DØVES "U 1959 Kr. 2.50 )

DØVES "U _{1959 Kr. 2.50 )}

Norske Døves LandsforbunId

Stiftet 18/5 1918

- er en sammenslutning av foreninger for døve, og er den eneste organisasjon som representerer landets døve i større omfang. Såvidt man kjenner til, er alle foreninger som ledes og består av (hovedsakelig) døve, tilsluttet Norske Døves Landsforbund. Disse forenin- gene har igjen underavdelinger: syforeninger, idretts- lag, sjakk- og bridgeklubber etc.

Forbundets oppgave er:

A. - å fremme de døves kår sosialt, økonomisk og kulturelt - på den ene side ved å vekke myndig- hetenes interesse for de døve og deres problemer, på den annen side ved å bistå de døve i deres kamp for å bli selvhjulpne og uavhengige.

B. - å arbeide for at de døve skal få effektiv yrkes- opplæring og plasering i flest mulig yrker. Detskal arbeide for å gi samfunnet økt kjennskap til de døve og og deres problemer. Forbundet samar- beider med andre institusjoner på det sosiale om- råde.

C. - å veilede, og om nødvendig regulere, de til- sluttede medlemslag i deres arbeide.

D. - å støtte tiltak som fremmer de kristelige og kirkelige interesser blant de døve.

Norske Døves Landsforbund avvikler landsmøte hvert 2. eller 3. år, hvor det som regel foruten fore- ningenes representanter møter fram cirka 250 andre døve. som med stor interesse følger med i forhand- lingene.

Styret. valgt på siste landsmøte, i Stavanger 1959.

består av: Eilif Ohna, formann, Erleveien 48, Bergen.

John Vigrestad, Oslo, Finn Johansen, Drammen. ,Kar·

,stell' Samuelsen, Stavanger. Harald Størkersen, Trond- heim. 'Karl Lundquist, Narvik.

Forbundet utgir tidsskriftet «Tegn og Tale», som utkommer 14-daglig med 20J24sider i stort format, og «Døves Jul». 11951 etablerte forbundet eget bok- og aksidenstrykkeri, Døves Trykkeri A/s. i Bergen, som nå holder til i Møllendalsvn. 17 og beskjeftiger ca. 20 personer. Trykkeriet eies alene av forbundet og døveforeningene.

Følgende foreninger står tilsluttet Norske Døves Landsforbund:

De DøvesForening, Oslo. Egen gård Sve)) ra.ru/)s,gt.. 7.

Formann: Nils Vikene. Feriehjemmet .«Sl(aug».

Rudstrand, Nesodden. Sportshytte ·på :Sko'lIerud.

åsen, Lommedalen, med badstubygg ,(eies'~Y'

DøvesSportsklu~b).I Oslo

er

det 'kir\«l Ifor ·<løv,e,

Bergens Døveforening. Egen gård Vestre Torvgt. 20 a.

Formann: Harald Nesse. Foreningen har i 1959 kjøpt feriehjem, «Ris-Perlen» på Veland i Lindås.

Planer for aldershjem er klare. Sportshytten

«Birkehaug», Totland i Fana (eies av Døves Idretts- klubb). I Bergen er det kirke for døve.

DeDøvesForening, Trondheim.Egen gård Erik Jarlsgt. 2.

Formann: Helmer Moe. Sports hytten «Granly»

på Solemsåsen, med flott badstu bygg (eies av Døves Idrettslag). I Trondheim er det også alders- hjem og kirke for døve..

Stovanger kr. Døveforening.Egen gård Saudegt. 11, hvor også kirken for døve har tilhold. Form.: Tormod Ropeid. Foreningen eier også Vikedalsgt. 1, som er aldershjem for døve. Hytte på VistnesiRanda- berg (eies av Døves Idrettsforening).

Drammen og Omegns Døveforening. Formann: Ragnar WolI, Smedberget 13, Drammen. Feriehjemmet

«Skogheim» i Gjerdal, Røyken (3 bygg).

Kristiansands Døveforening. Formann: Arne Birkenes, Torridalsvei 102. Kristiansand S. Feriehjemstomt innkjøpt 1958, i Randesund.

Haugesund og Omegns Døveforening. Formann: Erik Eriksen, Karmsundsgt. 214, Haugesund.

Vestfold Døveforening. Formann: Finn Nyberg. Shet- landsgt. 23, Sandefjord. Feriehjemmet «Skogstua»

ved Sandefjord.

Skien- Telemark Døveforening. Formann: Thor Gisholt, Saudegt. 9, Skien. Feriehjemmet «Sol høy» på Oksøya i Eidangerfjorden.

Hamar og Omegn Døveforening. Formann: Jan Refsahl.

Torvgt. 102 c, Hamar. Feriehjemmet «Mjøsgløtt»

i Furnes (under utvidelse).

Østfold Døveforening. Formann: Odd Lohrmann. Dam·

myrfjellet 1, Fredrikstad. Feriehjemmet «Fjell- stua» på Karlsøya i Skjebergkilen.

Innherreds Døveforening.Formann: Arne Søraker. Rong- lan pr. Levanger. Feriehjemmet «Reitun» innvidd 1959 på Vassdal.

Aust-Agderkr.Døveforening.Formann: Finn Grut Løvig"

Bendikskiev, Arendal.

Helgeland kr. Døveforening.Formann: Karoline Sørensen.

Hattfjelldal. Feriehj. «Granheim» 'ved Mosjøen.

Møre kr. Døveforening, Formann Einar Djupvik, Åse-, stranda pr.Ålest;J~.d.Feriehjemmet«Steinhammer»

i Brusdalpå..Skodje, kjøp1= j956.

Salten Døvefor,~I)JJ.Jg.·Formann: Ludvik JNilsen, Vei 21.0 nr. 1, Bodø.

Ofotens Døveforening.Formann~ Karl .Lul)d,quist, liage.

bakken 4, Narvik. Feriehjemsplaner.- "._.' '.

Troms kr. Døveforening. F9rmann: Julius L~erit.zeJJ, Roybin Alfheimsyeien, Tromsø. . 'Harstad kr, Dilvefor.ening.,Formann: iHarald Sørensen,

.s~Q:leg(. 1~.Harstad. "

- - - , . }

Glade Jul, dejlige Jul!

grøn er sommer og høst er gul, Julen alene er tindrende hvid, Julen er fred efter årets strid.

Julen er hjærternes tid!

Skønne Jul, snehvide Jul!

stræng for fattig, for dyr og fugL Menneske, om du din Jul forstod, gav du af evne og overflod.

Julen er gavmild og god!

Milde Jul, kærlige Jul!

kind skal rundes, som før var hul, sorg skal mildnes og lindres savn, vennerne ty til hinandens favn.

Julen er kærligheds navn!

Store Jul, sælsomme Jul!

onde tanker, de dør i skjul, hævnen dør og den dybe harm, Jul er det bedste i menneskebarm.

Julen gør ædel og varm!

Glade Jul, dejlige Jul!

grøn er sommer og høst er gul, Julen er sneens tindrende skin, slanke graner og barnlige sind.

Julen, nu ringes den ind!

g[ad~ CjU[

C])~iLg~ CjU[

Av Mylius Eriksen

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Gledelig Jul!

Av C. Bonnevie,Svendsen

Snart lyder igjen den gamle hilsen «Gledelig jul!»

Det er et ønske som vi bør mene noe med;

vi bør legge virkelig kjærlighet og medfølelse i det. For det er mange som har det både tungt og trist.

Noen ganger kommer det prøvelser og vanskeligheter - og vi forstår ikke hvorfor. Vi spør om det er rett at slikt hender oss. Gud fordeler sunnhet og sykdom forskjellig.

Lett og vanskelig, gleder og plager møter oss, og vi synes det er tilfeldig og underlig. Vi forstår det ikke nå.

Men en ting kan vi forstå: Hva som enn skjer - i nød og glede, i tvil eller håp - vil Gud være med oss

og hjelpe oss i det som kommer.

Han viI ikke stå utenfor. Guds budskap til oss er glede:

«Se, jeg forkynner eder en stor glede, som skal vederfares alt folket».

- Du og jeg og alle skal bli glade.

Kanskje vi kan bli glade straks - kanskje må vi kjempe oss igjennom før vi ser det. Men Gud taler til a l

t

folket, til deg og meg:

«Eder er i dag en frelser født]»

Gud vil hjelpe og frelse og være nær oss alle - for at vi alle skal være glade.

Jesusbarnet ble født. Gud kom til oss.

Han er oss nær, og han vet hva vi strever med.

La oss be: Hjelp oss å komme gjennom mørke og vanskelighet og se lyset og gleden. Og bli hos oss til synd og sorg mister sin kraft - lær oss å vite at du er og blir kjærlighet]

Amen.

3

Fra klebersten

«../l)idarosdomen er pantet på at vi i tusen år har tilhørt en kulturnasjon i Eu- ropa.» - Disse sterke og stolte ordene rin- ner en i hu når en svi nger inn smijerns- porten til landets nasjonal-helligdom. Og

når en også vet at ordene er hentet fra hilsningstalen i forbin- delse med overrekkingen av Nidarosdomens gullmedalje til to fortjente døve arbeidere - da er det ikke fritt for at hjertet svulmer av stolthet.

Nidarosdomens restaureringsarbeide gjennom alle år er også en kulturinnsats og -prestasjon, og her er det altså at døve arbeidere gjennom snart 60 år har svinget hammer og ført meisel med føl- som kunstnerhånd, og har hevdet seg med heder.

Det er ikke bare under det 90 meter høye sentraltårnet at en føler seg liten og blir stående i stille ærbødighet. Noe av den samme følelsen av ærbødighet og beundring bemektiger en når en kommer inn på arbeidsplassen til domkirkearbeiderne rett foran den mektige vestfronten. Plankegjerdet som omgir dem bærer ikke akkurat bud om den kunstens og kulturens tjeneste de står i, men så er det da heller ikke detsom fanger oppmerk- somheten, men nettopp mannen, kunstneren med hammer og meisel i stille konsentrasjon om sitt arbeide. Her skjer det noe - her skapes det noe - her skjer forvandlingen: fra klebersten til nasjonalhelligdom.

~et

første som møter øyet på vei inn til arbeidsplassen, er et lite, men illevarslende skilt med ordene: ADGANG FORBU DT.

Men i bevisstheten om at vi er ute i «spesialoppdrag» for «Døves Jul 1959», våger vi oss likevel forbi og later som om det står:

«Hjertelig velkommen!» Det er ikke vanskelig å finne dem vi søker. Som første mann på skansen står josef Ankile. Han står i karakteristisk stilling - med hodet litt på skakke og overkroppen lett tilbaketrukket. Hammer og meisel i hendene. Det er vanskelig å si hva blikket røper, men skarpt og intenst betrakter han sitt verk: et kapitel med vakre ornamenter som formelig slynger seg ut av kleberstensblokken han har liggende foran seg.

Vi forsøker oss med et forsiktig «God dag» - og får et kraftig og velvoksent håndtrykk til svar. Vi slår forsiktig frempå at vi

Josef Ankile.

kommer fra «Døves jul» og antyder muligheten aven liten prat og kanskje også et bilde - men det er jo midt i arbeidstiden ...

Selv en kunstner må ha en pause av og til, så det passer visst godt med en liten avkopling nå - og dessuten er det joarbeidet vi skal snakke om. På vårt spørsmål får vi høre at Josef Ankile har arbeidet ved Domkirken i hele 46 år. Han begynte 17 år gammel, og kjenner vi josef rett, så har han nok i sinne å holde ut minst til han kan feire sitt 50 års jubileum som stenhugger.

Vi er interessert i å få vite hva det var som førte ham inn på denne banen som domkirkearbeider, og vi får til vår forbauselse høre at det nok var rene tilfellet. - Ikke tenkte han på det selv, og ikke hadde skolen oppdaget noen kunstner i ham på den måten. Derimot hadde han gjort bra fremskritt på skomakerverk- stedet på døveskolen i Trondheim, og til hjelp for ham på hans første vanskelige skritt ut i arbeidslivet, fikk han på konfirma- sjonsdagen et komplett sett med skomakerverktøy. Men så fikk han gjennom en av lærerne på skolen tilbud om plass ved Dom- kirkens restaureringsarbeide, og slo til. «Og det har jeg aldri angret på siden», sier han med ettertrykk. «jeg trives overmåte godt her og gleder meg over hver ny oppgave jeg får.»

«46 år er jo en lang arbeidsdag», prøver vi. «Ja, men tiden har gått så fort, så fort, og det er utrolig at jeg snart hører til i de pensjonertes rekke.»

Det er blitt mange hammerslag gjennom disse årene, og mange og vakre arbeider er levert fra hans hånd. Det er en stolt og glad mann som tar oss med ut på plassen og peker opp på kirkens vest- front der alle de vakre statuene er oppstilt, og det er sannelig ikke få som han peker ut og sier: «Den harjeg hugget». Som et lite kuriosum kan nevnes at da Trondheim kommune skulle gi sin gave til åpningen av Oslo Rådhus, besluttet de å kjøpe en kvinneskulptur fra Domkirken, som viste seg å være hogd av Ankile. Den står nå i Rådhushallen i første etasje. Den bærer bare inskripsjonen: Gitt av Trondheim kommune, men slik den står er den likevel «en Ankile».

Enda en ting før vi forlater Ankile. Selv om han nok føler ve- mod over snart å skulle forlate sitt kjære arbeide, så kan han den dagen føle glede og stolthet over at navnet Ankile fortsatt vil være å finne blant arbeiderne. Hans sønn er nemlig også ansatt ved Domkirken og vil føre de ankilske tradisjoner videre.

~enger

inne i brakken finner vi nok en velkjent mann i de døves verden, Helmer Moe. Han har allerede oppdaget oss og har tydelig belaget seg på en liten avkopling, han også. Han har alt fått fyr på pipa, har satt seg på kanten av arbeidsbenken sin og klapper kjælent sin «skomaker» som han driver og finpusser før den skal settes opp på sin plass et eller annet sted på kirken. Og når han hører ærendet vårt, er han bare smil over det hele og er velvilligheten personlig.

Helmer Moe har også en lang arbeidsdag bak seg ved Domkirken, viser det seg. Han begynte i 1928, men før den tid hadde han arbeidet i en årrekke som siselør. Allerede i konfirmasjonsalderen hadde han bestemt seg for å gå den veien. Hans far og mor mente han hadde anlegg i den retning. Han fikk sin læretid og utdannelse i Oslo og arbeidet en tid ved Martinsens sølvvarefabrikkiTøns- berg. Men så kom nedgangstider med lite arbeide. Han måtte

Det er så mange spørsmål som ligger oss på tungen. Men vi våger ikke oppta for lang tid, og dessuten har vi flere å snakke litt med. Men før vi forlater vår venn, spør vi som sikkert tusener før oss har gjort det: «Når tror du Domkirken blir ferdig!»

Da smiler han lunt og rister på hodet. Vi forstår vi har vært dum- me. «Nei, det kan jeg vanskelig svare på. Kanskje 30 år, kanskje 60 år.» Vi tar oss i det, og idet vi sier farvel og tar sikte på vårt neste objekt, lar vi bare tanken arbeide videre med spørsmålet:

«Når blir'vel egentlig en kirke ferdig! Og hva betyr 60 år for et byggverk som står der og vitner om Evigheten!» Nye spørsmål dukker fram. De tar kanskje andre baner. Men det føles så helt naturlig: «Når blirjegegentlig ferdig medKirken!»Og vi vet at svaret må bli dette ene: ALDRI.

~engst

nede ved enden av brakken treffer vi tredjemann i

«døvetriumviratet» ved Domkirken, Arild Moslett. Han er

«yngstemann» i trekløveret, men er likevel ingen skårunge, Vi får høre at han har arbeidet her i hele 21 år.

Skal en dømme etter smilet og det tilfredse ansiktet som preger våre tre domkirkearbeidere, må visst Domkirken være det ideelle

arbeidssted.

+

til nas ·onal-helligdoln

se seg om etter nye jaktmarker. Arbeidet som siselør krever jo også formsans og kunstneriske anlegg, og da en stilling som sten- hugger ved Domkirken var ledig, søkte han og ble den heldige som fikk den. Overgangen fra sølv til klebersten var slett ikke vanskelig, sier han.

Vi lurer på om det ikke er ensformig å stå slik dag etter dag og bare hugge og hugge. Men da rister han på hodet. Arbeidet er både interessant og skiftende. Det finnes ikke to like skulpturer.

Han legger til: «Og så er det jo et skapende arbeide. Det er noe jeg kan legge meg selvi,og det er rikdom nok ved arbeidet. Her er daglig glede og inspirasjon. Et slikt arbeide kan aldri bli kjede- lig».

Ellers er det visst også mangt og meget som kan by på avveks- ling og opplevelser, og vi ber om et minne fra arbeidstiden. Da er ikke Moe i tvil om hva han vil nevne. Iallfall svarer han fort:

«Det var da kongefamilien med Kong Haakon VII i spissen gjestet Domkirken. - Det var enda første gang kongeskipet var på Trondheims-besøk. Kongen med følge hadde også ytret ønske om å få hilse på arbeiderne, og hele familien håndhilste på samtlige arbeidere og slo aven passiar med dem. Det var en rørende stund, sier Helmer Moe og blir fjern i blikket.

Som et lite apropos til kongebesøket, kan vi også nevne at kongestatuen på kirkens vestfront bærer Kong Haakons portrett og er hogd av Moe. Av andre arbeider fra Moes hånd vet vi å nevne «Maria og barnet» over Mariaportalen på søndre langskip.

A

arbeide med restaurering aven kirke og å være stenhugger krever nok ikke bare teknikk og håndlag, men også kunnskap - både om stilarter og kirkekunstidet hele. Vi lurer i denne for- bindelse på om der gis muligheter for studium av den slags for arbeiderne. Og Moe kan da fortelle at både han og Josef Ankile har hatt Domkirkens stipendium for å studere kirkekunst i Italia.

Vi forstår at det må ha vært både en opplevelsesrik tur i seg selv

og en kilde til rik inspirasjon iarbeidet. Helmer Moe.

5

Relieffet «Maria med Jesusbarnet» aver Maria·portalen, søndre lang- skip,er hugd av Helmer Moe.

V i får lyst til å hilse på ham som har den daglige ledelsen ved Domkirkens restaureringsarbeider, og får høre at det er arkitekt Wilhelm Swensen. Navnet kjenner vi fra før, og nå lærer vi også mannen å kjenne. Dermed forstår vi også alle de smilende og til- fredse menneskene vi traff ute på arbeidsplassen. Vi forteller at vi har tatt oss den frihet å legge beslag på noen av arbeidernes tid, og nå hadde vi lyst til å titte litt «bak kulissene». Vi har gjemt noen spørsmål til ham også, og vi får blant annet vite at Tore Skjø- restad var den første døve som ble ansatt ved restaureringsarbei- det. Han begynte alt i 1903 og sluttet etter 44 års arbeidei1947.

Vi forstår også at ikke minst han har vært en god ambassadør når det gjelder å åpne adgangen for døve arbeidere. Arkitekt Swensen kjenner ham ikke personlig særlig godt, som arbeider, men deri·

mot vet ryktet å fortelle store ord om Skjørestad. Det er hyggelig å høre en døv bli omtalt med ord som uteom det vanlige, fremra- gende,ja endog til får vi høre at fremdeles går det gjetord om hans dyktighet som skulpturhugger. For sitt arbeide har han forresten, sammen med Josef Ankile, fått seg tildelt Domkirkens gullmedalje for både god og tro tjeneste.

Besøket hos byggelederen har en spesiell hensikt. Vi er ikke bare ute etter ros og lovtaler. Og vi stiller arkitekt Swensen dette spørsmålet: «Er det vanskelig å trenge inn i stenhuggingens kunst?» Og vi legger til at vi da særlig tenker på muligheten for nyrekruttering av døve stenhuggere. - «Til dette er å si», svarer arkitekt Swensen, «at et arbeide som stenhugging selvsagt kan læres som ethvert annet fag. Men de rent personlige egenskaper utvikles jo under utdannelsen.» Og med tanke på døvheten sier han: «Det er i så måte ingen vesensforskjell mellom hørende og ikke hørende.» Men han føyer også til: «Selvsagt vil det kreves noe mere av den som skal forklare og lede arbeidet og gi den døve nødvendig instruksjon.» Vi forstår likevel at dette på ingen måte er å betrakte som noen hindring, for han fortsetter: «Jeg er imid-

lertid oppmerksom på at de fleste er så raske i oppfatningen og så interesserte i sitt arbeide at samarbeidet med hørende går over- raskende lett.»

Vi har gjennom vår vandring ute i brakken og på arbeidsplassen fått et sterkt inntrykk av at et slikt restaureringsarbeide som det som drives ved Domkirken ikke bare er stenhugging. Det er i høy grad et differensielt arbeide, og vi forstår det så godt når vi får høre at det selvsagt er begrenset hva en døv kan settes til å gjøre, f. eks. der hvor det til stadighet må gis muntlige ordrer og hvor der kreves hurtig reaksjon. Dette er vårt handicap, og en naturlig hindring som vi bare må avfinne oss med, tenker vi i vårt stille sinn. Men så gjør det da så ekstra godt når arkitekten til slutt understreker: «Men i det håndverksmessige,i kunsthåndverket, har de døve hevdet seg og ytt fremragende prestasjoner.»

/ f ( . ; e d denne uttalelsen for ørene takker vi for oss og for- later Domkirkeområdet.

Og idet vi passerer nasjonalhelligdommen enda en gang, kan vi ikke la være å kaste et blikk opp på den imponerende vestfronten og på de mange skulpturene og ornamentene. Det er nesten som de vinker og gjør tegn til oss der vi kikker opp på dem, og det er likesom vi føler at vi har fått en ekstra aksje i nasjonalhelligdom- men vår.

På tur ut av smijernsporten prøver vi å summere opp alle inn- trykk og uttalelser. Det blir så vanskelig å kle det altsammen i ord. Bare en ting lover vi oss selv høytidelig. Vi vil ikke la hov- modet få makten over oss. Vi vil heller være takknemlige. Vi er så få, vi døve, og vi forsvinner så lett i mengden. Vi trenger sårt til oppmuntring.

Og det synes vi at vi harfått her i skyggen av ærverdige Nidaros- katedralen.

Bamse Brakar.

Arild Moslett.

Var det ikke du som sa at du kunne lese!

Enav Linkletters yndlingshistorier er om en gutt som hadde vært på søndagsskolen. hvor barna tegnet. Læreren kom bort til gutten og spurte:

- Hva tegner du?

- Jeg tegner Gud.

- Ja. men ingen vet jo hvordan Gud ser ut.

gutten min.

- Så får de vite det når jeg er ferdig med denne tegningen. svarte gutten triumferende.

- Ja. det gikk slik til at min mor satt i en buss. og såkom min far og satte seg ved siden av henne. De kjente hverandre ikke, rnen såspurte min far henne am hun ville gifte seg med ham, og min mor sa ja, og så gikk de hjem og fikk meg.

- Min far var torghandler. og min mor kom hver dag og kjøpte grønnsaker hos ham. Hver gang hun bøyde seg ned for å ta opp en bunt gulerøtter. reddiker eller noe annet. så kløp min far henne i rumpen.

og da ingen av dem kunne holde ut dette lenger. så ble de gift.

() Kvit/DElt

En liten gutt fortalte begeistret at hjem- me hos ham hadde de fått en helt ny far.

Da Linkletter spurte hvordan hans mor hadde lært ham å kjenne. svarte gutten:

- Det hendte altsammen en morgen. for- di dørklokken ringte mens mor sattibadet.

Så gikk lillesøster og lukket opp. Der sto en fremmed mann. og han sa at han var kommet for å se min mor. Og så lot min lillesøster ham se henne . . .

- Min mor kom kjørende med en barne- vogn nedover gaten. Mine to små søsken satt i vognen. Så kom en mann forbi i bil. Han

«skjøt» til min mor. og da han hadde funnet en parkeringsplass. ble de gift - det vari mars. og så ble jeg født i april.

- Hvordan skulle jeg kunne svare på det?

Jeg var jo bare såvidt født den gangen da de ble gift.

FRA

AMERIKANSK FJERNSYN

MUNN

Og så tar vi noen av barnas svar på intervjuerens spørsmål om hvordan deres mor og far traff hverand re:

- Min mor sa at jeg ikke måtte fortelle noen stygge historier.

- Jeg tror ikke du kan noen stygge historier.

- A

jo. jeg kan mange. Min bror forteller megdem. Sam for eksempel denne her:

- Hjelp. jeg kan ikke svømme.

- Hvorfor ikke?

- Fordi jeg ikke er i vannet.

En liten pike ble spurt om hun noengang hadde prøvd å lage mat.

- Jeg har prøvd å lage pannekaker.

- Hva hendte da?

- Ikke meget. for jeg glemte å ha i smør.

melk og egg.

- Devar fetter og kusine. og begge bodde i Massachusetts, men så tok de en tur til California. og så måtte de se å bli gift i en fart - det er en eller annen lov de har der- borte.

- Jeg liker godt å være elleve år.

- Hva er det da som er fordelen ved det?

- Jo. min mage er større enn før. så jeg kan spisemere.

- Hva sa din mor før du gikk hjemmefra idag?

- Hun sa at hva som enn kom til å hende meg idag. så måtte jeg passe på at skjorte- snippen ikke kom til å stikke ut av bukse- benet.

/

---0/~

9~

AV BARNE,

- Hvem av dine foreldre er den mest tål- modige og overbærende?

- Det vil jeg ikke si. Hvis jeg sier at det er mor. så får jeg ris av far når jeg kommer hjem - og hvis jeg sier at det er far. så får jeg ris av mor.

- Har du badet ikveld?

-Nei.

- Hvorfor ikke?

- Fordi jeg skal spare på såpen. Far skal bruke den. Han er den mest skitne i fa- milien.

- Har du noen brødre eller søstre?

- En bror på to måneder.

- Oppfører han seg pent?

- Nei.han hyler hver natt.

- Hvorfor gjør han det. tror du?

- Han ligger sikkert og tror at han bli r snytt for noe morsomt i fjernsynet.

En ting er visstnok felles for alle foreldre.

nemlig at de av og til kommer i den situasjon at de sitter som på nåler. når barna forteller husets gjester ting som strengt tatt ikke burde komme utenfor hjemmets fire veg- ger. - Den amerikanske fjernsynsmann Art Linkletter er blitt berømt etter at han realiserte en ide om å intervjue småbarn.

Han har sludret med en rekke represen- tanter for det yngste Amerikaifjernsyn. og derfått dem til å fortelle de mest fantastiske og pussige historier. til alminnelig fryd for fjernsynspublikummet i millioner av hjem.

De beste historier er blitt utgitt i bokform.

(<<Kids Say the Darndest Things») som er blitt bestseller oVer there. og vi presenterer her litt -av hva barna har fått seg til å si:

I V

7

SOM DU

SAR

Magda i Uri gikk ut i sinne. Skulle ho ikke så så tjukt iår at det vart havremel både åt gris og lamsau til vinteren! Ikke ville ho ha den store kummeren å være vitne til at lamsauen stod og siklet etter en drikk- droppe med saltet og melklypa som den var vant i alle år, før det store vanstellet tok til på den lille gard raven ho og han Elias hadde stridd med i alle sine dager - ja, til den dagen da vanvettet heimsøkte han Elias, stakkars mann, da den tauslerva sørant kom i grenda og troppet opp med hikker og flir så han Elias mistet alt sitt vett og forstand. Ja, ikke det at han vart vanvettig i den forstand at mannen vart sjuk - langt der ifra. Var ingen sak da.

Nei, for så kunne så grom en ting ha hendt at han vart kurert ved god hjelp og pleie.

Og den skulle han ha fått heime her, ja på garden hans egen - Uri - som lå der så nydelig vakkert til rett opp i solheia. Aldri skein vel sol slik som der. Aldri lyste vel måneskinn så fagert ned snøbakkene, vin- ters dag! Og ho skulle tatt det på seg sjøl.

Han hadde jo sin egen Magda å stole på.

Handlag og vilje der sa'n. Tre småonger og, vakre som valmua i vindushagen deres.

A, Herregud så hustri det vart å tenke på at her kom det ingen Elias på åkeren og sette handa for munnen og skreik: - Så rett i reina no, Magda, så blir det storlin åker!

Aja, åja, mangt å minnes for den som er blitt forskutt. Men ikke gi opp for det. Gå på du, Magda. Så du, Magda. Ute og inne.

Alle dine dager. Noe gror det etter sådd.

Ittnå etter usådd, sa ho mor, ho.

Men tøker tårer når tankene går i kors for henne, blir ho ikke ferdig. Ikke før i grava. Og her på åkeren som ingen ser det, kan de bare flyte. Ho tørker dem vekk før ho går inn - til barna. De er no uskyldig de, stakkar. Det er gutten som er størst.

- Kor det høvd' til med han far, mor?

spør han.

Herregud, små-Elias, ikke spør meg om det, ville ho sagt. Men ho sa slik:

- Han far din, han kom på andre tanker han.

- Ja, men kofor det da mor?

- Han vart så løsten på meir liv, slik høvd' det visst til, måtte ho si. - Så vart det så tungt inni brystet da, ei lita stund, at ho måtte ha seg unna guttongen.

Men utpå tunet der gikk storjenta og stirret utetter gangveien ned de fine, lyse jordene, som lå som en gul sjø en vår·

dag:

- Enn han papa, som vart så lenge at?

lydde det imot henne først ho viste seg.

- Trur du han kjem idag, mor?

Da visste ho berre en eneste ting. Om ho skulle leve over og ikke bli stortullet:

Ho måtte forlate Uri for godt. Aldri en dag vart vel ho fri de der såre spørgsmåla åt barna så lenge ho vart her. De ville gå der og minnes og minnes. Spørre kvar enes- te dagen, så det skar gjennom hjertet. Og kor lenge et alment menneskehjerte tålte

de spørgsmåla deres, før det vart gjennom- hullet og utslitt, ja det kunne ho ikke svare noen på, ikke seg sjøl en gang. Og det kunne ikke ti lIates den som åtte tre barn å stå til ansvar for. Ho måtte stå både kar og kvinne, og det måtte bli slutt på sipen litt fort. Og barna måtte slutte å minnes. De skulle bli folk med freidig hu. De skulle se lyst på livet. De skulle vokse far sin over hodet, så han kom til å leve den dagen da de gikk forbi ham og smilte og sa: Stakkars far, du var litt bra dum den gangen.

Ja, no gikk ho altså her uti havbukta og sådde og sådde. Bruket så så lite og van- flidd ut at ho sette seg bart ned på dør- stokken til det her urlille huset, som heim skulle være, og stortutet. Ho ga seg over, for ho satt her aleine, hadde ikke villet ta med seg småene sine så tung en dag. Så ikke var ho serlig lettere i hjertet da ho syklet heim til Uri om kvelden, men ho tapret seg dyktig opp og satte på seg en større smil i ansiktet enn ho hadde hatt noengang før da barna stimet imot henne og spurte:

- Var det pent på Snippen, mor?

Minstagikk bort til (oren og tok han i handa.

- Aldeles storskjønt, svarte ho med høgt mål.

- Er du så oppesen, mor? sa guttongen, han Ult-Elias aldeles gaukstam og stirret på henne.

- Høgt på strå, svarte ho. - Det er jord der og. Vi kan så der og, vi. Og så kan vi ro på havet. Og så har vi høve til å få oss båt, så det blir matfisken å få i gryta. Så vi skal inga nød gå imøte der på Snippen vi, nei.

- Og så er vi no fire i tallet, sa guttongen og strammet leggene,

- Og så kan no jeg koke poteten, sa Iiltjenta som vart tre år til hausten. - For når det går an å sett' stikka som står på korka i den, så er den no ferdig.

Nei, kor ho kom på latteren. Ho lo og lo og vart aldri ferdig. Ja, skiltes de ikke før natta som om alt var glømt? Hele kum- meren over å forlate Uri, vakker-Uri deres, gikk så underlig i skjul som Vårherre sjøl hadde strøket hjertene deres med sin største glømsel. Storgutten, han Elias, varslet henne gjennom kammersdøra at fra denne kvelden å regne så var det han som var den som hette Elias. Kunne ho kom' ihau det! For no var det berre en av det navnet i garden deres, sa han henne med stort alvor. Så fans det ingen små-Elias, da.

Men ho Greta, storjenta i huset, hele seks år, ho vart litt rar da.

- Du tror no vel aldri at han far ikke kjem igjen, Ult-Elias?

- Ingen har sagt meg det slag om den tingen, svarte han henne.

- Men mor, ho trur da det, ho, ikke sant da, mor?

- Ellers så blir det ingen som er våres far heller, sa ho som minst var.

Da sa mor godnatt til dem. Vart så trøtt no, sa ho. Snakk meir om alle ting imorra, sa ho.

Men det vart ikke rett så stilt inni seng- kammerset hos barna.

- Kan du forstå ka som feiler han far da, Grete!

- Ingen har sagt meg det. sa broren.

- Ingen som er sterk i huset vårt no, sa minsta.

Ho knytte tørklæ på hodet sitt og ville stenge praten deres ute. Sove måtte ho no ifra alt. Ny verden vart det for dem. Nytt liv. Ho og tre små. Den eldste åtte år. Den minste såvidt gangfør. Smått mannskap å gå ivei med. Ikke hardt iallfall. Og det lille sjøbruket kunne vel vært noe om ho hadde vaksen kari båt og på land. Ja, for her var et kufor. F6r ho vakkert fram, måtte det gå med en sau og - kanskje, hadde den snille gardmannen sagt som varslet henne om den der nedlagte jordsnippen ingen lenger så råd med å bo på.

- Ja, Gud han inderlig velsigne de der folka som f6r til Amerika, kom ho til å tenke der ho lå og gret. Kor vi skulle gjort

av oss om ikke så skjønt var? Ja, slik spurte ho ut i vårnatta.

Siden var det gått både år og dag. Om det vart hardt! Spør dem som vet det, han som ovom sitter og ser ned på strevet og striden til fol ket. Ikke lå ho på den late sida, hverken natt eller dag. Helsa fikk ho ha gjennom alt. Og så rart, ja nesten for- mastelig det kan høres ut; ho sluttet å sørge over han som mann hadde vært. Hadde ikke tid. Ho gikk i molda som den der vart alene om å sørge for sine. En enkemann innant fastlandet kom til å se seg hag i henne en dag ho stakk seg på en basar nedi bygda.

Han vart alene etter dødsfall, han. Så om så var, kunne ingen prest nekte å vie dem for samvets skyld iallfall, sa han, og han hadde så inderlig blå og troskyldige øyne.

Og det stakk rett til inni hjertet hennes, si da det. Men så kom ho til å spørre:

- Men enn barna? - enn dem? Da vart det som han fikk vatn i austeinene sine.

- Dem!Å,dem gårdet vel an å sette vekk til noen som vil ha hjølp, sa han.

- Du får ha mangfoldig takk for fagert tilbud, måtte ho si før ho gikk.

- Men når ska vi sei du kjem da, Magda!

kom han etter henne ut i gangen og kviskret som det var en avgjort sak.

- Det fårduspør' ei anna ei om. Magda blir der ho er ho, svarte ho.

Slik en enfoldig karskropp! Nånei, ikke ho Magda, nei, som forlater dem ho er mor for. Blir der ho er ho - i all evighet!

No gikk ho her på tredje året etter at alt syntes bli bare grushaugen omkring henne og hennes. Men det vart det ikke. Kver en vår vart det meir grønt. Og om ho skulle si så stort et ord; det vart lettere. Ho hadde tatt med seg ku og kalv og sau med to lam ifra Uri. Vågsomt, kan du vite. Men mindre åtte ho ikke lyst til å begynne nytt liv med, sa ho til den snille gard mannen som hjelpte

henne med både hest og plog.

- Du gjør meg aldeles fortenkt, stirret han på dyra ho kom med.

- Gudfader får hjelpe meg no når jeg slettes ikke har noen annen, sa ho.

- Du får lette sauen og lamma utpå øyan ilag med mine, sa han. - Og ku og kalv får du fødd sommerdagene mot at smågutten din gjeter mine og.

Slik gikk det utrolig fra dag til dag. Nåja, husa vart ikke som på Uri, nei. Vinden f6r igjennom dem som den lystet. Regnet og snøfokket og. Men så gjorde sola det samme, sommersdag, og så gikk det vel opp i opp.

Den som fikk det verre, var nok han Elias, det, stakkars tosk. Ho som no vart kjerring i Uri, ho var streng og kvass som en rake- kniv, kom tidnad til henne. Og kjerring, det ville ho være ikke baretil han som mann skulle være. Ho var vidløftig av seg. Og han kunne vel ikke sette henne tilrette han heller, som han f6r åt. Ja, stakkars han Elias. Synd om ham vart det rett. Det sa folket som vart vitne til det daglige livet hans som no det vart. - Treftes de ikke

9

*******************************

halvveis til bygdhandleren en dag ho hadde det så travelt at ho ikke fikk tid til å tenke seg om før de stod der, begge to.

- Er det du, det der, Magda? sa han med svak røst.

- Trur rett det og ja, svarte ho og ville videre.

- Rart å sjå dæ, sa han etter henne.

Da snudde ho seg og gikk imot ham. Så rett nøy på ham, og så sa ho: - Du skulle ikke gjort det du gjorde mot oss du, Elias.

- Har tenkt det mangengang i tunge stunder ja, svarte han. Og no vart det så at han vart den som stod og felte tårer.

Det vart rart ei lita stund. Så kom det folk gående, og ho vart sterk igjen. Ho skynte seg og gikk. Fort og.

Fjerde året de var på Snippen, fødde ho fram to kjyr og fire sauer. Men så fantes det ikke jord biten så ulikt liggende til at ho ikke hadde sådd den til med havre. Det var den kornmaten som best ville folde seg ut uti havgapet. ja, det hadde jo ikke gått uten Gudfader da, noen verdens ting. Han let opp kvert et hjerte, stort eller lite, for henne. Ikke fleire granner enn de var der utpå, så delte de snart sagt alt med kver- andre. Og det er vel ingen annen å takke enn han som er skaperen for så stor god- het på denne syndige jorda. Ho gjorde no sitt ho og. Sprang mellom dem og hjelpte med alt ho kunne, vinter som sommer.

Bakte og vasket og vakte over både gris- purker og kalvku for mang ei sliten husmor den tida. Og dessuten vart ho lite jord- morkunnig og skredderhendt og, som åra gikk. Alt tok ho på seg. Alt ga ho seg til med. Ho visste ikke sjøl at ho åtte så mange ferdigheter som det åpenbarte seg som åra gikk og det trengtes. Ho vart lite byrg av segsjøl og - om ho skulle si som sant var.

Ikke en øres hjelp av det som kaltes bygda fikk ho. Voksen og friskt menneske må klare seg sjøl, vart ordtaket hennes.

Husa fikk ho vølt på. Vart riktig så trivelig utpå Snippen som åra gikk. Dokter og øvrig heit holdt ho fra huset. Åtte ikke råd å fare slik fram at ho måtte uro så fint folk, sa ho til dem som spurte. Men Gudfader å takke det og.

ja, gardmannen han hjelpte henne rett mye, sant det. Ho han og. Men slikt som å så? Nei. Det gjorde ho sjøl. Med handa.

Og underlig med det, så glømte ho ikke Elias sine ord noen vår. Ho sådde beint i reina. Og fager åker hadde ho. Og ikke en eneste vår manglet ho melsådet å legge i drikkbøtta både til kalv og lamsau. Det velsignede gudslånet. Ho brukte havremelet i både grøten og flatbrødet, potetkake og melksuppe. Og friskere og meir rødkinnete enn hennes barnonger, var ingen utpå her iallfall.

Men på Uri! Trist stell der, sa'n. Vart kjerringlaus på samme måten som ho vart

Meteorologfullmektig OLAF HASSEL:

Hvert år kan vi i juleheftene lese om be- merkelsesverdige juleopplevelser. Vi har etterhvert vennet oss til å betrakte julen som solskinnsfortellingenes og de glade overraskeisers høytid.

Kommende juleaften er det 25 år siden min mest enestående og uforglemmelige juleopplevelse.

Astronomi har vært min hobby i alle årene siden jeg ble utskrevet fra Oslo off.

skole for døve i 1915. Med mine forskjellige kikkerter har jeg trålet stjernehimmelen nær sagt hver eneste gang stjerner har vært synlig utover kvelden, om natten eller like før morgengry, år etter år. jeg har sett etter lysforanderlige stjerner, månen, planetene og mulige nye stjerner eller kometer, som plutselig kan dukke opp hvorsomhelst på stjerneh im melen.

mannlaus, han Elias. jada, stakkar. Femte året etter ulykka hennes, satt han der en- som. Det var om hausten. Ho stod i åkeren og skar havren sin. Minsta kom springende:

- Kom heim no mor, fort og. Far er kommet!

Det vart snakket om mange ting den haustkvelden. Han Elias ville bli, sa han.

- Skal vi ikke gifte oss enno en gang vi, Magda, som trøydde så godt ilag i mange år?

sa han.

Først vart ho arg. Så vart ho glad. Og så arg igjen. Ho gikk ifra han. Men så gikk ho og sa at bli, det kunne han, men gifte seg, det hadde ho gjort bare en gang her på jorda, det får rekke, sa ho. Og skilt ifra ham som hadde fått henne den gangen ho var ung og troskyldig, det hadde ho ikke kjent seg noen gang. - Men ellers fikk han ha henne unnskyldt. Så gikk ho og sa ikke meir den kvelden.

- Du skulle ikke latt ham fare heim ikveld, når han er så alene, sa sønnen.

- Vi vart alene en dag vi og, Elias, måtte ho svare.

- Vi var fire, vi, sa sønnen. - Verre for han far, ser du, mor. Du er snill . . . .

- Lat meg no ha fred, svarte ho og gikk og la seg.

Nærmere jul kom han igjen og ville holde jul med dem.

- Barna, sa han og sukket.

- Du skal være velkommen, sa ho.

Det vart rett så underlig en julkveld.

Ho skalv innvendig der ho stod og rørte i

I julemåneden 1934 var ikke værgudene nådige mot meg. jeg var mistrøstig over det stadig overskyede vær, med eller uten ned bør, som vedvarte dag etter dag, uke etter uke, fra 1. desember. Min skuffelse over været ble enda større da jeg en uke før juleaften fikk postmelding fra København observatorium om at en engelsk astronom hadde oppdaget en ny, nokså lyssvak stjerne 13. desember. jeg håpet på endelig oppkla- rende vær neste kveld, så jeg kunne få et glimt av den nye stjernen før den ville for- svinne noen dager etter sitt kortvarige lysmaksimum. Men værgudene nektet meg fortsatt i en uke å få se i det hele tatt noen stjerne.

Så kom juleaften, og det falt da naturlig at jeg kom til å tenke på julestjernen. Skulle jeg få se den nye stjernen for første gang på

julgrøten. Elias gikk som han ikke hadde ro på seg, ut og inn, ut og inn. Ho måtte be han gå inn i stua og sette seg i mak, så- lenge.

- Men Magda, sa han . . .

- Gå no inn litt, så kommer maten på bordet.

- Det var reine uløkka som kom på oss, Magda!

- Ser det no noen om dyra i Uri, når du er her, måtte ho si, men ho hakket ord.

- Nei no tar vi og flytter til Uri igjen vi, Magda, . . . og så glømmer vi alt det her, vil du ikke det, hører du!

Det vart en storrar julkveld. Hele såret hennes brøt opp. Vart ikke fri han, sa ho. Kan du ikke lat oss ha fred no, sa ho.

Komme her å brekk' opp alt det vi vil gløm- me av med stor møye. Tror du ikke vi har hatt nok å gå igjennom de her åra.

Da reiste han Elias seg og ville gå fra alt ..

heim til Uri .. best det, sa han. For han var vel glømt av alle sine, sa han. Sårt det å oppleve, sa han.

Ho gikk og auste grøten opp, fin og kvit var den. julkveld var det og..

Minsta kom i kjøkkenet. Stor, vakker jente var ho blitt. Gikk bort til faren. Tok han i handa:

- Kom no inn, far. No har vi fått gran- treet i foten sin. Du kan tenne i lysa du, når du er her korsom. Vil du ikke det du og, mor?

- Du får ijøre det da, Elias - når her er tre mot en, sa Magda.

Forandringeristjernekonstellasjonene, forvoldt av nystjernen.

Stjernebildene Svanen og Lyren,med den klarestjerneVega,sees på nordvesthimlen julekveld.

/ I I

•

( I I

•

jt.- - - -;

HERKULES HERKULES

DRAKEN

Ny 5tjern~' t931f /JI'- _

/

I •

Ny

stjerne

'93/f- " 0

DRAKEN

+

o··

Kristi fødsel og Betlehemsstjernen. Selv trodde jeg imidlertid ikke et øyeblikk at nystjernen som jeg første gang så juleaften 1934 skulle være et budskap til meg om en eller annen mystisk barnefødsel. En sann·

synlig forklaring på en ny stjernes plutselige tilsynekomst er at en eksplosiv volumutvi- delse har funnet sted i en tidligere lyssvak, usynlig eller sluknet stjerne. I slike tilfelle forøkes lysstyrken opptil 10.000 ganger.

Men inntraff denne stjerneeksplosjon om- trent samtidig som den nye stjernen ble oppdaget i England 13. desember 19341 Nei, skulle den nye stjernen symbolisere en barnefødsel, så kom nok budskapet til jor- den altfor sent. Nystjernen ble nemlig

«tendt» lenge før min fødsel - antakelig for mere enn 100 år siden! - Likesom lyden bruker også lyset en viss tid på å tilbakeleg- ge en bestemt avstand. Som kjent er lyd- hastigheten i luften ca. 330 m i sekundet - mens lyshastigheten er 300.000 kilometeri sekundet. Da forteller det litt om avstan- dene i universet når vi kan nevne at dersom stjernen Siri us slukkes eller formørkes to-

II*ve ^g•

.-e LYREN

,

+

/ / / /

'./

•

•

. 1 \

,.

^\

-;:.

\

HERKULES DRAKEN

//*ve ^g•

.-. LYREN

IJeneb

i

+--- *\-- _SVANEN ⁺

\

⁺

endelig ble oppklaring nyårsdagen 1935.

Med undring så jeg at Nova Herkulis' lys- styrke forble så godt som uforandret gjen- nom månedene januar og februar. I mars avtok dens glans etterhvert, til den sluknet i april måned, men den var fremdeles syn- lig i kikkerten en tid.

I løpet av de siste 40 år har jeg iakttatt også and re nystjerner som først var bl itt oppdaget i utlandet. Som regel har de nye stjernene vært synlige med det blotte øye i kortere tid, fra ca. en uke til et par måne- der. Nova Herkulis 1934 var aven sjelden nystjernetype som kalles Super nova.

I vår tid betraktes gjerne nye stjerner som symbol på barnefødsler, i likhet med selve juleaften1 Skulle den bli min jule-

stjerne1- Men været var helt fra morgenen av like trøstesløst som før, overskyet med litt snø av og til.

Utpå ettermiddagen ble det imidlertid litt lettere vær. På vesthimmelen var det tegn til skyoppløsning. Like før kl. 17 sto jeg spent og speidet etter nystjernen. jeg visste på forhånd dens posisjon. Et skygløtt kom drivende. En stor stjerne tittet fram i skygløttet. Det var visstnok Vega. Ny- stjernen skulle da være bak det tykke sky- laget litt ovenfor og til høyre for Vega.

- Noen minutter over kl. 17 - da kirke- klokkene nettopp hadde ringt julen inn - trådte endelig nystjernen, som jeg aldri før hadde sett, fram i skygløttet. Mot min for- modning var den ganske stor, av annen lysstørrelsesklasse, likesom Polarstjernen.

Ivrig påviste jeg den nye stjernen for min familie, men da ingen av dem var stjerne- kyndige, kunne de ikke se at den virkelig var ny. De syntes den var akkurat som de andre. For meg virket den derimot helt fremmed. Med et slag var den øvre del av stjernebildet Herkules forandret. (Se for- andringen i stjernekonstellasjonene ved sammenlikning av de to stjernekartskisser. ) For meg var det en fantastisk opplevelse.

Tenk at jeg, en totalt døv amatørastronom, skulle få se en veritabel ny stjerne nettopp på juleaftenen! Jeg undret meg. og gleden strømmet gjennom meg. Samtidig tenkte jeg på at millioner av mennesker i Norge og i andre land verden overi dette øyeblikk feiret julen og hørte evangeliet om jule- stjernen som viste seg for over 1900 år siden - uten at disse visste noe om at antallet av himmelstjerner nylig var blitt forøkt med en ny stjerne!

Jeg betraktet den forunderlige nystjernen i mellom 5 og 10 minutter før skygløttet trakk seg sammen igjen, og straks etter falt det igjen snø. jeg gikk til Darbu jernbane- stasjon og fortalte stasjonsmesteren hva jeg nettopp hadde sett. «Så De den nye stjerne i Østen1» spurte han. «Ikke i østen, men på vesthimmelen. I øst kan den sees imorgen tidlig», svarte jeg.

Like etter jul skrev jeg til norske astro·

nomer om min juleopplevelse. Det viste seg at ingen av dem hadde sett nystjernen den juleaftenen, men en av dem, på Dom- bås, hadde sett den allerede 21. desember, uten at han da visste at den forlengst var blitt oppdaget aven i England.

Den nye stjernen, som ble kalt Nova Herkulis 1934, fikk jeg ikke se igjen før det

I l

~ET

KONGELIGE KØBENHAVNSKE KLASSELOTTERI er et pompøst navn, og foretagendet er en ældgammel og sikker indtægtkilde - for den danske stat, der beregner sig en rundelig stempelafgift for de hundredtusind hele, halve, kvart og ottendedele lodsedler, som rolige mennes- ker er vilde efter at få fat på. Klasselotteriets gevinster er nemlig penge, som folk er tossede for at komme i besiddeise af, vistnok fordi penge er skabt af en vis mand, der residerer i underverdenen, men lidt for ofte gæster samtlige riger og lande på jordens overflade. Men hvis man spørger en prælat, hvem der har skabt Fanden, får man ikke noget konkret svar.

I en årrække havde Onkel Nikkelaj flere klasselotterisedler, med forskellige numre, men da han hverken er krøsus eller noget andet gudsbespottelig, måtte han, som pensionist, nøjes med en enkelt kvartseddel, der nogle gange var udtrukket med små gevinster. Onkel tænkte optimistisk, at nummeret næste gang kunne få en større gevinst. Og hvis Dovregubben rejser sig og protesterer mod sådan optimisme, må han lægge sig igen. Onkels nummer blev nemlig endnu en gang udtrukket med et firecifret kronebeløp, der ville være femeifret, hvis det havde været en hel seddel.

Den firecifrede gevinst blev ud betalt kort før jul. Det udbetalte gevinstbeløp sattes øjeblikkelig i banken for at kunne trække renter, der dog kun er beskedne, fordi aktionærerne mener at have krav på stort ud bytte. (Er det ikke også sådan i Norgel)

Tante gjorde sig lækker på alle måder, tænk selv på midler og metoder, som har gennemgået en raffineret udvikling siden Eva præsenterede Adam for æblet.

Tante fulgte kun delvis i Evas fodspor i dette tilfælde - hun ønskede, at få et Wilton-gulvtæppe i julegave, fordi onkel havde vundet i lotteriet.

Onkel fulgte heller ikke helt i Adams fodspor, men sagde: Pengerne er sat i ban- ken. Der er forlængst købt en personlig julegave til dig. den må du nøjes med, den kan absolut ikke byttes med et gulvtæppe.

Vi skal ikke have noget nyt gulvtæppe, før du er vokset fra at få børnebørn, der tisser på gulvet. Men efter nytår kan vi snakke

***************

talt i 1959, vil det gå 9 år før vi oppdager det og den blir usynlig blant stjernene.

En ny stjerne kan vel sammenliknes med en atombombe. som et øyeblikk lyser så sterkt som tusen soler. Etter stjerneeksplo- sjonen spres sprengstykkene som bølge- ringer ut i himmelrommets bunnløse mørke dyp. Dersom vår sol eksploderer, vil Jorden og andre planeter bli oppslukt og

~melte øyeblikkelig i ildhavet.

12

om, hvor vi skal hen i sommerferien. Vi har væreti Oslo og omegn, omkring Lier- dalen, og i Hønefoss og der omkring uten at se bondehuse med græstørvstage, som der voksede buske på. Vi har heller ikke set sne på høstakke i juli måned, og vi har ikke været oppe i den tynde luft, hvor der ikke kan gro noget, men kun er sten og sne eller is. jeg kan godt tænke mig, at vi tog en turop i højere og nordligere regioner.

Vi har jo ingen sprogvanskeligheder i Nor- ge, og som danskere er vi velkomne gæster.

der mødes med venlighed. Men hvis du hellere vil en tur til Tyskland, f. eks. til Rhinen, eller til 0strig, hvor øllet er Iige så godt som det danske, og vin er bedre og billigere end vi har råd til at købe herhjem-

me, så sig det. men tænk lidt over det, før du spytter ud, selv om det vil falde dig vanskeligt, at tænke før du taler.

ja, onkel er somme tider galant på sin egen faeon, rar, på dansk og norsk.

Tante var dog lidt forbløffet. Hun vidste nok, at hendes mand var rutineret foredrags- holder, men han havde aldrig før sagt så meget til hende - i sammenhæng. Tante var klar over, at hvis hun opponerede, blev der diskussion. Uden betænkning svarede hun derfor smilende: Det er udmærket altsammen. Du kan selv bestemme det hele - gamle asen.

Muligvis vil det i Norge blive anset for utroligt at en dansk kone, i sin næst-bedste alder, kan være så fornuftig og medgørlig, og på den foranledning garanteres der her- ved for rigtigheden. Der må dog tilføjes at der næppe findes et større antal madam- mer af den type i Dannevang. Onkel kan

prise sig lykkelig, men det gør han såmænd ikke, og at han bliver misundt, interesserer ham ikke. Han har en gang for alle sagt.

at når en mand ikke forstår at opdrage sin kone, så er han et skrog.

julen varede længe, og kostede mange penge, men lotterigevinsten stod uberørt i banken, og det kan tjene som bevis for, at det, mildt sagt, er en grusom fejltagelse.

hvis nordmændene tror, at deres moral er bedre end danskernes. Arsagen til miseren er nok den. at videnskabsmændene har regnet med, at moralen steg trinvis med breddegraderne mod nord og det stigende antal meter over havet.

Uden diskussion blev en 14 dages ferie- rejse i Norge vedtaget, med 1 stemme modO.

En norsk ven blev anmodet om at foreslå en rute, efter følgende reeept: 2 dage i Oslo, 2 dagei Bergen, 2 dage i Trondheim.

Ingen natterejser. Godt ophold og mad, men ikke i luksusklassen. Smukke eller ejendommelige egne ville blive betragtet med tålmodighed og fornøden andagt.

Vennen og hans familie på Grefsen skulle hjemsøges. En bekendt på Ullevål kunne måske undgås. I Trondheim skulle en veninde og hendes familie besøges, og der skulle hilses på de verdenskendte døve domkirkestenhuggere, der, flere generatio- ner tilbage og fremover medvirker til, at bygningsværket genopstår til sin tidligere herlighed, indtil ødelæggelsesvanvid eller naturkatastrofe sparer Stortinget for be- villinger, medmindre trønderne gør oprør, hvad der godt kan ligne dem.

Vennen i Oslo sendte et turistkort over Norge, og et forslag til en rejserute, samt den samlede billetpris for transporten med tog, bus og båd. Tante, der er letfængelig, sagde begejstret, at det kunne blive en dejlig bryllupsrejse, skønt hun var gammel nok til at kunne have holdt sølvbryllup, hvis hun ikke havde rykket sine teltpæle op og skiftet boplads. Onkel tog det roligt, kort og sagligt: Ruten skal studeres, kriti- seres og diskutteres. Punktum!

Ruten blev godkendt - i omvendt række- følge, Kristiansund blev udslettet. Norsk Rejsebureau i København fik besked om at ordne billetter og hotelophold. og her fik onkel den alarmerende oplysning, at han måtte regne med mindst 25 kr. pr. døgn pr. næse, for opholdet, men han sagde bare, at det kunne være rart at prøve, hvordan det er at leve. som en greve, gjorde

et indhug på lotterigevinsten og betalte billetter m. m., 3 måneder før triumfturen skulle starte.

Onkel og tante kommer aldrig farende i sidste øjeblik, så de fik sikret sig sofapladser i «Kronprins Olav»s rygesalon, der blev fuldt besat, før båden den 14. juli kl. 16, satte kursen mod Norge. Passagererne var danske, der skulle på ferie, norske, der skulle hjem fra ferie, og så var der et mindre antal fra sydligere lande, der var på ferie- eIler forretningsrejse.

Klokken 18 tog tante de medbragte mad- pakker frem, og ville have øl og kaffe - og detfik hun. Ligeoverforsad et par norske jenter, der kiggede Iyksaligt på de udpak- kede smørrebrød, men da tante bød dem at tage et stykke, sagde de: Nej tak, vi er ikke sultne, og vi har selv madpakker med, men de skal gemmes til vi kommer hjem, så andre kan se, at vi har fået dejlig mad i Danmark. Og så bestilte jenterne kaffe og wienerbrød. I mellemtiden var der opvokset en lang sigaretkø i salonen, og da tante var mæt, fyldte hun godt op i køen. Tante er indtil videre uforbederlig storryger, men hun køber røgelsen for sine egne penge.

Skagerak sendte nogle kraftige dønninger mod «Kronprins Olav», der begyndte at

1\1 G EV 1 _~I

rokke og rulle, og nogle unge, der endnu ikke var med på noderne, skiftede kulør.

Tjenerne kom løbende med små papmache- hatte, men, ak, for sent. Der blev ofret til Neptun - i salonen, så tante og onkel foretrak at gå tu r på dækket, og derpå ned i kronprinsens mave, hvor de 3 måneder i forvejen havde sikret sig køjepladser, og dernede blev de blidt vugget i søvn.

Naturligvis er tante en kvinde, men hun er alligevel morgenmand, så da onkel vågne- de i overkøjen, var underkøjen tom, skønt klokken ikke var 6 endnu.

Kronprinsen sejlede støt og roligt i Oslofjord, men da onkel, langt om længe fik nettet sig og kom op ad kahytstrappen, fik han et smilende og kærligt godmorgen- kys af tante, som alvorligt formanede ham om, ikke foreløbigt at gå ind i salon eller toilet heroppe, da der så rædsomt ud og lugtede forfærdeligt efter de unges natlige ugerninger. Rundt om på dækkene sad, hang eller lå sovende passagerer, der ikke havde haft køjepladser. Men kl. 7 var sa- lonen udluftet og rengjort, så man kunne få kaffe, og kl. 8 var båden i Oslo.

Vennen og hans forældre hjemsøgtes, og næste morgen indtog tante og onkel reser-

verede pladser i toget på Østbanegården.

En ung dame, der sad lige overfor onkel, viste sig at være dansk, nemlig fra Ringe, på Fyn, og de fynske piger siger altid: Nat- ten er vor egen. Nogle velvoksne gutter blev klar over danskernes mangelfulde geografiske lærdom, og forklarde, om ba- nens stigning over fjel det, og det der var værd at se under vejs, og hvad man ikke så gen nem tunneler og sneskærme. Omsider kom toget op til Finse, og så var lokomotivet blevet forpustet og tørstig. Her, som alle andre steder, skulle tante købe prospekt- kort og eigaretter. Cigaretterne blev røget, dels af tante, dels af dem som hun generøst bad hjælpe hende med at udrydde osepin- dene, som onkel afskyr, fordi han elsker en sur pibe. Prospektkortene formerede sig uafbrudt og voksede til en stak på mindst 100 mm. På Finse viste termometeret nøj- agtig 5 graders varme, d. 16. juli, så toget satte en gevaldig fart på, ned til Bergen, hvor der blev taget afsked med den fynske pige, der skulle feriere mellem de 7 fjel de.

Tante og onkel kom godt nok til hotel Rosenkrantz, og så ville tante have sjø- tunge og jordbær, som forsinket middags- mad, og da de stegte havdyr blev serveret,

erklærede tante, at det var rødspætter - men de blev spist. Næste dag blev nogle af byens seværdigheder beset, og gader og torve gennemtravlet. Fløjen ble også be- nådet med en visit, men byen blevfornærmet, den gemte sig under et tykt regntæppe.

Tidligere løb alle heste i Bergen løbsk, hvis de så en mand uden paraply. Hestene er væk, men regnen eksisterer endnu. Som erstatning .skal der, ved en strålende mis- forståelse, være indført den skik, at hver bergenser, i dåbsgave, får overrakt en regn- frakke af borgmesteren - på fisketorvet.

18. juli futtede vi opover, gennem alle tunnelerne, til Voss, hvor vi skiftede til en bus, og mens bussen rullede videre opover sang tante og onkel: På Vossevangen, der vil jeg bo ... , men så ingen piger med bånd i hår. Sandsynligvis bliver pigerne alligevel elsket - nu som før. Kl. 13.05 holdt bussen ved Stalheim Turisthotell, og menuen lød på kogt laks m. m. Som bordfæller fik tante og onkel 2 midaldrende engelske damer.

Megen sol kunne ikke nå ned mellem de høje fjelde, og set med danske øjne var udsigten noget dyster. 2 ældgamle huse, med gamle sager, fungerede som lokalt museum, der blev beset. Om aftenen blev

13

<<100% effektiv vekke-anordning (or døve», sier den døve italienske tegner.

der tændt op i peisen, englænderinderne skuttede sig, og peisen gav mere røg end varme.

Ved frokostbordet, d. 19. juli, forlystede den ene englænderinde tante og onkel.

Englænderinden tog nemlig 5 forskellige slags pålæg på sin tallerken, rodede det hele sammen - og spiste hele portionen.

Velbekomme, blev der sagt - på dansk - med et smil. Kl. 7.20 holdt der 2 store bus- ser, og de blev stopfyldt. 2 turister hafde sovet for længe og kom rendende, med portieren efter sig, og busserne kørte ikke før regningerne var betalt. Turen gik i hår- nålesving nedad til Gudvangen, hvor 2 både lå parat, og så blev der sejlet ud mellem fjeldene, men efter en god times forløb stoppede begge både. Fra en anden fjord- arm kom en større båd, som også stoppede, og passagererne fra de 2 mindre både blev dirigeret ombord på den store båd, som derefter fortsatte ud gen nem fjorden, der blev bredere og lysere, fordi solen kunne nå ned til vandoverfladen i Sognefjorden. Det var en interesant ogsmuksejltur. Båden kom til Balestrand, der i sin tid hver sommer fik besøg av kejser Wilhelm d. 2. Der er smukt ved Balestrand, med udsigt til stejle og høje fjelde med sne på toppen. Tante undrede sig. Hvorfor ryger fjeldene? - Fordi solen smelter sneen og får fuktigheden til at stige tilvejrs, som skyer - tænker jeg - sagde onkel, belærende.

Da båden til Vetlefjord kom, viste det sig at være en ældre skude - absolut ikke en sjøbus. Næ, det var en blandet fragt- og passagerbåd, med små kahytter, der var fyldt, da båden kom til Balestrand. Over forskipet hang en stor turistbus, jo, den hang der, for bussen var længere end båden var bred, så bussens for- og bagdele ragede udenbords på hver side, og båden havde meget besvær med at lægge til broen, hov, det var nok kaptajn eller styrmand, der havde besværet.

Under rundgangen på båden observerede tante og onkel, at døren til styrehuset stod åben, og at rattet blev betjent af en gut på 14 år, der ikke var særlig velvoksen, og da det begyndte at støvregne, gik tante og onkel ind i styrehuset, men opnåede ikke at blive smidt ud. Gutten ville gerne snakke med tante. Fjorden blev smallere, og da båden nærmede seg bunden, med den lille klynge huse, der var Vetlefjord, drejede gutten på maskintelegrafen, og så kom styrmanden eller kaptajnen og overtog rattet, men han ville også gerne snakke med danskere, for han var fra Kristiansund, som tante og on kei havde udslettet - af deres rejserute. Alt og alle kom godt i land.

Rutebilen startede, susede ind idalen og op ad Gaularvejsvingene. Vinduesviskerne blev sat i gang, da der kørtes igennem en sky, og tante sagde lidt senere, i klart sol- skin, at digteren havde ret: Oven over

skyerne er himlen altid blå. Onkel svarede lakonisk: Selvfølgelig. Og kommer man derop, skal man ned igen - og så fik bæstet et blidt albuestød. I Moskog blev der gjort nødtørftig ophold, men tante ville også have kaffe. Chauføren nøjedes med en pi be tobak, og ellers spiste han lakridstablet- ter, så hele bilen duftede på den lange tur til Loen i bunden af Nordfjord, hvor vandet var spinatgrønt. Det havde været en lang dag, rig på afveksling.

Alexandra Turisthotell var stort og flot, og da onkel, efter den sene middag, gik op ad en trappe, troede han tante fulgte efter, vendte sig om og talte til - en amerikansk dame, der smilede, og så kom tante i fuld galop, for at redde situationen. Tante prø- vede på at lokke onkel ned i salen, hvor der var dans og bar, men onkel var træt - han ville spille kort.

Den følgende formiddag foretoges et par små udflukter. I Loens gamle kirke var der sager fra den tid Norge var under dan- ske konger. Og under besøg i en forretning, der ikke havde glasdør, lukkede en ameri- kansk turist døren op - i hovedet på onkel, så han så måne og stjerner i sol- skinsvejr.

Den 20. juli startede bussen fra Loen. På Videseter spistes der sammen med 2 yngre englænderinder og 2 norske damer. Un- dervejs til ødemarken Grotli, snakkede tante med den ene englænderinde - den anden var meget reserveret, også ved kaffebordet. Der skiftedes bus og kørtes mod vest. Ved Djupvasshytta begyndte bussen at kravle op ad Dalsnibba. Den re- serverede englænderinde blev ængstelig, skiftede plads og gemte ansigtet i sine hænder, hun turde ikke kigge nedover.

Chauføren havde besvær med at få den store bus rundt i de sidste sving før Dals- nibbas top var nået. Alle steg ud på plat-

formen, hvor det norske flag vajede. Men deroppe, 1500 meter over havet, var der den dag kun udsigt til nogle andre fjeld- toppe og et mælkehvidt skydække ca.

100 meter lavere end toppene. Det var køligt deroppe, og tante lavede koldsindig en snebold, som hun kastede i nakken på onkel, der derefter straks lavede en anden snebold, fangede tante og «vaskede» nok så nydeligt hendes leende ansigt, mens de 2 englænderinder måbede, og et par nord- mænd sagde: Det har hun godt af. Bussen vendte og kørte samme vej ned. Efter nogen tids forløb sås Geirangerfjorden dybt nede.

Ved et brat sving standsede bussen. Her var der kort forinden sket en ulykke, idet et fransk par, i deres bil, var kørt udover vejen og forsvundet i den smalle og dybe kløft. Kl. 20 var tante og onkel installeret i Hotel Union, og fik igen kogt laks eller ørred. Onkel begyndte at længes efter fri- kadeller. Der var masser af turister i Geir- anger. Næste morgen observeredes sven·

skere, der kamperede it~lte,som de senere læssede på deres motorcykler. løvrigt måtte svenske bilister gentagne gange køre bag- læns, fordi de, af gammel uvane, kørte i venstre vejside, og det var ikke anerkenden- de udtryk svenskerne belønnedes med, når de norske chaufører måtte stoppe på grund af svenskernes vildfarelser.

Geiranger er med rette berømt for sin naturskønhed, sagde onkel, og tante ville gerne blive der en ugestid. Onkel sagde kun: Båden til Valldal er parat til afgang, den 21. juli kl. 14. De 7 søstre m. m. venter os, og man skal være galant mod damerne.

Regningen er betalt. Og de kom ombord på sjøbussen og sejlede ud ad Geirangerfjord, mens vandet fossede ned fra fjeldene på begge sider. Onkel syntes dog, at de 7 søstre var noget tynd benede, så tante hysse- de på ham, andre fotograferede i lange baner.

Tante havde alle herlighederne i sin taske- på prospektkort.

I de stille fjorde kan bådene let overholde deres fartplan. Landgangen i Valldal skete programmæssigt, og efter en rigelig lang kaffehvil kom bussen, der skulle opover, men udenom Romsdalshorn. Da bussen holdt ved Trollstegsrestauranten, hilstes der på nogle danskere, der i deres egen toplæssede bil havde aset sig op ad Troll- stegvejen, der vistnok har 4 dusin sving.

Bussen holdt ved udsigtspladsen, før den kørte ned. Onkel mente, at det ville have været billigere, at lave en elevator, men da han ikke har forstand på den slags ting, tog han ikke ideen alvorligt. Bussen stop- pede ved det hypermoderne Grand Hotell Bellevue i Andalsnes, og så blev der igen sat kogt laks på bordet. Fisk er godt.

let mad om sommeren, men onkel brumme- de noget om, at nu havde han på en uge spist mere fisk end han plejede at konsu- mere på et halvt år, hjemme. Et stort amerikansk turistselskab syntes at være enig med onkel, for de festede med vin, endda champagne, der var så kostbar, at der blev diskussion. da regningen skulle betales, og så var det tantes tur til at sige:

Det har de godt af, når de ikke spenderer et par glas på os. Derfor gik tante og onkel ud på en lille aftentur på havnen, hvorfra de også kiggede på bakkerne, før de gik i seng, med telefon på natbordet. Onkel ihukom, at han havdE: beordret godt ophold, men ikke i luksusklasse. Og så spurgte han tante, om hun kunne forklare ham, hvordan et norsk luksushotel var beskaffen. Onkel venter stadig på svar. Tante sov nemlig.

Nazisternes bombefly havde jo i april 1940 befri et både Andaisnes og Molde for alle gamle minder og seværdigheder. On- kel havde derfor betalt regningen om afte- nen og givet besked om vækning næste mor- gen kl. 6. Men, som før nævnt er tante kro- nisk morgenmand. Kl. 5.30 blev onkel væk- ket, tante havde taget bad, og puffede ubarmhjertig sin halvtsovende mand ind i badeværelset. Og da portieren, kl. 61ukkede seg ind for at vække de danske gæster, sagde onkel, fuldt påklædt, et muntert: God morgen, min herre. Onkel havde allerede fyr på sin pibe - så han var helt vågen.

Der blev tid til en lille morgentur. Båden til Molde afgik kl. 6.30.

Triumfturen begunstigedes stadigvæk af fineste sommerferievejr, og Molde viste sig at være genopbygget i ny skikkelse. En ny bestand af roser var under opvækst.

Som en strålende kontrast til de store hus- kassers moderne og flade, kedelige stil, bekendtgjordes der et sted, at her var BONDEHEIMEN, der også havde KAFFI- STOVA. Tantes kvindelige nysgerrighed slog gnister, hun ville prøve en bondefro- kost i etablissementet, men det blev, for første gang, en skuffelse. Bondehei mens

Der kan musene ikkegørekatten naget, sagde onkel.

inventar var nyt og moderne, maden var god, uden luksuspræg, og serveringsdamer- ne var bunadklædte. Og så var det på tide at komme ned til havnen igen, for at gå ombord i bussen til Angvik.

Bussen blev fyldt. Det var søndag for- middag, blikstille og lunt solskin. Men da Moldes nye brede gader var passeret, blev det til en langvarig gyngetur med bløde sving. Tante opdagede, at en ung dame, der sad Iige bagved onkel, var begyndt at blive søsyg, skønt hendes kæreste eller mand var i marinesoldatuniform. Onkel er imidlertid gammel samarit. så han fik hurtig kureret patienten, med et par tabletter. Det var ellers en køretur med smukke udsigter.

og heroppe var der bondehuse med græs- tørvstage, som der voksede buske på.

Undervejs måtte bussen flere gange sagtne farten, for at løsgående køer kunne besinde sig til at gøre plads. Onkel sagde: Køerne skuler misfornøjet over at blive forstyrret, men de brøler ikke, selv om bussen tuder.

Ifølge rejsebureauets plan, skulle båden fra Angvik afgå straks, ved bussens ankomst, så tante og onkel gik direkte ombord i skuden, der dog blev liggende ved broen, uden tegn på liv eller afgang. Båden, der mindede om en miniaturefærge, blev in- spiceret. og onkel udtrykte den opfattelse, at det var et oldtidsfartøj, og det var ikke helt ubegrundet. I kahytten under dækket forefandtes nemlig en gammel støbejerns- kakkelovn, der ikke så ud til at være pudset i dette århundrede. Pludtselig blev båden bemandet, både med mænd, kvinder og børn, og skuden sejlede nydeligt, uden at der blev fyret op i kakkelovnen. Sejlturen var sm uk i de skønne omgivelser, med skove og bløde linjer i landskabet. Men tante ærgrede sig, hun havde ikke fået kaffe i Angvik, og kunne ikke få det ombord i den lille båd. Som en sød hævn gav tante sig til

at synge: Holder du af mig, holder jeg af dig, . . . . - midt på dagen, i flimrende sol.

Da båden nærmede sig Tingvoll, sås 2 busser kø re ned på havnen. Der blev mylder og mas på båden, og endnu før fortøjningen var i orden sprang gutter og jenter i land, for at okku pere de bedste pladser i busser- ne. Tante fik heller ikke kaffe i Tingvoll, men plads i en af busserne, og syrener og guldregn blomstrede frydefullt - hvornår er jordbærene så modne deroppe1

Det ble en varm køretur i den overfyldte bus, folk svedte og døsede, men tante og onkel fik dog set, at der var smukt i Surna- dalen. I en landsby med en kirke, hvor der naturligvis også var en restauration - med en stor skilpadde, der kravlede rundt på gulvet, stoppede busserne. Der blev spist og drukket kaffe. Onkel ville så have en pibe tobak, men jakkelommerne var tomme, og da han kom ned på vejen, var begge busser væk, med frakken, pibetøjet og den øvrige bagage. Onkel måtte tage til takke med en af tantes elendige eiga- retter. Busserne kom igen, og så kørtes der videre mod Trondheim.

Rejsebureauet havde noteret, at ankom- sten til Trondheim skete kl. 19, og det var veninden adviseret om. Men ankomsten fandt sted kl. 18.15, og der var ingen Elsa at se på pladsen. Tante og onkel lod sig lodse til hotel Sentrum, og efter at være installeret i deres bestilte værelse, højt tilvejrs, kom Elsa, og så etableredes der stort og glædeligt gensynstableau, hvorefter familien blev besøgt.

Kl. 22 blev der inviteret på en bustur i omegnen, lidt opover, og det blev en glædelig overraskelse, hvor der var for- skelligt at se i det svindende dagslys. Turens højdepunkt var solnedgangen. Solen sås i horisonten, som en glødende kugle, der farvede Trondheimsfjorden blodrød, det var et pragtfuldt syn, som helt bedårede tante, mens onkel lidt tørt sagde: Nu har vi set, hvordan midnatssolen danser, kl. 22.15-22.30. Derefter sen aftenkaffe og livlig snak, mens katten, med rævehale, sprang op på buffetens overskab og gik til ro 50 centimeter under loftet. - Der kan musene ikke gøre katten noget, kommen- terede onkel. (Forts. s. 20)

Er De nå sikker på at det ikke går ut over arbeidet å ha spebarn ?

15