted og var ikke underlagt det, Alvin W. Gouldner kaldte ’en hierarkisk metafysik’. Young skrev videre om Goffman, hvordan ”psykiaterens, sælgerens, professorens eller po- litiets perspektiv har ikke anden forudgående moralsk fordring på sociologens loyalitet end patientens, kundens, studentens eller den kriminelles perspek- tiv” (Young 1971:276). I de sidste ord, Goffman selv udgav, skrev han således med kølig humor om sin egen opfattelse af sociologernes opgave og udfor- dring:
Jeg har hørt nogen sige, at vi burde være villige til at bytte alt, hvad vi har pro- duceret hidtil, for nogle få virkelige gode begrebslige distinktioner og en kold øl.
Men vi har noget, som vi ikke må bytte for noget i verden: vores hang til at be- vare en ånd af hæmningsløs, uafhængig spørgelyst over for alle elementer af det sociale liv, og den klogskab ikke at søge dette mandat andre steder end i os selv og vores fag. Det er vores arv, og det er, hvad vi indtil videre har at give videre i arv til de næste. Hvis man vil have autoritet i forhold til sociale behov, måtte det så være til uafhængige analyser af de sociale arrangementer, der nydes af mennes- ker med institutionel autoritet – præster, psykiatere, skolelærere, politifolk, gene- raler, regeringsledere, forældre, mænd, hvide, statsborgere, mediefolk og alle de andre godt placerede personer, der er i stand til at sætte deres officielle præg på ud- gaver af virkeligheden (Goffman 1983/2004a:319).
For Goffman var det således de magtfulde i en mere interaktionsmæssig eller mikro-institutionel sammenhæng, det for sociologien var interessant at rette spotlyset mod, mens Baumans sociologi derimod er en kritisk-utopisk socio- logi – en sociologi, der fundamentalt ønsker at forandre verden til det bedre.
Begge kan måske betegnes som anarkister eller ikonoklaster, men de er det på vidt forskellige måder.
I modsætning til Goffmans mere deskriptive, men satirisk-underfundige kritik af de umenneskelige institutionelle anordninger og åbenlyse overfla- despil, der kendetegner det moderne samfund, er Bauman derimod en erklæ- ret kritisk sociolog, der som arvtager af den kritiske teoris perspektiv praktiserer en umiskendelig normativ samfundsteori, hvis fremmeste formål det er – som han i forlængelse af Milan Kundera forklarer – at ”gennembryde de mure, der består af det evidente og åbenlyse, af den til enhver tid domine- rende, ideologiske modestrømning, hvis udbredelse betragtes som selve bevi- set på dens betydning” (Bauman 2000:203). For at eksemplificere Baumans ikonoklastiske pointe, gengives her tre følgende statements, der med en vis tidsmæssig forskydning, men ikke desto mindre nøje indre sammenhæng ind- fanger hans opfattelse af sociologiens kritisk-politisk-normative potentiale:
Enten vil sociologien forsøge at forstå den menneskelige tilværelse ved at give magt til de magtesløse, eller også må sociologien indrømme sin egen magtesløs- hed i forsøget på at forstå sin egen eksistensberettigelse (Bauman 1972:186).
Der gives ikke noget valg mellem ’engagerede’ og ’neutrale’ måder at bedrive so- ciologi på. En ikke-engageret sociologi er en umulighed … Sociologer kan kun be- nægte eller glemme virkningerne af deres arbejde og dets indflydelse på individuelle eller kollektive handlinger på bekostning af den valgmæssige ansvar- lighed, alle andre mennesker står ansigt til ansigt med hver eneste dag. Det er so- ciologiens opgave at sørge for, at valgene virkelig er frie, og at de bliver ved med at være det, så længe menneskeheden består (Bauman 2000:216).
At bedrive sociologi giver kun mening, såfremt det hjælper menneskeheden igen- nem livet, og det er i sidste instans menneskelige valg, der gør hele forskellen på menneskelige og umenneskelige liv (Bauman i Beilharz 2001:335).
Bauman er, i modsætning til Goffman, der så vidt vides aldrig udtalte sig of- fentligt om samfundets ønskede indretning eller politiske løsningsforslag, så- ledes decideret politisk engageret, og han skriver derfor ofte også kronikker og kritiske indlæg i dagspressen om presserende politiske anliggender. Om sit eget erklærede socialistiske sindelag konstaterer han endvidere i et interview:
Jeg er i sandhed en socialist (eller jeg håber i hvert fald, at jeg er det). Jeg antager, at vores verden har behov for socialister nu mere end på noget andet tidspunkt … Som Fugl Føniks bliver socialismen genfødt fra enhver dynge af aske, der hver eneste dag efterlades af udbrændte menneskelige drømme og forkullede forhåb- ninger. Den vil vedblive med at genopstå, så længe drømme går op i flammer og
forhåbningerne bliver forkullede, så længe menneskelivet vedbliver med at være i mangel på den værdighed, som det fortjener, og den ædelhed, som den såfremt chancen blev givet, ville kunne mønstre. Og hvis dette var tilfældet, så håber jeg, at jeg er en socialist til min dødsdag (Bauman & Tester 2001:155).
Bauman er i det hele taget en særdeles politisk engageret og historisk bevidst sociolog, og i tråd med sin skoling i den stolte polske sociologitradition er han ofte særligt optaget af de store udviklingstræk og de vigtige begivenheder i ver- denshistorien (Sztompka 1984). Hvor Goffman således fortrinsvis kradsede lidt i hverdagslivets overflader for måske at finde frem til en indre og dybere sandhed om samfundets karakter og menneskets væsen, graver Bauman dybt ned i de grundlæggende, men mere skjulte strukturelle strømninger, der har formet og vedbliver med at forme samfundet. Således taler Bauman om trans- formationen af tidsepoker i form af ’førmodernitet’, ’modernitet’, ’postmo- dernitet’ og ’flydende modernitet’, mens Goffman afholdt sig fra den slags transhistoriske betragtninger. Begge tilbyder imidlertid en mangfoldighed af såkaldt ’sensitive begreber’ (i modsætning til ’definitive’ begreber i Herbert Blumers klassiske sondring), men hvor Bauman udvikler forholdsvis generelle og bredtfavnende sociologiske begreber, er Goffmans begreber mere mikro-ori- enterede og specifikke. Han skrev selv herom:
Jeg tror, at hvis man vil yde sociologiske begreber deres skyldighed, må man i hvert enkelt tilfælde føre begrebet derhen, hvor det anvendes bedst, og følge det derfra i den aktuelle retning, for slutteligt at kulegrave det for relationer til de øv- rige begrebsområder. Det er måske bedre at give børnene forskellige regnfrakker på, så alle har det lunt, end at lukke dem ind i et stort telt, hvor alle sammen fry- ser (Goffman 1961/1967:9).
I politisk-normativ såvel som stilistisk forstand adskiller deres sociologi sig så- ledes en betragteligt fra hinanden – Goffman udviklede et deskriptivt-inter- aktionistisk sociologisyn, mens Baumans er mere kritisk-strukturelt. Hvis Goffman således stødte på Bauman i nutidens shoppingmall, havde han nok syntes, at hans sociologi var voldsomt normativ og generalistisk, mens Bauman formentlig ville mene, at Goffmans sociologi – om end interessant – var kon- formistisk og ude af stand til at forandre de livsvilkår, der dagligt skaber ufri- hed, ulighed og uretfærdighed i samfundet. Kunne et sådant mismeetingi shoppingmallen mellem Bauman og Goffman måske rumme potentialer for et meeting? Det vil jeg her afslutningsvis forholde mig til.
Komplementariteter
Trods forskellige syn på selv, samfund og sociologi repræsenterer såvel Goff- man som Bauman det, jeg her afslutningsvis vil betegne som maverick socio- logy (Jacobsen 2003). Hermed menes, at de begge som de intellektuelle enspændere, der nu engang var og er, har frabedt sig enhver affiliation med be- stemte skoledannelser, traditioner eller paradigmer som en legitimering af deres tænkning. Begge forfatterskaber sætter sig på tværs af en lang række fag- barrierer, der er tiltænkt at skulle holde tanker og traditioner adskilt. Begge fandt, som jeg kort var inde på tidligere, denne form for tvangsmæssig ind- placering i paradigmer eller traditioner både unødvendig og upassende. Goff- man skrev f.eks., hvordan denne ”egeninteresse i at betragte et individs forskelligartede arbejde som et samlet hele repræsenterer en grov forenkling”
(Goffman 1981:61), og selvom han kunne se et vist behov blandt studerende for at kunne dokumentere evnen til at klassificere samfundstænkere ud fra paradigmetilhørsforhold, fandt han ingen grund til ligefrem at gøre en dyd ud af nødvendighed. Ligeledes afviste Bauman prædikatet ’humanistisk mar- xist’ og andre lignende betegnelser med henvisning til det meningsløse og ab- surde i
at opstille nogle objektive kategorier, og så spørge mig om at indplacere mig selv, så at sige objektivt og eksternt, som en udenforstående i forhold til mig selv, i disse objektive kategorier. Dette er dog ikke en optræden, hvor personen, det ved- rører, er den bedste performer. Det er noget, der mest præcist kan gøres af folk udefra, som er i stand til at udøve objektiv bedømmelse og henvise til objektive kategorier osv. (Bauman i Kilminster & Varcoe 1992:205).
Måske som konsekvens af aversionen mod sådanne skolastiske øvelser har hverken Goffman eller Bauman dannet skole eller stået fadder til et særligt paradigme inden for sociologien. De udlagde og udlægger stadig fortolknings- og begrebsmæssige spor, som andre kan lade sig inspirere af, men en egentlig Goffman-skole eller Bauman-kult vil grundet deres omtalte maverick-status næppe nogensinde materialisere sig. Derudover bestred ingen af dem officielle institutionaliserede poster i den sociologiske verden. Ganske vist var Goffman ved sin død valgt som formand for den amerikanske sociologforening, men han nåede aldrig at indtræde i embedet, og flere var da også bekymrede ved udsigten til, at netop han skulle varetage denne hædersfyldte funktion. Og Bauman var ganske vist institutleder i en længere årrække på University of
Leeds, men hans sindelag – som han har tilkendegivet i personlig samtale – var ikke synderligt administrativt minded. Så trods deres forskelle, fremviser deres liv og karriere også visse ligheder.
Dog har jeg i det ovenstående bevidst anvendt en komparativ metode, hvor forskelle er blevet fremhævet på bekostning af ligheder. Mere substantielt har jeg vist, hvordan deres forståelser af selv, samfund og sociologi er særdeles di- vergerende. Personlighedsmæssigt kan de også siges at være ret så forskellige.
Goffman var en kompleks og sammensat person – på den ene side en sociolo- gisk spasmager, der satte stor pris på såvel godmodigt som kynisk at drille andre (jf. f.eks. Loflands 1984 morsomme men ganske afslørende ’tales of Goffman’), på en anden side en introvert og sky person med visse komplekser (f.eks. i for- hold til sin højde), der kun modvilligt optrådte ved offentlige lejligheder. Bau- man er derimod – trods sin ydmyge og sympatiske fremtoning – en entertainer, der nyder rampelyset, og som er naturligt socialt anlagt. Der er som nævnt skam også visse lighedstegn mellem Goffman og Bauman. Der er, som jeg har vist, visse biografiske overlap og stilistiske fællesnævnere mellem Goffman og Bauman, herunder en jødisk identitet (om end under væsensforskellige vilkår), en udpræget essayistisk skrivestil, en udbredt anvendelse af metaforer og en so- ciologisk status som mavericks eller ’marginale mænd’ i Everett V. Stonequists forstand. Således fremviser begges arbejder på en række områder stilistisk en po- etisk fantasi, og begges perspektiv rummer derfor en særlig litterær kant, hvor der arbejdes med og inden for bestemte rammer eller ’plots’ (Jacobsen & An- toft 2006). Begge er de desuden eminente essayister, der med essayformen som udkast åbner verden op for forståelse og fortolkning, og derigennem modsæt- ter de sig totaliserende, lovmæssighedssøgende eller systemskabende ambitio- ner, der kendetegner mange andre store sociologers virke. Med essayet som foretrukket udtryksform befinder de sig – som Robert Musil (1953/1996:301) konstaterede – mellem amor intellectualisog en mere poetisk fremstillingsform.
For begge udgør ironien også et vartegn (Jacobsen 2009), og selvom det er med vidt forskellige formål og på vidt forskellige måder, at de ironiserer over sam- fundet – Baumans moralsk engagerede ironi over for Goffmans mere kynisk- kølige ironi – er der et umiskendeligt ironisk præg over deres perspektiver.
Ligeledes benytter begge metaforen til at rekontekstualisere og genbeskrive den sociale verdens komplekse begivenheder inden for rammer, hvor den overord- nede metafor – om enten teater, ritual eller spil (Goffman) eller fast og fly- dende modernitet, vagabonder, turister, lovgivere og fortolkere mv. (Bauman) – skaber mening mellem og sammenhæng i de forskellige aspekter af deres teo-
ridannelser. For begge tjener metaforen derfor til analytisk at indfange de dele af vores oplevelse af verden, som enten ukritisk tages for givet, eller som grun- det deres skjulte eller utilgængelige karakter vedvarende undviger vores be- vidsthed og opmærksomhed. Begge defamilariserer de således den sociale verden gennem metaforer, for derved atter at refamiliarisere den, således at mennesker bedre kan sættes i stand til at forstå den (Jacobsen & Kristiansen 2006; Jacobsen & Marshman 2008a).
Ligeledes på det mere substantielle plan har begge også udvist en vedva- rende interesse for, hvorledes samfundets udstødte eller udsatte grupper be- handles, når de – med Norbert Elias’ velvalgte ord – ’rykkes ud i samfundets kulisser’ i institutioner eller lejre. I Baumans berømte Modernity and the Ho- locaust(1989) og i Goffmans Asylums(1961/1967) beskrives det indgående, hvorledes pantoptiske totalinstitutioner som koncentrationslejre (i Baumans tilfælde) eller psykiatriske afdelinger (i Goffmans) behandler det menneskelige materiale, som indespærres der. I begge bøger tydeliggøres det, hvordan de- humanisering, menneskelig isolation og nedgørelse samt en såkaldt ’civil død’
og ’mortifikation af selvet’ er rutinemæssige institutionelle dagligdagshæn- delser, hvorigennem mennesker klassificeres, stemples og i sidste instans til tider elimineres. For begges vedkommende er det også tydeligt, at disse pro- cesser snarere fremmes end modvirkes af moderne institutionelle anordninger, og derved kan begge ses som kritikere af den institutionelle logik, der præger det moderne civiliserede samfund (Jacobsen & Marshman 2009). Bauman og Goffman viser, hvorledes dehumanisering både er en makroproces (deporta- tion og udslettelse af racer) og en mikroproces (nedgørelse af individuelle ind- satte), der således involverer umenneskeliggørelse både som et strukturelt og et interaktionelt fænomen, der på en mangfoldighed af måder kommer til ud- tryk i den enkelte institutions daglige virke (Vail 1966). Dette viser de uaf- hængigt af hinanden, men deres analyser supplerer hinanden overraskende godt, hvor vi med Bauman får et overblik over de overordnede såkaldte ’adi- a foriserings’-processer, der som en del af modernitetens egenart muliggør umenneskelig og umoralsk handlen på afstand, mens vi med Goffman opnår et indblik i de nære daglige rutiners nedværdigende og krænkende karakter.
Bauman taler således om, hvordan det moderne bureaukratiske system, under- støttet af en naturvidenskabelig tankegang, fremmer adiaforisering – at umen- neskelige handlinger tømmes for moralsk indhold og udelukkende reduceres til spørgsmål om teknisk mulighed, effektivitet, regler, adlydelse og rationalitet, hvorved blikket for det ’hele menneske’ erstattes af formålsrationelle hensyn.